Danskhed måles ikke i mælk

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Som et borgerligt og klart højreorienteret menneske – ja, måske endda et godt stykke ude på højrefløjen – må jeg indrømme, at jeg i disse dage ser med både undren og en vis skam på den debat, der udspiller sig om danskhed. For det er ikke mine klassiske modstandere udefra, der trækker niveauet ned.

Det er stemmer fra min egen fløj.

Flere borgerlige debattører – senest Rasmus Munch Søndergaard i DR’s ”Deadline” forleden – er begyndt at tale om danskhed som noget, der i sidste ende afgøres af blod og genetik. Det er et udtryk for en etno-nationalistisk forståelse af samfundet, hvor tilhørsforhold ikke afgøres af det, man gør og deltager i, men af det, man er født som.

Men det er ikke bare en forkert måde at forstå danskhed på. Det er også en skadelig måde. For i det øjeblik, vi gør danskhed til noget medfødt, flytter vi noget helt centralt væk fra mennesker selv.

Hvis man alligevel aldrig kan blive dansk, uanset hvor meget man arbejder, lærer sproget, deltager og engagerer sig, hvorfor skulle man så forsøge? Hvorfor synge med på Højskolesangbogen, hvorfor tage normer og værdier til sig, hvorfor spise frikadeller og gøre en indsats for at høre til, hvis man på forhånd har fået at vide, at det aldrig bliver nok?

Mange af de samme stemmer taler samtidig om behovet for bedre integration og et stærkere sammenhængende samfund. Men man kan ikke på den ene side kræve, at mennesker bliver en del af fællesskabet, og på den anden side fortælle dem, at de aldrig kan blive danske. Hvis danskhed gøres utilgængelig, bliver integrationen det samme.

Vi har aldrig haft én fast definition af, hvornår man er dansk, og det får vi formentlig heller aldrig. Danskhed er ikke en størrelse, der kan sættes på formel. Men noget ved vi til gengæld. Mennesker formes ikke først og fremmest af deres gener, men af deres liv. Af de omgivelser, de indgår i, den kultur, de lever i, og det fællesskab, de bliver en del af.

Derfor giver det heller ikke mening, når mennesker, der lever deres liv i Danmark, taler sproget, arbejder, deltager og tager Danmark til sig som medborgere, alligevel bliver stemplet som udanske. For så er det ikke længere det levede liv, der er afgørende, men det medfødte. Det, man ikke selv har haft nogen indflydelse på.

Og det er en underlig prioritering. For et samfund kan ikke hænge sammen, hvis det, der binder os sammen, ikke er det, vi faktisk deler, men noget, der ligger uden for vores fælles rækkevidde.

Vi kommer formentlig aldrig til at kunne sætte en endelig streg under, hvornår man er dansk, og hvornår man ikke er. Men det er heller ikke det afgørende.

Det afgørende er, hvad vi vælger at lægge vægt på. Om vi ser danskhed som noget, der kan leves og tilegnes gennem deltagelse og fællesskab. Eller som noget, der ligger fast fra fødslen og aldrig kan ændres. For danskhed findes ikke i det, vi er født som, men i vores ånd og det fællesskab, vi aktivt vælger at være en del af.