Bange for at være en bonderøv

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi er blevet mere globalt bevidste. Det kan lyde poppet, men er ikke desto mindre en kendsgerning. Vi følger passioneret den politiske udvikling i lande, som ingen tidligere havde hørt om. Vi læser deres forfattere og studerer deres kultur. Og unge mennesker rejser ud, studerer og arbejder i fremmede lande. Bevidstheden om en verden uden for den vestlige er utvivlsomt blevet større.

Og alligevel er vi blevet mere nationale. Vi danskere interesserer os mere for det fædrelandslige, går op i vores kulturs særegenhed og gør det helt uden vulgær selvhævdelse. Det kan forekomme paradoksalt, men er det ikke. Den øgede nationale interesse finder ikke sted på trods af den internationale bevidsthed, men på grund af den. Jo mere indsigt, vi får i andre landes kulturer og normer (på godt og ondt), desto mere lærer vi også at forstå og sætte pris på det særlige i vores egen

At en øget national bevidsthed har været en konsekvens af murens fald og åbningen af verden, ærgrer selvsagt de eurofile, internationalisterne og de antinationale radikale typer. De ser stadig nationalstatens bortgang som et forventeligt resultat af den moderne verden. Når almindelige danskere reagerer med skepsis over for udsigten til eksempelvis flere syriske flygtninge, bliver de derfor ofte fordømt med anklager om fremmedfjendskhed.

Et eksempel herpå er den liberale kandidat for Det Konservative Folkeparti (se her er et rigtigt paradoks), Rune Kristensen, der har slået sig op som modstander af ’frygten for det fremmede’. En besynderlig anklage, al den stund, at bevidstheden om andre kulturer aldrig har været større. Når danskerne - og et stort flertal af folketingets partier - ønsker at begrænse omfanget af syriske flygtninge, er det ikke ud fra en irrationel frygt for noget mystisk og ukendt. Tværtimod ved vi alt for godt, hvad der foregår i Syrien, har et rigt kendskab til flygtningenes kultur og en masse lavpraktiske erfaringer med deres ophold i Danmark. Desværre altovervejende negative erfaringer.

Danskerne er ikke (længere) så kulturelt ignorante, at de blot vil åbne dørene for hvem som helst. Det store udland er ikke en grå masse. Der er forskel. Danskerne vil gerne have mennesker hertil, der kan bidrage. Og siger pænt nej tak til dem, der ikke kan eller vil. Det er global bevidsthed.

Når Rune Kristensen forsøger at reducere spørgsmålet om kulturkonflikter til frygt for det fremmede, er det udtryk for det modsatte. Han er en ung mand fra Lolland uden nævneværdig indsigt i hverken egen eller fremmede kulturer - og det er som nævnt ikke en tilfældig sammenhæng. Viden om andre kulturer gør os mere bevidste om vores egen.

Det betyder naturligvis ikke, at bonderøven ikke kan elske sit land lige så højt, som den der har haft mulighed for at rejse ud. Slet ikke. Den stærke bonderøv hviler i sig selv og sin identitet.

Men den svage bonderøv kan ikke bevare sin identitet i mødet med antinationale københavnske radikalister. Han bukker med det samme under for deres perfide, stigmatiserende anklager om småfascisme, så snart nogen synger en fædrelandsvise. I sin iver for at lægge afstand til sit ophav ender han, den svage provinsialist, med at hylde de mest gennemjokkede klicheer om åbenhed og tolerance. Han køber hele pakken – for ingen skal tro, at han er sådan en beskidt rådden-banan-type, der sidder hjemme i lædersofaen og ikke ved, hvor Myanmar ligger. Da det bedste forsvar er et angreb, er vor svage vens impulsreaktion derfor at slynge om sig med anklager om ’halvracisme’ og ’folks’ frygt for det fremmede. Han kender nemlig alt til frygten selv. Frygten for at blive afsløret som en bonderøv.