Muslimer gør Danmark rigere

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Da jeg i Debatten på DR2 så Pia Kjærsgaard spy sin sædvanlige galde ud over danske muslimer – ’vi vil ikke have flere af dem’, sagde hun gud-hjælpe-mig – tænkte jeg omgående det modsatte:

Nemlig på alle de muslimer, der gør Danmark til et rigere land!

Jeg tænker på Naser Khader, 51 år, som kom til Danmark som 11-årig i 1974. Hans syrisk-palæstinensiske forældre fik en mønsterbryder – et fantastisk aktiv for sit nye land. Naser, der har været min ven i 20 år, blev den første student med indvandrerbaggrund på Rysensteen Gymnasium. Siden en fremragende politiker med internationalt format.

Jeg tænker på Özlem Cekic, 38 år, der kom til Danmark som 10-årig i 1986. Hendes kurdiske forældre sørgede for, at hun fik en uddannelse som sygeplejerske – og hun er i dag et strålende folketingsmedlem for SF. Özlem er en af få politikere med en ægte indignation for sociale problemstillinger – og hun er åbenlyst en gevinst for folkestyret.

Jeg tænker på Isam Bachiri, 37 år, som er født i Brøndby i 1977. Hans marokkanske forældre gav ham en stærk opdragelse på vestegnen – og han har i mange år som Isam B været forsanger i Outlandish, et af vores bedste og mest interessante bands. Hans indsats for menneskerettigheder gør ham til et forbillede for mig.

Jeg tænker på Ayan Mouhoumed, 33 år, der er født i Danmark i 1981. Hendes somaliske forældre har også skænket vores land en dejlig dansker – for Ayan er i dag stifter og redaktør for Ethniqa, det første dansksprogede magasin om og for nydanske kvinder. Et vidunderligt blad og en skønt initiativ, som jeg bliver glad af at følge.

Jeg tænker på Riza Durmisi, 21 år, som er født i 1994 i København med makedonsk baggrund – og han er i dag et af vores store fodboldtalenter. Professionel i Brøndby og med masser af ungdomslandskampe for os. Mange spår Riza til at blive den stærke venstreback, som A-landsholdet savner.

Jeg tænker på Ellie Jokar, 35 år, der er født i Iran i 1980, og kom til Danmark som tre-årig. Hendes iranske forældre gav hende en opvækst i Ballerup, som hun i dag tager udgangspunkt i som rapper og komiker i især tv-programmer. Hendes seneste – om at blive forelsket i en kvinde – er en smuk fortælling om at finde sin identitet.

Jeg tænker på Basim, 22 år, som blev født i Høje Taastrup i 1992. Hans marokkanske forældre sørgede for, at han fik chancen som sanger – først i X-faktor, siden i MGP. Da Basim efter MGP-sejren blev spurgt om, han ’som indvandrer havde oplevet racisme’, svarede han legendarisk: ’Jeg er ikke indvandrer. Jeg har ikke indvandret fra noget land.’

Jeg tænker på Khaterah Parwani, 30 år, der er født i Afghanistan i 1984, og som kom til Danmark som tre-årig i 1987. Hendes afghanske forældre gav hende styrke til at komme på Københavns Universitet, hvor hun snart er uddannet jurist. Khaterah er en bemærkelsesværdig dygtig konsulent i afradikalisering hos Exitcircle.

Jeg tænker på Nagieb Khaja, 35 år, som er født i København i 1979 af afghanske forældre. Nagieb er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og er i dag en af vores allerdygtigste med fremragende tv-reportager fra krigszoner i Afghanistan, Syrien og Gaza. Han er et forbillede for alle journalister.

Jeg tænker på Haifaa Awad, 29 år, som er født i Syrien i 1986, og kom til Danmark i 1993. Haifaa er uddannet læge – og hendes enestående indsats som frivillig læge i en nordsyrisk landsby i 2013 blev til bestselleren ’En læges dagbog i Syrien’. Hun er et stærkt, varmt menneske, som man kun kan blive imponeret af.

Jeg tænker på…ja, jeg tænker på titusindvis af danske muslimer, som alle sammen er med til at gøre Danmark til et rigere og et bedre samfund. Dem vil ’jeg gerne have flere af’ – og ville det dog være dumt at lukke grænsen af for dem.

Vi er i dag et multikulturelt samfund – og det gør os stærkere, mere dynamisk og rigere. Det er jeg glad for.