Barnets uendeligt mange sygedage
I Danmark har vi mulighed for barnets første sygedag. I Sverige har forældrene ret til at passe deres syge børn 60 dage om året. I Kina passer bedsteforældrene barnet. Måske skulle vi lade os inspirere af den svenske og kinesiske løsning.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi har tvillingerne, Eva og Christian, på 15 måneder. I sidste uge var Christian syg mandag. Eva var syg tirsdag og onsdag. Christian blev syg igen torsdag, og begge børn har været syge siden fredag. Nu er det tirsdag, og det føles som en tid med uendelig mange sygedage.
Den svenske model
I weekenden er debatten om ”Barnets første sygedag” blusset op. Formand for Forældrenes Landsforening, Dorthe Boe Danbjørg, udtaler til TV2 Nyhederne, at danskerne kunne lære noget af vores svenske naboer. I Sverige passer forældrene deres børn til de er raske. Svenske forældre har ret til at blive hjemme hos deres syge børn 60 dage om året til 80 procent af deres løn. I Danmark har lønmodtagerne mulighed for at tage barnets første sygedag, og nogle har mulighed for barnets anden sygedag. Den svenske løsning giver forældrene mulighed for at blive hjemme med god samvittighed – for lønnen dækkes af Forsikringskassen.
Den kinesiske model
I Kina passer bedsteforældrene barnet, mens forældrene går på arbejde. I Kina er det helt almindeligt at bo sammen med forældre eller svigerforældre, når man får barn.
Ansvarsfralæggelsen
I Danmark har vi i den seneste tid kunne læse om en bedsteforældre-generation, der har så travlt med at realisere sig selv, at de ikke har tid til at passe deres (syge) børnebørn. I et interview til Politiken d. 31. juli 2014 udtaler Jeanette Friis Wøldike, mor til tre:
”Min mor siger til mig, at jeg jo må forstå, at hun skal til linedance; at hun skal på kursus, til spansk og spille dilettantteater hele foråret. Og i øvrigt på sejltur hele sommerferien. Og det er desværre symptomatisk for hendes generation”.
Nogle bedsteforældre vil ikke tage ansvar for deres børnebørn. Vi har heldigvis nogle meget engagerede bedsteforældre. Selvom vi bor i København, og vores forældre bor i Jylland, har vi haft besøg af henholdsvis mor og svigermor i to dage hver uge i tvillingernes første leveår. Det er muligt, da vores mødre ikke længere er på arbejdsmarkedet, og fordi de ønsker at få en god relation til deres børnebørn. Nogle gange har de boet hos os i længere perioder, når jeg har arbejdet i udlandet. Det har været (og er stadig) en fantastisk hjælp, men selv engagerede bedstemødre kan jo også blive sløje. Herudover har vi en super engageret barnepige på 26 år, der passer tvillingerne, når vi engang imellem skal have partid. Vi har meget mere hjælp end så mange andre, og alligevel kan det være svært at få arbejdslivet og privatlivet til at hænge sammen, når børnene er syge på 2. uge. Jeg kan godt forstå, at mange andre børnefamilier har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen.
Spørgsmålet er, om vi i Danmark skulle lade os inspirere af den svenske og kinesiske løsning. Tænk, hvis hver forælder havde ret til at passe deres syge børn 30 dage om året til 80 procent af deres løn. Og tænk hvis flere bedsteforældre fandt det værd at investere tid og energi i deres børnebørn.
Mulighed for barnets halve sygedag
Jeg vil også komme med det første kampråb for barnets halve sygedag. Det vil sige, at den ene forælder passer om formiddagen, og den anden forælder passer om eftermiddagen. Det giver mulighed for at arbejde (og have mindre dårlig samvittighed) samt passe syge børn og være fuldt tilstede. Hvis den ene forælder er A-menneske, og den anden forælder er B-menneske, kan jeg anbefale, at A-mennesket arbejder om formiddagen, og B-mennesket arbejder om eftermiddagen. Jeg kan som selvstændig afholde halve sygedage, men til gengæld er det mig selv, der finansierer dem. Kan din arbejdsplads registrere halve sygedage? Og hvordan får I hverdagen til at hænge sammen hjemme hos dig?