Søren Krarup og vor tid

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Min bog om Søren Krarup var sendt ud til anmelderne, og vi ventede på dommedag. Så modtog jeg en mail fra Norge. En yngre mand ved navn Åsmund Fjermeros Bakkevig skrev, at han for fire år siden havde afleveret en specialeopgave ved universitetet i Oslo med præcis samme titel: ”Søren Krarup og hans tid”. Han vedhæftede et link til afhandlingen, den var god nok. Bakkevig tilføjede: »Tenkte, du ville ha litt moro av å vite det.«

Moro? Jeg rev mig i håret. Det var ligegodt fandens. Her gik jeg rundt og bildte mig ind at være original, og så sprang der en nordmand frem som en trold ud af en æske. Hvad værre var: Specialeopgaven var både vidende og velskrevet og fokuserede på samme temaer – med specialets undertitel: »en læsning af Søren Krarups forfatterskab med fokus på temaerne menneske, historie, kristendom og nation«.

Dér røg min Nobelpris. Jeg lod en dag eller to gå, men bed så i det sure æble og spurgte Åsmund Fjermeros Bakkevig, hvad der i hans øjne gør Søren Krarup til noget helt særligt – set fra Norge? Bakkevig, der arbejder som lektor ved en ungdomsskole i Sandnessjøen i Nordnorge, tog udfordringen op:

»Jeg kan ikke tale for alle nordmænd, men noget, man sjældent ser i den norske offentlighed, er en så konsekvent og frejdig brug af historien som Søren Krarups, for hvem historien altid har været et orienteringspunkt for nutiden. Hans konservative og polemiske aktualisering af den nationale idéhistorie har ingen parallel i norsk debat. Sjælden er også hans – og Tidehvervs – skelnen mellem Gud, som er i himlen, og mennesket, der er pålagt at være jorden tro.«

Hvilken idéhistorie tænker du på?

»Jeg tænker på danmarkshistorien, men også på hans forståelse af Vestens moderne sammenbrud efter 1789.

Det var Krarups behandling af mere abstrakte spørgsmål, som interesserede mig: autoritetsspørgsmål som modsætningen mellem tradition og modernitet, kristendom og patriotisme versus kulturradikalisme og kosmopolitisme, bundethed kontra frigørelse. Krarup udkrystalliserer via en bestemt læsning af historien standpunkter i den aktuelle debat. Eller han slutter fra standpunkter i den aktuelle debat til en bestemt læsning af historien. Brug eller misbrug? I mine øjne er man hinsides rigtigt og forkert i sit forhold til danmarkshistorien. Her står den enkelte i afgørelsens situation. Dansk kultur kan ikke forstås af forskning, som Krarup noterer i sin bog ”Dansk kultur” (1993).

I øvrigt må man om Krarups historiesyn sige med Hans Hauge, at Krarups tofrontsforståelse af historien er den samme som Georg Brandes’, hans fjende. Samme forståelse finder man i Per Olov Enquists bestseller ”Livlægens besøg”, hvor den kongelige rådgiver Høegh-Guldberg er den store skurk, mens han er en af heltene i Krarups ”Dansk kultur”.

Diskussionen frem og tilbage kan nemt reduceres til et spørgsmål om, hvilket af to fodboldhold man hepper på, men Krarups forfatterskab er individuel tiltale fra den enkelte til den enkelte, og hin enkelte må selv tale og forstå ud fra sit eget forhold til dansk historie. Jeg læser forfatterskabet som en opfordring til selvstændighed, ikke imitation.«

Du skriver, at det for Krarup er kristendommen, som sætter danskheden. Har Gud ifølge Krarup tiltænkt Danmark en særlig mission?

»Nej. Danmark er ”kun” det tilfældige sted på jorden, hvor danskeren er sat til at leve, under lovens pålæg om at elske næsten og Gud som sig selv. Men at det er ”tilfældigt”, at man er dansk, betyder ikke, at det er relativt.

Danskerne kan ikke trække sig selv op ved håret og ud af den danske dagligdag.

Mit helt klare indtryk er, at Krarup ikke på nogen som helst måde spekulerer over Guds forsyn eller plan for Danmark, han forkynder derimod, at mennesket skal tage sin givne virkelighed på sig for alvor.

Krarup omformulerer Grundtvigs »menneske først, kristen så« til at betyde »dansk først, kristen så«. Hans udgangspunkt er ikke en kamp for et gudgivet land, men for sin egen og det danske folks eksistens, som for ham er to sider af samme sag.«