Fortsæt til indhold
Kommentar

EU må aldrig igen tillade en Orbán så stor magt

Med god grund ånder store dele af Europa lettet op efter Orbáns dramatiske fald, men nu skal man gentænke EU-systemet, så magten ikke igen ender hos én enkelt uregerlig mand.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For os, der er opvokset under Den Kolde Krig, har det i sig selv været bizart at være vidne til den ungarske valgkamp, der endte med et forsmædeligt nederlag til den mangeårige ungarske leder Viktor Orbán. For her stod russerne og amerikanerne side om side og hujede på den ungarske diktatorlærling. Glemt var den historiske stedfortræderkrig, hvor man støttede og undergravede forskellige regimer; de to koldkrigsrivaler var i stedet enige om, at Orbán var vejen frem.

Bizart, ja, men også et bevis på, at verden ikke længere er, som den var. For Orbán var garantien for et svagt Europa. Et Europa, som kunne kues.

I årevis har han været Ruslands bedste ven i Europa, og Orbán har igen og igen saboteret europæisk fællesskab og handling, mest åbenlyst mod Rusland i Ukraine. Og for Trump, der med vicepræsident J.D. Vance kastede sig kraftfuldt ind i den ungarske valgkamp, var han også indgangen til at ændre Europa til et kontinent uden respekt for konventioner og den internationale retsorden. At skabe et Europa i Trumps billede. Men både Trump og Putin tabte. Skønt.

At Orbáns nederlag kom trods den utvetydige opbakning fra det 20. århundredes to supermagter og den nuværende verdensordens to måske mest skræmmende ledere, gør kun sejren desto sødere for Europa. Vi kom af med Orbán – og tonerne fra sejrsherren Peter Magyar om øget europæisk engagement tyder godt.

Hvad fremtiden vil bringe – både for Ungarn og Europa – er dog stadig uvist. Dels kender vi kun Magyar dårligt. Og dels er der andre europæiske ledere, der har ladet sig inspirere ganske tydeligt af Orbán og dermed også Trump og Putin. I Slovakiet har vi Fico, og i Tjekkiet er det Babis, der regerer. I Frankrig truer Le Pen, og herhjemme var det Morten Messerschmidt, der blev lykønsket af Orbán, da DF gik frem ved valget.

Europæerne skal selvfølgelig stemme på de ledere, de ønsker sig, men man kan ikke komme uden om, at den magt, som Orbán har haft over hele EU og kontinentets fremtid, har været dybt problematisk. Ikke bare fra et politisk synspunkt, men også et demokratisk.

Det dur simpelthen ikke, at enkelte lande kan have vetoret på så afgørende områder, som vi har set, at Orbán har haft. Trump ville jo aldrig acceptere, hvis Rhode Islands guvernør skulle diktere amerikanernes udenrigspolitik. Og hvad mon Sovjet ville have sagt til, at så stor magt var koncentreret i en provinshovedstad i Sibirien?

Der skal kun et dårligt æble til at fordærve hele kurven, og Orbán har spillet rollen som Putin og Trumps trojanske hest til UG med kryds og slange. Den rolle vil andre være opsatte på at overtage efter ham. For den magt, der følger med, er stor – og rækker langt ud over den magt, som de mindretal, som Orbán og hans slags repræsenterer, berettiger.

Det kræver enstemmighed at ændre reglerne, så enkelte lande ikke længere har vetoret over EU’s udenrigs- og forsvarspolitik, hvilket vil gøre det svært, men med Orbán ude af billedet har man en historisk mulighed, der skal gribes. For det kan være, vi aldrig får så god en mulighed igen.