Busreklamen og de manglende spørgsmål
Busselskabet Movia er blevet kritiseret for at pille en kampagne mod varer fra israelske bosættelser, som kortvarigt kunne ses på siden af Movias busser i april, af. Men snarere end at åbne op for spørgsmål om, hvad Movia har gang i, rejser den spørgsmålet om, hvad Dansk Palæstinensisk Venskabsforening egentlig er for en størrelse.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Hvorvidt busselskabet Movia burde eller ikke burde have tilladt eller afbrudt en kampagne på siden af busserne i hovedstadsområdet, er et anliggende, der vel dybest set må afgøres af Movias bestyrelse.
Den omtale, som beslutningen om at trække tilladelsen til kampagnen tilbage, er mærkelig. Al fokus synes at være på, at et budskab, det ligger nogle meget på sinde, bliver fremført i bybilledet, skal frem. Men hvorfor stoppe dækningen der?
Hvorfor er der ingen medier, som spørger, hvordan en venskabsforening har råd til at finansiere sådan en kampagne. Hvor kommer pengene fra? Og hvordan kan foreningen have så mange af dem, de sådan kan ødsles på dyre busreklamekampagner? Billig kan den næppe have været.
Hvad er Dansk Palæstinensisk Venskabsforening egentlig for en størrelse? Hvor mange andre ’venskabsforeninger’ giver sig på samme måde af med at fremføre politiske budskaber i det offentlige rum?
Det er usædvanligt. Man kunne nemlig godt få den måske lidt naive idé, at venskabsforeninger gav sig af med at fremme venskaber mellem befolkninger – ikke med at pege fingre af sine politiske modstandere i et geografisk område langt fra Danmark.
Helt mystisk er det, at formanden for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening meget krigerisk nu lader forstå, at han vil trække Movia i retten, fordi busselskabet har formastet sig til at bestemme over siderne på de busser, selskabet ellers ejer. Heller ikke det virker særligt … venskabeligt.
Movia er en virksomhed. Nu vil formanden for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening have en redegørelse fra Movia om, hvorfor de har valgt at droppe kampagnen. Okay. Det er nyt i Danmark. At en afvist kunde sådan kan kræve redegørelser fra diverse virksomheder. Jeg forudser vældig mange sagsanlæg mod alt fra Rema1000 til TDC, hvis den sag bliver til virkelighed og kommer til at danne precedæns.
Formanden taler også om, at venskabsforeningens ytringsfrihed er blevet knægtet. Okay. Man kunne nu eller nok godt argumentere for, at bemeldte formand får masser af taletid.
Det kan godt være, at Movia har foretaget et fejlskøn. Det virker unægteligt løjerligt, der stadig kan køre busser rundt med nøgne bryster, imens man ikke må blive mindet om, man også kan få avocadoer, der er produceret i områder, der ikke er ulovligt besatte. Men at tale om, at den er helt gal med demokratiet, og at ytringsfriheden ikke virker, er virkelig en uheldig og overdrevet dramatisk måde at problematisere et busselskabs prioriteringer på.
Demokrati betyder ikke, at alle har ret til alting. Nogle gange bliver man nedstemt. Sådan som Movia åbenbart har gjort det med bosættelseskampagnen.
Og nogle gange kunne man godt få den tanke, at det største problem, den lige lovlig genereriske betegnelse 'palæstinenserne' har, ikke er de ulovlige bosættelser, men derimod de formænd og talspersoner, som har fået identitet ved at råbe højt og ukonstruktivt på deres vegne.