Hurra for den feministiske udenrigspolitik

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Da Margot Wallström, den erfarne svenske socialdemokrat, i efteråret kronede en fornem karriere med udenrigsministerposten, rullede rigtigt mange mænd i foragt med øjnene:

Wallström, som tidligere har indtaget absolutte politiske topposter i FN og EU, meddelte nemlig, at Sverige vil føre en ”feministisk udenrigspolitik”. Hvad betød det, spurgte forargede mænd i de globale, udenrigspolitiske eliter? Peace & Love? Følelser? Nedrustning?

Næh, svarede den kølige nye udenrigsminister for nylig under et møde i Washington, hvor hun bøjede den nye svenske doktrin i neon:

»Vi kæmper fortsat for alt det samme – fred, retsstat, menneskerettigheder, udvikling – men vores nye udgangspunkt er, at vi er nødt til at ændre selve forudsætningerne for at opnå vores mål: Al diskrimination, al eksklusion og al undertrykkelse skal væk.« Hun fastslog, at lighed mellem kønnene ikke bare er et mål i sig selv, men selve redskabet til at sikre en bedre verden.

Og nu til det, der virkelig har ophidset mange:

Wallström mener faktisk, hvad hun siger! Og hun sætter handling bag ordene.

I mandags skulle hun have holdt tale i Den Arabiske Liga. Udenrigsministrene fra de 22 lande – selvsagt alle mænd – var imidlertid så fulde af ”fordømmelse og forbløffelse” over deres svenske kollega, at de i en svulstig erklæring forbød hende at tale til dem. Hvad var det, der havde hidset dem så meget op?

Tja, Wallström havde fremsagt en stribe sandheder om Saudi-Arabien: Landet er »et diktatur«; hun havde skældt ud over dets »åbenlyse diskrimination med kvinder«; og hun havde stemplet styret som »middelalderligt«, fordi det konkret har straffet en politisk dissident med 1.000 piskeslag. Den slags, påpegede de samlede udenrigsministre – selv udpeget af diktatorer – var en »fornærmende indblanding i et andet lands indre anliggender.« Sådan en kvinde skulle de ikke nyde noget af at høre på.

Wallström offentliggjorde den tale, hun ville have holdt, og den sekvens, som åbenbart var for rystende for diktatormandeklubben, mindede om en FN-befolkningskonference, som i 1994 blev holdt i Kairo:

»For mere end 20 år siden mødtes vi her for at diskutere flere emner, heriblandt uddannelse af kvinder og beskyttelse af kvinder mod alle former for vold, herunder omskæring af piger og sexchikane. Mange af disse problemer er stadig meget virkelige i dag – og jeg opfordrer jer indtrængende til at hjælpe med at overholde de beslutninger, vi var enige om dengang.«

Sikke noget uhøfligt noget at sige!

Konflikten eskalerer lynhurtigt: Wallström bliver ved med at kritisere den saudiske kvindeundertrykkelse; hun understreger, at dets krænkelser af menneskerettighederne er uforenelige med svenske værdier; og Sverige har af samme årsag aflyst en ellers lukrativ våbensalgsaftale med diktaturet. De rasende saudier svarede igen – ud over censuren mod Wallström, ja, så hjemkaldte de deres Stockholms-ambassadør.

Tænk hvor meget resten af verden – og, ja, Danmark – kunne lære af Sverige.

Wallström er beviset på, at en erfaren, modig og ideologisk udenrigsminister faktisk kan gøre en forskel – og hun dokumenterer, at det betyder noget, hvem der er i spidsen for et land. Under den tidligere borgerlige regering holdt også svenskerne igen med kritikken af arabiske diktaturer – selv om forbrydelserne er åbenlyse.

I Danmark har vi vist ingen rigtig udenrigspolitik, når det handler om at stå på mål for menneskerettigheder. Den uerfarne udenrigsminister Martin Lidegaard er mest optaget af at please Amerika og af for alt i verden ikke at støde diktaturer som Kina, Saudi-Arabien og Iran. Lidegaards retning er den traditionelle maskuline udenrigspolitik, som ingen vegne har ført os. Må jeg ikke anbefale ham at tage en tur til Stockholm – for hvor ville han dog kunne lære meget af Sveriges fremragende feministiske udenrigspolitik