På røven i Nakskov - håbløshedens by
Hvor meget må man træde på en by for at få en socialpolitisk pointe frem? Det er omdrejningspunktet for den debat om TV2's "På røven i Nakskov", der har udspillet sig de sidste par uger. Mit bud er, at TV2 spiller på letgenkendelige stereotyper om en landsdel, i forsøget på at give et ikke-stereotypt billede af en socialgruppe. Et skridt frem og to tilbage.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Nakskov er det bedste billede på, hvilken udvikling vi har oplevet i Danmark de seneste årtier. Få steder er man blevet ramt så hårdt af den statslige politik som i den vestlollandske købstad. Og få steder er man efterfølgende blevet latterliggjort for det i en grad som i Nakskov.
To årstal er afgørende for at forstå Nakskovs nyere historie: 1987, hvor skibsværftet endegyldigt lukkede. Og 1994, hvor man som følge af behandlingscentret Egeborg blev befolket af op imod 400 stiknarkomaner i en by med godt 14.000 indbyggere. De to årstal markerer nedturens start og vendepunktet i mange nakskovitters bevidsthed.
1987 markede starten på nedturen, og 1994 markerede vendepunktet. Mange nedslidte boliger i Vejlegade-kvarteret er saneret, nye arbejdspladser er skabt på skibsværftsgrunden, og selve indtjeningen i industrien er i dag højere end den var i værftets velmagtsdage i 1970'erne. Selvom de fleste af Nakskovs offentlige arbejdspladser er centraliseret væk (det er fx den næststørste danske by uden kommunecenter), så er det private erhvervsliv velfungerende.
Men siden vendepunktet i 1994, er man løbende blevet latterliggjort i de nationale medier. Dengang i midt-90'erne producerede TV2 udsendelsen "Nakskov - håbløshedens by", som tegnede en karikatur af en by uden fremtid. Lollikerne svarede igen med at hælde gylle ud over indgangen til TV2s hovedkvarter i Odense.
Om TV2 har kigget i arkiverne ved planlægningen af den seneste udsendelse "På røven i Nakskov" er svært at sige. Den havde efter sigende arbejdstitlen "Nakskov på røven", og den indledes af Frederiksberg-bosiddende Nis Bank-Mikkelsens karakteristiske stemme:
“Velkommen til Nakskov og et år med os - familierne på kanten af samfundet. Vi er sygere, end I er, vi har dårligere tænder og sjældent fast arbejde. Vi lever med truslen om, at vores børn bliver fjernet, og at vi dør alt for tidligt … Vi er på røven, men vi er mere end det. Vi slås for familien og vores drømme. Vi holder fast i håbet, selv når mørket sænker sig, og strømmen ryger sig en tur. Velkommen til et år – all inclusive – fra det, I kalder udkant, og som vi kalder hjem.”
Til dem der skulle være i tvivl, er det altså skåret ud i pap: udsendelsen tager Nakskov og dens mere end 13.000 indbyggere som gidsel i et forsøg på at beskrive sociale problemer i Danmark.
Reaktionen har været voldsom, blandt andet fra den landskendte Lolland-Falster Lovestorm. Selv skrev jeg sammen med min gamle veninde Maria Kongstad et indlæg til Politiken om sagen, hvilket affødte kritik fra dels de ansatte på tv-produktionen, dels en række folk engageret i den socialpolitiske debat.
Ifølge dem, er det sundt at få fremstillet den socialpolitiske virkelighed bag ved stereotyperne. Jeg kunne ikke være mere enig. Men de mislykkedes i deres forsøg på at bryde stereotyper, ved selv at etablere nye. Nakskov bliver trukket yderligere ned i sølet i forsøget på at fremstille virkeligheden for socialt udsatte.
De ressourcestærke borgere, som gør en forskel og hjælper socialt udsatte, kommer ikke til Nakskov, hvis vi skaber det billede, at byen er på røven. Der kommer ikke nye skattekroner i den kommunekasse, der i sidste ende skal finansiere, at de kommer ind i en mere almindelig tilværelse. Til gengæld vil eksporten af andre socialt udsatte fra hovedstadskommunerne fortsætte. Og på den måde være med til at bekræfte billedet af Nakskov som håbløshedens by.
Bundlinjen er, at TV2s latterliggørelse af Nakskov er et billigt træk på stereotyperne om byen, som ikke burde foregå med statslig støtte. Fremstillingen af de socialt udsatte havde hverken været værre eller bedre uden Nakskov i titlen.