Søren Pape er et flop

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Søren Pape er sindbilledet på en moderne politiker, som kommunikationsfolket gerne vil have det. Han er jævn og autentisk (læs: jysk), bruger ikke svære ord og udtrykker sig kun i paroler og letfattelige politiske enkeltsager. Og så er han tilmed en flink og naturligt smilende mand, med ikke-påtagede converse-sko og en spændende kæreste. Det bliver ikke bedre. Reklamebureauet knuselsker ham. Han kan sælge alt fra vaskepulver til bilforsikringer.

Eneste problem er, at han er politisk blank. Som i spejlblank. Det begyndte skidt med de tre mærkesager, hvis faktiske indhold var så magert, at de slet ikke kan kaldes politik. Det var kommunikation forklædt som politik. Latterligt og ligegyldigt. Siden er det blevet værre.

På De Konservatives landsmøde havde Pape fået en tale stukket i hånden med en masse bragesnak og et par overfladiske politiske markeringer omkring grundskyld, det offentliges indtrængning på privat grund og terrorbevægelsen Islamisk Stat. Og skulle man tro, at der bag den poppede indpakning gemte sig en smule politiske substans, tager man helt fejl. Når Søren Pape bliver bedt om at uddybe sin politik, svarer han med sort snak og ingenting.

Værre er imidlertid hans eneste politiske markering med kant: afvisningen af Venstres udlændingepolitik. Venstre har fremlagt et klogt forslag, hvor man på den ene sider møder behovet for højt kvalificeret arbejdskraft og på den anden side modvirker den kulturelle opsplitning af Danmark. Denne besindige politik afviser Pape med en højstemt hattedame-borgerlig bedyrelse af, at man i Det Konservative Folkeparti skam er ”totalt ligeglade” med udlændinges kulturelle baggrund. Han føler sig moralsk hævet over at gøre forskel på, hvilke lande folk kommer fra.

At han hævder ikke at ville skelne mellem, hvilke lande udlændingene kommer fra er pinligt dumt. Stort set alt den trafik over grænsen, vi har, er nemlig styret af et diskriminatorisk regime (Schengen), hvor vi giver fuldstændig fri adgang til at besøge Danmark for en række udvalgte lande, der ligner os selv. Alligevel er der ingen, der ser Schengen som et udslag af en racismelignede forskelsbehandling. Bortset fra Søren Pape. Hvis han ellers tog sit eget moralistiske ævl alvorligt.

Måske skulle Pape prøve at læse sit eget principprogram. Her understreges det, at De Konservative anser kulturel integration for mindst lige så vigtig som økonomisk integration. Det harmonerer faktisk umådeligt dårligt med Papes tåbeligt lalleliberale udmeldinger. Men der er faktisk flere interessante passager i principprogrammet, så lad os se, hvad der ellers gemmer sig:

De danske traditioner er den kultur, som tilflyttere skal integreres ind i. Derfor er det ikke nok blot at overholde dansk lovgivning, hvis man ønsker at blive en del af det danske samfund. En grundlæggende forståelse for dansk historie, kultur og sprog er også nødvendig. Den form for sammenhængskraft vil i sig selv være med til at skabe større gensidig forståelse. Det er nemlig vigtigt, at vi undgår et opdelt samfund, hvorfor vi vil bekæmpe ghettodannelser. Danmark er – og skal fortsat være – et sammenhængende samfundsmæssigt fællesskab.

Sådan skal det lyde! Der findes tydeligvis begavede mennesker i det konservative bagland, der har forstået betydningen af kultur. Men ikke i ledelsen. Faktisk har Pape udtalt, at han ”føler med det store flertal af muslimer herhjemme, som er velintegrerede, og som loyalt arbejder for Danmark”. Det er helt indlysende i absurd modstrid med den definition af integration, der bliver præsenteret i De Konservatives principgrogram. Det har hverken Pape eller taleskriveren tænkt over. De synes bare det lød godt.

Søren Pape har nu haft lejlighed til at vise, hvad han står for. Og det er letfordøjelig politisk pop og en tilbagevenden til den bovlamme borgerlige anstændighed.