Sandheden må aldrig blive kontroversiel

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For nylig var jeg i audiens hos pave Leo XIV i Vatikanet. Ikke alene, men sammen med min politiske gruppe i Europa-Parlamentet, Det Europæiske Folkeparti (EPP).

Det var en ganske højtidelig og tankevækkende oplevelse. Ikke mindst fordi paven holdt en glimrende tale om forholdet mellem religion og politik.

I sin tale – der blev holdt på pavens modersmål, engelsk – citerede Leo XIV den italienske statsmand Alcide De Gasperi for at sige, at politik skulle sætte mennesket i centrum »with his spirit of evangelical brotherhood, with his reverence for the law inherited from antiquity, with his appreciation for beauty refined over the centuries and with his commitment to truth and justice, sharpened by millennia of experience«.

Konteksten for paven var, at ideologi kan være af det onde. Ikke fordi idéer i sig selv er problemet, men fordi idéer kan blive totaliserende. Det var ideologier, der var en grundlæggende årsag til Anden Verdenskrig, og ideologi kan blive en form for vold imod den enkelte, hvis mennesket placeres i et underordnet forhold til en abstrakt idé.

Senere vendte paven tilbage til spørgsmålet om sandhed. Med sine egne ord sagde han, at »being a Christian engaged in politics also means investing in freedom – not a trivialized freedom reduced to mere personal preferences, but one rooted in the truth, which safeguards religious freedom as well as freedom of thought and of conscience in every place and circumstance.«

Men her er vi inde ved en kerne, som jeg må sige bekymrer mig. De Gasperi understregede, at politik skulle bekende sig til sandhed og retfærdighed. Og paven gentog dette synspunkt ved at sige, at udgangspunktet for (kristen) politik må være sandheden.

Men for nu at være ganske ærlig: Sandheden som begreb har trange kår i vore dages politik.

På den politiske højrefløj har Donald Trump omdannet sit stolte, gamle parti til noget, der i vidt omfang fungerer som en lukket kreds, hvor præsidentens mange usande påstande om hvad som helst accepteres uden nævneværdig modstand (en dårlig vittighed i Bruxelles lyder: Hvordan kan man vide, at Donald Trump lyver? Hans mund bevæger sig).

På dele af den politiske venstrefløj ser man tilsvarende en vilje til at bøje virkeligheden, så den passer til bestemte ideologiske forestillinger om identitet og historie. Det gælder eksempelvis i diskussioner om køn, hvor biologiske realiteter undertiden fortrænges, og i dele af historieskrivningen, hvor komplekse historiske forløb reduceres til moralske skemaer, der ikke tåler nærmere efterprøvning.

Oven over dette svæver så de andre titusindvis af usande påstande, der bliver spredt fra troldefabrikker til de sociale medier. Om hvad som helst fra årsagerne til krigen i Ukraine over konsekvenserne af Hamas’ angreb på Israel til skøre konspirationsteorier om snart sagt alt.

I denne storm af usandhed fra mange sider ligner sandheden det skrøbelige lys fra en kerte, der blafrer langt mere, end godt og betryggende er.

Det forekommer underligt at være nødt til at skrive det. Men hverken som mennesker eller som politikere kan vi gøre verden bedre, før det lykkes os at fastholde, at sandheden som begreb findes. Og at det må være den, der er målestokken for alt, hvad der kan tænkes rationelle tanker om.

Derfor – men det nævnte paven ikke direkte – bliver vi også nødt til at tage et opgør med den relativisme og nihilisme, der præger vores tidsalder.

Det er ikke sandt, at alting kan være lige sandt og lige godt, som om det i sidste instans blot var et personligt spørgsmål.

Det er bedre at forlade sig på en norm om sandhed end på en norm om altings ligegyldighed. Det er bedre at forlade sig på kærlighed end på had. Og det er bedre for de fleste at leve i et frit og politisk liberalt samfund end i nogen anden samfundsmodel.

Derfor er det også vores pligt – både som mennesker og som politikere – at søge sandheden og værne om den. Det er vores pligt at udfordre og kritisere det, der ikke er sandt. Det er vores pligt at gå foran med et godt eksempel i stedet for et dårligt. Og det er vores pligt at forsvare vores frie og lige samfund imod dem, der vil underminere det.

Når det gælder viljen til at fordreje virkeligheden, har den hårde højrefløj og den hårde venstrefløj ikke noget at lade hinanden høre. Udsagn fra magtens centrum – hvad enten de kommer fra regeringer, aktivistiske miljøer eller fremmede staters påvirkningsoperationer – bør derfor mødes med en sund og systematisk skepsis.

Men skepsis er ikke det samme som kynisme. Hvis vi på forhånd beslutter os for, at alt er løgn, har vi i virkeligheden allerede opgivet sandheden.

Tilbage står derfor en mere beskeden, men også mere krævende opgave: at insistere på, at sandhed findes – og at den kan findes.

Måske er det i virkeligheden det, paven mindede os om. Ikke som et fromt håb, men som en forudsætning. For i en verden, hvor sandheden blafrer som en kerte i storm, er det ikke nok at beklage mørket.

Man er også nødt til at holde hånden om flammen.