Bare vi var mere som svenskerne

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Først da jeg fyldte 15 år, kom der en udlænding på min skole; først da jeg blev 16 år, talte jeg med en mørk person; først da jeg blev 19 år, mødte jeg en erklæret homoseksuel; og først da jeg var 21 år, traf jeg en muslimsk familie.

Der, hvor jeg voksede op, havde vi alle været danske i generationer, alle hvide, alle tilsyneladende heteroseksuelle, og, kan jeg se på mit konfirmationsfoto, alle sammen kristne.

Derfor behøvede vi ikke at tage hensyn til minoriteter – for der var jo ingen. Derfor syntes vi, at det var smaddersjovt at råbe »ind over til en nigger« ved hjørnespark, da vi fik vores første mørke medspiller på fodboldholdet – og derfor skraldgrinede vi, når en bøsse blev stemplet som en ”bagskubber”.

Vores handlinger var, når jeg ser tilbage på dengang i 1980’erne, usympatiske og uundskyldelige. Hvorfor gjorde vi det så? Fordi vi ikke vidste bedre. Fordi vi levede i en tid, hvor det, vi sagde i skolen, på banen, blandt vennerne, foregik i lukkede rum. Vi vidste ikke bedre dengang.

I dag ved vi alle, at det var forkert at tale så nedsættende om eksempelvis mørke og homoseksuelle. Hvorfor? Fordi vi er blevet klogere – og fordi vi alle i dag kender nogle af dem. Det er i dag – og det var altså ikke for bare tre årtier siden – normalt at se, møde, være venner med og selvsagt opføre sig ordentlig over for blandt andre mørke og homoseksuelle.

Den udvikling, som er foregået på bare en generation, er god. I et multikulturelt, multietnisk, multireligiøst, multifarvet, ja, et mangfoldigt samfund skal vi naturligvis inddrage alle. Vi er kommet langt, men vi er desværre ikke kommet langt nok, idet der her i landet fortsat er for mange, der savner empati over og forståelse for minoriteter. Her kan vi virkelig lære noget af den store verden – især af svenskerne og amerikanerne:

I Sverige går man langt for at forsøge at komme den åbenlyse og skjulte racisme til livs. Senest har svenske ornitologer omdøbt fuglenavne for »at fjerne nedsættende sprogbrug« – så negerfinken, sigøjnerfuglen og kaffersejleren har fået mere neutrale navne. Pippi Langstrømpes far hedder nu sydhavskongen, fordi negerkongen ikke længere er acceptabelt. En svensk mor til en afrosvensk dreng fik Astrid Lindgren-forlystelsesparken til at standse salg af et gardin, hvor to mørke børn står og vifter med palmeblade på Pippi:

»Som mor til et afrosvensk barn undrer jeg mig over, hvad I tænker på, når I sælger gardiner, hvor brune børn agerer slaver for Pippi? Hvorfor vil I gentage dette racistiske billede gennem at sælge gardiner som disse,« spurgte moren indigneret. Det er et godt spørgsmål, og jeg forstår hende. Når man er en minoritet, gør det selvsagt ondt at se, at den gruppe, man tilhører – hvad enten det handler om hudfarve, etnicitet, nationalitet, religion, seksualitet eller andet – placeres i situationer, som man føler er nedsættende. Alle vil selvfølgelig helst spejle sig i forbilleder.

Apple, producent af blandt andet iPhones og iPads, tager nu i foråret konsekvensen af den nye virkelighed, hvor næsten alle samfund er mangfoldige, og hvor vi derfor har behov for at tage nye hensyn til dem, der ikke lige er som de fleste. De emojis – de små piktogrammer i stil med en smiley, som bruges i SMS og online – som automatisk er installeret, har hidtil stort set kun afspejlet en traditionel verden: Hvide; heteroseksuelle; familier med far, mor og to børn.

Ikke længere, for nu i foråret ruller Apple, hvis kulturelle betydning er enorm, nye emojis ud: Seks forskellige hudfarver; familier med to mødre eller to fædre; piger med tørklæde. Hvorfor? Ja, Apple svarer selv, at firmaet har fokus på inklusion, og på at sikre, at »vores emojis bedre repræsenterer den mangfoldighed, som vi nu lever i.«

Svenskerne og amerikanerne er nået langt, og de bør være vores forbilleder, når det handler om at blive bedre til at respektere hinanden. De er i hvert fald mine.