Danmarks bedste digter er højreorienteret
Frederik Lind Køppen er højreorienteret, fordi han angriber den opløsning, som avantgardekunsten stod for. Reduktionen af menneskets hellighed til et kødhylster. Den forlorne tolerance. Det uhæmmede liv. Selvdyrkelsen.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er den mest vedkommende digtsamling, jeg har læst.
Frederik Lind Køppens debut, ”Stjernens Navn Malurt”, har allerede indirekte skabt en stor debat om politisk kunst.
For er det rigtigt, som Weekendavisens anmelder, Lars Bukdahl, hævdede, at de mest talentfulde digtere er venstreorienterede? Eller er der snarere tale om, at højreorienterede kunstnere ikke offentligt tør stå ved deres politiske holdninger?
Pudsigt nok har jeg i mange år selv forfægtet det synspunkt, at moderne kunst er venstreorienteret. Eller rettere venstreradikal. For det er jo ikke sådan noget med højere skatter og mere lighed, jeg tænker på. Det er en anden slags venstreorienterethed.
Futurister, dadaister, surrealister, COBRA og abstrakte ekspressionister, og hvad avantgardekunsten ellers har heddet, behøver faktisk ikke den store fortolkning.
De var nemlig ikke blot udøvende kunstnere, men nedfældede også deres bevæggrunde i manifester og bøger. De ville alle omstyrte den eksisterende verden. Gøre op med forestillinger om sandt og falsk og godt og ondt. De hadede det borgerlige samfund. De hadede Gud. De hadede almindelige mennesker.
Skattetrykket ragede dem til gengæld en høstblomst.
Man kan derfor godt indvende, at avantgardekunsten derfor ikke var venstreorienteret. Og man kan også vælge at fremhæve den opbyggelige side af deres destruktive projekt. For ved siden af hadet var der også en drøm om frigørelse. Om at smide hæmninger, normer og samvittighed. Det lykkelige, ansvarsfrie liv.
Så hvordan er Frederik Lind Køppens digtsamling overhovedet højreorienteret? For også han er bedøvende ligeglad med kommunal omfordeling. Køppen er højreorienteret, fordi han angriber den opløsning, som avantgardekunsten stod for. Reduktionen af menneskets hellighed til et kødhylster. Den forlorne tolerance. Det uhæmmede liv. Selvdyrkelsen.
Men hvorfor er det god digtning? Det er straks sværere at svare på, men her er mine overvejelser. Jeg har længe ledt i litteraturhistorien efter vedkommende digtere. Først hos klassikere som Dante, Schiller, Hölderlin, Goethe, Baudelaire, Byron, Shelley, Grundtvig, Oehlenschläger og mange flere. Og mens jeg til hver en tid foretrækker en litteraturklassiker frem for en moderne roman, er der noget tidsbundet over et digt. Eller måske en sproglig barriere.
Derfor har jeg i de senere år mest forsøgt mig med danske digtere.
Det eneste, jeg har fundet vedkommende, er henholdsvis Johan Ludvig Heibergs ”Nye Digte” fra 1840 og Søren Ulrik Thomsens ”Rystet Spejl” fra 2011. Begge er højreorienteret digtning, selvom Søren Ulrik Thomsen sikkert vil hade betegnelsen.
Hans digte handler om livet, døden og kærlighed og vil hverken frigøre eller rive ned.
Frederik Lind Køppens digte er ligesom Søren Ulrik Thomsens skrevet til samtiden. De er et opgør med opløsningen. En vrede over ligegyldigheden og fornedrelsen. Over tilfældig sex og kujoner, der ikke tør sige sandheden.
Digtene er tydeligvis også selvbiografiske. De handler ofte om konkrete oplevelser med dyb dekadence eller multikultur og islam. Andre igen om kærlighed til en kvinde og til en datter. Der er utvivlsomt læsere, der vil slå sig på deres voldsomhed. På mange måder minder Køppen om den franske forfatter Michel Houellebecq, der i sine romaner tegner en fortabt verden med gold materialisme, meningsløshed, islam og fornedrende sex.
Men hvor Houellebecq selv er blevet ødelagt af tidsånden, er Køppens digtsamling både mere vred og håbefuld på samme tid. Forskellen er tro. Køppen tror på Gud, og man kan mærke håbet overalt i digtene. Ligesom at samlingen slutter med en smuk og opbyggelig epilog.
Jeg kan kun give min dybeste anbefaling. Det er et værk, der har potentiale til at ændre en generation.
Og hvorfor er det ”højreorienteret”? Det er en reaktion på nedrivningen af den verden, Køppen så inderligt gerne vil beskytte. Den venstreorienterede avantgarde var had til det bestående og frigørelse til kaos.
Den højreorienterede avantgarde er insisteren på skønhed, sandhed, uskyld, mod og orden.