Har vi købt den amerikanske propaganda om Irans ondskab?
En geopolitisk modstander er nu engang ikke det samme som ondskab.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Mange af mine meningsfæller på den danske højrefløj fejrede angrebet på Iran og ikke mindst Ali Khameneis død. Allerede nu har krigen desværre haft destruktive virkninger overalt i verden, og vi bør ikke glemme, at høje energipriser koster liv. Også i Vesten.
Argumentet for at angribe Iran er noget i retning af, at regimet er ondskab. Lad os se på det.
Nyere iransk historie går tilbage til 1953, hvor USA foranstaltede et kup mod den demokratisk valgte premierminister – velsagtens fordi han nationaliserede olieindustrien. Herefter herskede et USA-venligt diktatur med shahen i spidsen, indtil han blev væltet i det islamistisk-socialistiske kup i 1979.
Siden har Iran været USA’s geopolitiske modstander og har derfor allieret sig med Rusland og Kina i stedet. En geopolitisk opposition er nu engang ikke det samme som ondskab, men skal man sælge en konflikt til sin befolkning, er det nu engang lettere, hvis man kan lade som om, man er på det godes side.
Derfor har det amerikanske sikkerhedspolitiske apparat i flere årtier begravet amerikanerne i propaganda om iranernes ondskab og tilbageståenhed, og den har selvfølgelig også smittet af på os i Europa.
Lad os derfor prøve at se så nøgternt på Iran som muligt ved at kigge på noget målbart. Generelt klarer Iran sig ganske udmærket og befinder sig i Mellemøstens midtergruppe. Det betyder en levealder på 78 år mod 79 år i USA og en gennemsnitlig uddannelse på 14 år mod 16 år i USA.
Niveauet af undertrykkelse er til gengæld sværere at måle objektivt, og de amerikanske tænketanke er alt andet end objektive. Eksempelvis placerer tænketanken Freedom House Iran på en 20.-plads over verdens mest ufrie lande.
Det er dog stadig en bedre placering end både Kina og den tætte amerikanske allierede Saudi-Arabien. Ikke noget, der retfærdiggør stemplet som en del af ondskabens akse.
Til gengæld er det iranske regimes brug af henrettelser på et uhyggeligt niveau. Bemærk dog, at det er i skarp konkurrence med Saudi-Arabien. De to islamiske arnesteder strides om at være mest rene i troen. Sidstnævnte er dog en tæt amerikansk allieret, og det gør det unægtelig sværere at være entydig i fordømmelsen.
I sin angrebstale fremhævede Trump, som det har heddet i mange år, at Iran er den førende statssponsor af terrorisme. Det skyldes deres støtte til Hizbollah, Hamas og houthierne. Nøgternt set er der tale om politiske bevægelser, der også bruger terror som et redskab til at opnå deres mål.
De to første er begge bevægelser, der alene findes med henblik på at udslette Israel, og Iran støtter dem, fordi de er Israels geopolitiske hovedmodstander. Jeg elsker Israel og kan derfor nemt sympatisere med angreb på Israels fjender.
Man bliver bare nødt til at huske, at Iran ikke er det eneste land, der fremmer sine egne interesser for at give støtte til radikale bevægelser. Mest tragisk er selvfølgelig amerikanernes støtte til de rabiate islamister mujahedinerne i Afghanistan, hvis undergrupperinger blev til Taliban-bevægelsen. Eller den amerikanske våbenstøtte til alverdens yderligtgående islamister i Syrien, der udviklede sig til Islamisk Stat. Den måske værste terrorbevægelse i historien bevæbnet og finansieret af amerikanerne.
Der er ikke rigtigt noget forsvar for den amerikanske finansiering af Islamisk Stat. De gjorde det for at vælte Assad-styret, der som bekendt havde et tæt forhold til Rusland og Kina. Der er absolut heller intet forsvar for Irans støtte til Hamas. De er ikke engang religiøst forbundet.
Den iranske støtte til Hamas er geopolitik af den mest kyniske slags. Det er bare svært at gøre det til udtryk for en særlig modbydelig ondskab, når amerikanerne gør sig skyldige i det samme.
I nullerne lykkedes det amerikanske propaganda-apparat, at overbevise flertallet af amerikanere om, at Iraks leder, Saddam Hussein, var involveret i 11. september. Det lykkedes dem også at få overbevist det meste af den danske borgerlighed om, at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Jeg var meget ung dengang, men jeg skammer mig stadig over, at jeg hoppede på den.
Vi må ikke glemme, at vi også er blevet udsat for flere årtiers propaganda om Iran.