Det er dybt bekymrende, at et flertal af danskerne er parat til at parkere deres frihed hos partierne
En Voxmeter-undersøgelse viser, at et flertal af befolkningen mener, at folkevalgte skal være bundet af andet end deres overbevisning. Det er ikke sundt.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
En af de største udfordringer, jeg har som biskop, er at forsvare samvittighedsfriheden. Altså det fænomen, at man ikke kan tvinges mod sin samvittighed. I folkekirken giver det sig udslag i, at præster for eksempel kan undlade vielse af fraskilte eller personer af samme køn.
Selv vier jeg gerne fraskilte og personer af samme køn, ligesom flertallet af folkekirkens præster gør det, men det er muligt for en præst at frasige sig dette på grund af samvittighedsforhold.
Folkekirken rummer den uenighed, fordi der er forskellige teologiske forståelser – det hører med til at være folkekirke, hvor mange synspunkter finder sig i hinanden. Det viser sig også ved, at menighederne gennem menighedsrådene har indflydelse på, hvilken præst der vælges.
Det gode er, at både fraskilte og personer af samme køn i dag har adgang til vielse i folkekirken. Samvittighedsfriheden, der hænger sammen med grundlovens religionsfrihed, betyder, at brudepar altid kan blive viet af en præst, der ikke er imod forholdet. Det er også en god idé.
Men det er sikkert som amen i kirken, at jeg en gang om året ringes op af en harmdirrende journalist, der simpelthen ikke kan forstå, at disse præster kan undslå sig. Jeg må bruge meget tid på at forklare begrebet samvittighedsfrihed og religionsfrihed, og ved i mit stille sind også, at jeg efterfølgende vil møde et heftigt kommentarspor på de sociale medier. Mange anerkender simpelthen hverken samvittighedsfriheden eller menighedernes kaldsret. Man anerkender ikke uenigheden.
Det er en parallel til den undersøgelse fra Voxmeter, som nu har vist, at et flertal (50,4 pct.) mener, at grundloven bør ændres, så mandaterne tilhører partierne. Undersøgelsen er selvfølgelig udløst af de tre nye folketingsmedlemmer, der har forladt deres parti efter folketingsvalget.
Det betyder konkret, at man udfordrer grundlovens paragraf 56, hvor der står, at folketingsmedlemmerne er bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere. Det er sammenligneligt med præsternes samvittighedsfrihed og er altså en så grundlæggende forestilling, at den har fundet vej ind i grundloven.
Jeg ved ikke, hvad man ellers forestiller sig? Skulle folketingsmedlemmer nu være bundet af deres parti, så partiet har afgørende magt over deres måde at stemme på? Så at medlemmerne kun er partisoldater og ikke har en chance for at stille sig frem som Martin Luther på Worms og sige: ”Her står jeg og kan ikke andet.”
Luthers ord på Worms er netop frihedens stemme i vores kulturhistorie. Det er samvittighedsfriheden, der taler. Det er individet, der taler midt i den dominerende mængde. Det kan sagtens være, at folk har mange bevæggrunde, men skal det berettige os til at fjerne individets ret til at tale frit?
Det er faktisk dybt bekymrende, at et flertal af danskerne er parate til at parkere friheden hos partierne. Hvordan er vi havnet det sted, hvor friheden er problematisk?
Det er klart, at man kan føle sig skuffet over en folkevalgt, der pludselig ikke repræsenterer det parti, man har stemt på. Og det er også problematisk og noget, den folkevalgte må arbejde med sin samvittighed om. Men det løses bare ikke ved at fastholde mennesker i en ramme, der går imod deres overbevisning. I stedet for må man jo lade være med at stemme på dem næste gang.
Som præst har jeg selv oplevet, at brudepar, der ikke selv var fraskilte, valgte mig som præst, fordi de ikke ønskede at blive viet af den præst, der ikke viede fraskilte. Det er et reelt valg. Det er frihedens vej.
Det kan aldrig være frihedens vej at tvinge til frihed og til at handle mod sin overbevisning. Med Grundtvigs ord: »Kun helvede kan man tvinges. Til himlen må der ringes.«
Så hele denne undersøgelse om de folkevalgte og mine egne erfaringer med at skulle forklare samvittighedsfriheden stiller nu spørgsmålet: Hvorfor har vi fået det så svært med friheden? Særligt med de andres frihed? Hvad er det for bevægelser, vi ser i vores samfund, hvor vi ikke accepterer, at man er bundet af sin overbevisning alene?
Og det er ikke spørgsmål stillet for sjov. De udspringer af, at 50,4 pct. af befolkningen er parat til at ændre det princip, at folketingsmedlemmer ene er bundet af deres egen overbevisning. Det er tankevækkende.