Glem alt om fællesøkonomi. Det er ikke der, lykken i et ægteskab findes
Lykken og friheden for os kvinder ligger ikke i et økonomisk ægteskabeligt afhængighedsforhold. Tværtimod kan det kvæle al kærlighed.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Dumdristig. Det er vist det rette udtryk at bruge om unge Mikkel Tranborgs opfordring i JP til kvinderne om, at vi skal frigøre os fra feminismen: »Drop uafhængigheden, og læg mærke til de steder, hvor gensidig afhængighed opstår. Sand frihed er ikke at stå alene, men at stå sammen. Uafhængighed er en myte, og den bedste afhængighed, vi kan have, er af hinanden.«
Dumdristigt og ikke så lidt frisk var det af en vældig ung mand at belære kvinder om, at vi har bedst af at være afhængige. At (økonomisk) uafhængighed og selvstændighed simpelthen ikke er godt for os. Dumdristigt og ikke så lidt studentikost var det, simpelthen fordi Mikkel Tranborg nok ikke rigtig ved, hvad han taler om – men sikkert i sit studerekammer har læst en hel masse konservative tekster skrevet af knarvorne mænd (og koner) om ægteskabet som en lyksaliggørende afhængighed.
Nu har Mikkel Tranborg fået alle de (velfortjente) prygl for sine vise råd til os lidt for selvstændige, lidt for frigjorte, lidt for uafhængige kvinder. Men det er interessant og lidt foruroligende, at forestillingen om, at afhængighed, både økonomisk og på alle andre måder, som en saliggørende vej til kvinders frihed og lykke er en opfattelse, jeg fornemmer bliver mere og mere udbredt i denne tid – i hvert fald i nogle (små)borgerlige kredse. Ikke i de frie og frisindede borgerlige kredse.
Der er en anden, der har skrevet klogt om afhængighed. Det er Tove Ditlevsen. Det er i tredje bind af Københavnertrilogien. ”Gift” er titlen på erindringsbogen om livet i ægteskabet. På tysk bærer bogen titlen ”Abhängigheit” – afhængighed.
Prøv lige selv at smage lidt på ordspillet: Abhängigkeit, afhængighed, gift, giftigt – for sjælen og for selvstændigheden, giftigt for ligestillingen og for friheden.
Jeg ved godt, at ”gift” for Tove Ditlevsen også har komponenten piller, misbrug, alkohol, afhængighed, Abhängigkeit, og ægtemanden, der forsynede hende med stoffer. Men hvis man et øjeblik ser bort fra Ditlevsens egen tunge skæbne, ja – så er der en pointe i sammenhængen mellem gift og ægteskab og afhængighed.
For jeg tror simpelthen ikke på, at lykken og friheden ligger gemt til os kvinder i et økonomisk ægteskabeligt afhængighedsforhold beseglet med guldringe og borgmesterens eller præstens ord og amen. Der er i hvert fald en forståelse af ægteskabet, der trænger til at blive støvet af og nyformuleret helt ned i det kirkelige ritual, hvor præster, i hvert fald efter bogen, læser fra Matthæusevangeliet, at en mand skal »forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød«.
Det handler om opbruddet fra barndomshjemmet for selv at etablere sig i et hjem med en hustru – at skifte den praktiske og økonomiske afhængighed. Den tankegang hører en anden tid til – og således også den gode Mikkel Tranborgs betragtninger om ægteskabet.
Selvfølgelig kan man rent juridisk ved giftemål indgå i et økonomisk afhængighedsforhold – men man kan virkelig også lade være. Og jeg har svært ved at se lykken, skønheden og kærligheden i den økonomiske afhængighed.
Den gensidige åndelige forpligtelse i ægteskabet er langt større, vigtigere, smukkere og mere afgørende end økonomiske forpligtelser. For det er et mærkeligt fattigt og forsimplet syn på ægteskabet. I et frit og ligestillet samfund er mand som kvinde simpelthen forpligtet på at kunne leve økonomisk uafhængige af hinanden. Alt andet er uansvarligt.
For mange år siden fik jeg en bog af Kathrine Lilleør, hvor hun i den personlige tilegnelse skrev: »Kærlighed sætter fri.« Tak, Kathrine, for det.
Jeg tror næppe, hun tænkte på en frihed erhvervet gennem praktisk og økonomisk afhængighed, men om den åndelige frihed i kærlighed.
For vi vil ikke have, at frihedselskende kvinder, frigjorte kvinder, en dag kan skrive, som den gifte Ditlevsen gjorde til den unge pige inden i hende, der ikke ville dø: »Jeg har solgt dine drømme for hus og for brød og trukket dig ned i en smerte, der minder om lykke.« Læs det igen. Noget, der minder om lykke …
Lykken og friheden, kære venner, i ægteskabet er ikke afhængighed i juridisk forstand, at man er samfundets mindste enhed og alt det der.
Nej. Lykken og friheden og livskraften er, at vi i vores moderne tid, hvor vi gudskelov er uafhængige af hinanden – er afhængige af hinanden. I åndelig forstand. Afhængige af at blive set, mødt, elsket, forstået og favnet i frihed i et kærlighedsægteskab, som Grundtvig skrev om til sin elskede Marie: »Det er, at vi kan være hinanden, som vi er, det er, at vi kan bære hinanden, som vi er.« Det er frihed i åndelig afhængighed. At bære hinanden, som vi er, i kærlighed og i alt det, som livet er.
Det er at føle sig viet sammen som kirken og dens amen, som Grundtvig skriver. »At føle« sig hjerteforbundne – følelsen er det afgørende, det vidste den gamle romantiker godt. Følelsen af at høre sammen, den findes kun i frihed – og med den umiskendelige følelse af samhørighed kan man kigge ned i hinandens afgrunde, se hinandens gennemsigtighed, se forbi hinandens fejl og altid se mere, end der umiddelbart er at se.
Alt det pjat med fællesøkonomi, økonomisk og praktisk afhængighed – drop det. Det er slet ikke det, et ægteskab handler om. Det kan derimod være med til at kvæle kærligheden.