Ronnie, wir danken Dir!

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Næsten alle politikere, eksperter, kommentarorer og kloge Åge´er mente under den kolde krig, at Muren stod til evig tid og ikke var til at rykke eller rokke ved. Ja, her kan man godt generalisere og sige "alle". For Europas deling var et faktum cementeret med tusinder af atomraketter på begge sider.

Der var især én, som gik imod denne strøm: Ronald Reagan.

Ronald Reagan var den første præsident i USA´s historie, som ikke så et mål i fredelig sameksistens med Sovjetunionen, fordi han opfattede det som et ondt imperium. Og dem overvinder man og anerkender ikke. Reagan brugte ikke ordet ”afspænding” i sin retorik. Den første halvdel af hans liv var han pro-Roosevelt-demokrat og derfor også pro-sovjetisk, som så mange andre i Hollywood, hvor han arbejdede, men omkring Anden Verdenskrigs slutning ændrede han holdning, blev nu Truman-demokrat og det vil sige antikommunist. Og det forblev han resten af sit liv.

Reagans middel til at bekæmpe kommunismen og Sovjetunionen var to-leddet: oprustning og retorik. Og det sidste viste sig at være lige så stærkt som det første. Samtidigt var Reagan en ukuelig optimist, der troede på, at han kunne forandre verden og overbevise også de sovjetiske ledere om, at både atomkapløb og kommunisme var dumt. I begyndelsen af hans præsidentperiode fra 1980 var det lidt svært, da de sovjetiske ledere var gamle og døende og der derfor ikke var nogen at snakke med. Først da Michael Gorbachov kom til magten i 1985, var der en at kunne snakke med.

Forinden havde Gorbachov besøgt Margaret Thatcher på Chequers i december 1984 og Thatcher har i et TV-interview fortalt (citeret efter hukommelsen), at hun begyndte at tro på, at Gorbachov var en ny slags leder, som ikke hang fast i kommunistisk ortodoksi. For når Thatcher spurgte Gorbachov om Sovjets økonomi, svarede han, at vi producerer sådan set meget, men det når aldrig ud til forbrugerne. Alle andre ledere, som Thatcher havde talt med, refererede gigantomaniske tal for traktorproduktioner som svar på det samme spørgsmål. Gorbachov indrømmede, at kommunismen ikke fungerede. Da vidste jeg, sagde Thatcher, at Gorbachov havde sans for virkeligheden.

Det meddelte hun så til præsident Reagan og hans folk og de var som man skal være skeptiske.

At Thatcher var korrekt i sin vurdering kan vi se, hvis vi husker Nikita Khrusjtjovs besøg i Danmark i 1964. I den berømte pressekonference med statsminister jens Otto Krag lirede Khrusjtjovs en lektie af, som han havde lært udenad, om kapitalismens udbytning og kommunismens velsignelser. Jens Otto Krag, som i sit kropssprog viste al mulig foragt for russerens propaganda, svarede så diplomatisk og behersket, som han kunne, at generalsekretæren nok havde et forkert indtryk af Danmark. Man får så meget respekt for Jens Otto Krag ved det møde.

Thatcher havde netop mødt så mange Khrusjtjover før hen, så hun mærkede med det samme, at her var en anden type. Han låste sig ikke fast i kommunismens uvirkelighed.

Gorbachov var ikke som forgængerne. Han var ikke betonkommunist.

Ronald Reagan begyndte så til sine rådgiveres dybe fortvivlelse at skrive ganske personlige breve til Gorbachov og der kom topmøder i gang. Reagan har beskrevet Gorbachov som ”a good listener”. Han lyttede og tog til sig. Reagan ville skabe tillid, bl.a. fordi han måtte sande, at Kreml var besat af paranoia, som det kom frem ved Able Archer NATO-øvelsen i 1983. Og Reagans store styrke var intuition og dømmekraft. Handlekraft var der også, men den fik han heldigvis ikke brug for under den kolde krig.

