Venstre ignorerer 50 millioner mennesker på flugt
Verden står i brand. Det er et faktum, vi ikke kan komme uden om. Det betyder, at vi nu har 51 mio. mennesker på flugt på verdensplan – det største antal siden Anden Verdenskrig. Selvom det er et enormt tal, så må det ikke diktere den danske asyl- og integrationsdebat. Men det bliver nødt til at præge den. For lige nu præges debatten næsten kun af Venstres læsning af meningsmålingerne.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
For at forstå, hvad der er i vejen med den danske asyldebat, kan vi passende kaste et blik over Øresund til vores naboer i Sverige. Det netop overståede valg betegnes af mange som en sejr for Sverigedemokraterna, der blev bakket op af 13 procent af svenskerne. Jeg ser det nu nærmere som en sejr for de 87 procent, der aktivt fravalgte en fremmedfjendsk linje.
Mange mener, at Sverige kunne lære noget af Danmark. Men måske vi burde kigge indad og spørge os selv, om vi ikke selv kunne lære noget af svenskerne? For det mener jeg bestemt, at vi kan.
Hvad vi kan lære af Sverige
Først og fremmest, så er det forfriskende at se, at svenskerne stadig tør snakke om, at vi har en moralsk forpligtelse over for de mennesker, der er på flugt. For det har vi selvfølgelig, og det er et selvstændigt og stærkt argument ved siden af alle de samfundsøkonomiske overvejelser om, hvorvidt indvandring kan betale sig eller ej. Hvis mennesker flygter fra død og ødelæggelse, og hvis de banker på din dør og beder om hjælp og husly, så har du naturligvis en forpligtelse til at hjælpe dem. Det er et spørgsmål om medmenneskelighed – og det bør politik også handle om.
Det tror jeg, at de fleste danskere er enige om. Så meget desto mere besynderligt er det, at vi næsten aldrig hører den tilgang til debatten her i landet. Som nævnt, så står verden lige nu i brand, og vi har på verdensplan det største antal flygtninge siden Anden Verdenskrig – skal vi virkelig ignorere dette og sende asylansøgende syrere tilbage i Assads eller Islamisk Stats blodige arme?
Selvfølgelig skal vi ikke være naive og blot åbne sluserne på vid gab. Der er grænser for, hvor mange mennesker et lille land som Danmark kan tage imod. Men i ekstraordinære situationer har vi et ansvar som mennesker. Jeg er derfor glad for, at regeringens politik er at hjælpe de syriske flygtninge i nærområderne, men også at tilbyde midlertidigt ophold til dem, der er på flugt fra krig og ødelæggelser og banker på vores dør. Og de, der ender med at få asyl i Danmark, skal have flygtninges rettigheder, herunder retten til familiesammenføring.
Venstres talmanipulation
Det er dog ikke alle, der i disse dage lever op til deres ansvar. Specielt ikke Venstre, som ikke ser 50 millioner mennesker på flugt fra krig – de ser en mulighed for at vinde næste valg.
Venstre har over lang tid bevæget sig længere og længere ud mod højre, når det kommer til emner som integration og asylpolitik. Den udvikling har kun taget fart henover sommeren. Der er tydeligvis gået valgkamp i den, og Venstre har gennem en vedholdende kommunikationsstrategi forsøgt at sætte asyl og integration på dagsordenen. Senest med en stærkt manipulerende graf med overskriften ”Svenske tilstande?”, hvor de advarer om, hvor skidt det vil stå til, hvis vi fortsætter regeringens nuværende asylpolitiske kurs.
Kort sagt, så fremskriver de den udvikling, der har været i antallet af asylansøgere i årene 2011-2013 til at gælde til 2020 – hvor vi i så fald vil være gået fra de nuværende ca. 10.000 til ca. 83.000. Og det ligner jo et tal, som vi slet ikke kan magte at integrere i Danmark. Men Venstre bruger en åbenlyst forkert og stærkt manipulerende metode.
Det absurde i Venstres kampagne bliver først rigtig tydelig, hvis man med deres metode fremskriver tallene yderligere. Som Venstres Karsten Lauritzen selv har sagt, så vil det medføre, at antallet af asylansøgere i 2030 vil være vokset til 2,5 mio. asylansøgere om året i Danmark. Ja, så er vi vist kommet godt om på den anden side af de såkaldte ”svenske tilstande”.
Venstre garderer sig godt nok ved at påpege, at det er Justitsministeriets egne tal, som de bruger – men glemmer at sige, at tallene er givet på bestilling af Karsten Lauritzen, og at ministeriet understregede, at de ikke mente, at de gav et realistisk billede af fremtiden.
Men hvorfor fordrejer Venstre virkeligheden? Det hjælper Karsten Lauritzen os med at forstå, når han siger, at han ikke tror, ”at det er nogen hemmelighed, at når vi skal argumentere for vores politik og for det faktum, at vi ønsker at begrænse tilstrømningen af asylsøgere, så griber man fat i de beregninger, man har, og dem, der bedst understøtter den argumentation, man har.”
Læser man det citat igennem et par gange, så skulle det gerne blive tydeligt, at det er udtryk for en helt absurd og populistisk måde at føre politik på. Udgangspunktet er, at man mener noget – som regel baseret på meningsmålinger. Herefter leder man så efter de tal og argumenter, der kan understøtte den holdning.
Venstres tal er ikke bare urealistiske og uden hold i virkeligheden. Deres argumentation vender også det hele på hovedet. Jeg tror, at de fleste fornuftige mennesker er enige om, at vi skal nå frem til vores konklusion gennem argumenterne – ikke, at vi skal nå frem til argumenterne gennem vores konklusion.
Vi kan lære noget af Sverige, og Sverige kan lære noget af os. Jeg håber dog for deres skyld, at de ikke lærer så meget af os, at de moderate svenske partier bevæger sig helt derud, hvor Venstre lige nu befinder sig. Der, hvor man kritiserer, uanset om man har gode argumenter eller ej. Der, hvor man nærer en frygt for det fremmede, fordi man vil vinde det næste valg. Og der, hvor man ikke engang tør nævne, at medmenneskelige forpligtelser også bør spille en rolle i dansk asylpolitik.