Paul Hammerich og hans facitliste

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det første, der slog mig, da jeg forleden på DR K efter 30 år genså et afsnit af Paul Hammerichs tv-serie, ”Gamle Danmark”, var sproget.

Det var fjerde afsnit, tiden var 1949-1955, og hvor blev der dog talt et pænt og nydeligt dansk i alle indslag. Det var tydeligt at alle – politikere, borgere, embedsmænd, skuespillere, arbejdere og unge – gjorde sig umage med at udtale ordene bedst muligt, få alle stavelser med, forme konsonanter og vokaler ordentligt.

Den sproglige udfoldelse var tydeligvis underlagt et dannelsesideal, som omfattede alle. Sproget fungerede tillige som udskillelsesmekanisme. Hvis man ikke talte ordentligt rigsdansk, måtte man se at lære det.

Siden blev rigsdansk lagt for had. Det blevet demokratiseret efter princippet om den laveste fællesnævner. I dag tales der et dansk, der tenderer i retning af, hvad den ringest talende kan klare. Ordforrådet er derefter – og ikke mindst udtalen. Den er blevet så ringe, at vi efterhånden alle sammen har brug for undertekster for at kunne følge med i vore egne film og tv-serier.

Dansk blev til en grød. Det er trist, trist, trist.

Hammerich selv kom fra det bedre borgerskab og insisterede stadig på et nydeligt dansk i 1980’erne, selv om det var på vej ud. Han var en dygtig mundtlig formidler, hans affable historiske fremstilling, gennemsyret af ironi, er stadig en fornøjelse at høre på i dag

Og indholdet? Ja, Hammerich havde kort sagt ikke ret meget godt at sige om efterkrigstiden. Det var tydeligt, at hans optik var skabt med 1960’ernes store kulturelle forandringer. Han så tilbage på de triste, grå 1950’ere gennem et flowerpower-filter af personlig frigørelse.

Han havde ingen tålmodighed med 1950’erne, så intet godt i dem. På den måde minder han om en af sine mentorer, Klaus Rifbjerg, for hvem 1950’erne også var ren ventetid. Og det var ikke til at vente.

Tag 1950’ernes skole, for eksempel. Det var den sorte skole, forklarer Hammerich, den uoplyste skole, før alle reformerne. Kønsopdelt og elendig. Billedsiden viser hvordan: elever på række uden for klasselokalet! Der synges morgensang! Man ser lærere, der står og taler roligt til elever, der sidder opmærksomt på deres haler! Det kan vel ikke være meget værre?

Det var vel nok godt, at vi fik reformeret folkeskolen langt væk fra al den undertrykkelse.

Endnu værre stod det til med kvinderne, som levede miserabelt under åget. Hammerich vrider sine metaforiske hænder over 1950’ernes undertrykte kvinder. Den hjemmegående husmor er i hans øjne et lige så stærkt symbol på undertrykkelse som negerslaveriet.

Patriarkalismen råder – mænd med aviser på sofaer kommanderer rundt med kvinder og børn efter forgodtbefindende. Naturligvis – det fandtes. Der var skævheder. Men er det hele billedet? Naturligvis ikke. Hammerichs syn på 1950’ernes kvinde som et rent offer er anakronistisk og udtryk for en utrolig formynderisk holdning og mangel på forståelse for en anden tids samfund og kultur. Den verden blev i mangt og meget holdt sammen af netop den hjemmegående husmor. Og det var på mange måder en god verden.

Bevares, dengang fandtes der måske for få kvindelige præster – nu er der for mange. Hvor mange er det rette?

Gensynet med Hammerichs Danmarks-historie var stadig meget sjovt, men hvis man har bevaret en smule kritisk historisk sans, også ret skævt. Hammerich var en kulturradikal Don Quixote fra det trekantede hertugdømme mellem Politiken, Gyldendal og DR, og hans facitliste var forfattet af Poul Henningsen.

Alle ting bedømtes efter deres ph-værdi. Det bliver trættende i længden.