Og da Reagan i 1987 holdt sin tale ved Brandenburger Tor i Berlin, som vi kan gense i disse dage, med opfordring til Gorbachov om at komme til Berlin og åbne muren, blev der lyttet i Moskva. Og så skal det med, at Reagan kørte sololøb i forhold til sine rådgivere og sit udenrigsministerium, der opfattede Reagans stil som aggressiv og uforsonlig. Det var den ikke. Den var spot on.

Når Gorbachov også skal hædres for det handlingsforløb, der førte frem til Murens fald i dag for 25 år siden, skyldes det, at han kunne have handlet anderledes. Havde han været som Khrusjtjov eller Breschnev, havde han holdt de østeuropæiske lande i ave. Så havde Ungarn ikke fået lov til at kappe Jerntæppet i august 1989 og de østeuropæiske lande ikke fået lov til at vælge ikke-kommunister til magten. Det ville have været såre nemt. Og ingen i Vesten havde protesteret, for Europas deling mere sikkert and alt andet. Og kun unikummet og fossilet Reagan fandt sig ikke det.

Gorbachovs selvforståelse er en bisværm af mange tanker, fordi han var opdraget med al den kommunistiske propaganda og skulle kunne den udenad på troværdig vis for at nå magtens tinder. Derfor er interviews med Gorbachov også ret uinteressante. Men alligevel havde han en uartikuleret fornemmelse for, at der var noget helt galt. Han troede uden tvivl, at han kunne reparere kommunismen og redde Unionen af sovjetrepublikker med reformer, og der tog han grueligt fejl. Men stadig kunne han have hugget hælene i og dømt ny istid. Som Reagan skriver i sine erindringer (og hans dømmekraft tror jeg er den bedste): ”Uanset hans grunde, havde Gorbachov intelligensen til at indrømme, at kommunismen ikke virkede og han havde modet til at kæmpe for forandring, og til sidst visdommen til at introducere begyndelsen af demokrati, individuel frihed og fri foretagsomhed”.

Det er Gorbachovs skyld, at Nordkorea i dag ikke begynder i Rostock. Og at danskere kan få lavet deres hus billigere med polske håndværkere.

Erich Honecker, DDR´s mangeårige leder, sagde engang i et TV-interview efter Murens fald (citeret efter hukommelsen), meget vredt og bittert, at Michael Gorbachov og Edward Sjevardnandse, hans udenrigsminister, allerede i 1985 havde aftalt Murens fald. Det er sikkert en grundløs konspirationsteori, udtænkt af en sur gammel mand, men jeg tror alligevel, der er det rigtige i det, at den nye sovjetiske ledelse havde indset, at DDR ikke var levedygtigt med mur omkring.

Jeg oplevede selv i DDR i sommeren 1988, at unge østtyskere læste det russiske magasin Sputnik med største interesse, fordi det indeholdt mange af de tanker, som ikke måtte trykkes i DDR. Senere blev det forbudt, da det bl.a. skrev om Hitler-Stalin-pagten på en måde, som ikke harmonerede med den officielle sandhed.

Gorbachov lod det ske.

Da Reagan første gang hilste på Gorbachov, indrømmede han, at Thatcher havde ret. ”Da vi hilste på hinanden første gang, må jeg indrømme, som Margaret Thatcher og Canadas premierminster Brian Mulroney havde forudsagt, at der var noget man godt kunne lide ved Gorbachov. Der var varme i hans ansigt og hans stil, ikke den kulde grænsende til had som jeg havde set i de fleste tidligere sovjetiske politikere, som jeg havde mødt ind til da”.

Reagan lagde stor vægt på, da han hørte, at Gorbachov var døbt som barn om end ingen troende. Så så Reagan en sprække, en respekt for noget større, en godmodighed, og dermed en mulighed for at afvikle et af de værste tyrannier i nyere tid.

Og det lykkedes.

Alle andre syntes, Ronald Reagan var bindegal. Det synes jeg også selv i 1980, da han blev valgt, men da jeg i 1982 oplevede Berlin, både Øst og Vest, syntes jeg Reagan havde en stærkt pointe, som blev overset af de fleste. For hvad skulle vi ellers kalde DDR hvis ikke et ondt system?