Påsken er noget, der sker med os. Og livet kan begynde forfra igen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg elsker det alt for lidt brugte udtryk ”vederfarelse” – eller det endnu smukkere tyske ”Widerfahrnis”.

Det betyder noget i retning af en hændelse. Det har passiven indbygget i sig – det er noget, der overgår én. Noget, der sker foruden én og uden ens egen egentlige vilje. Noget, der griber ind i ens liv – og ændrer livets gang. Noget, der rammer én, ligesom ulykker og nåde, ligesom slagregn, kærlighed og opstandelse.

”Vederfarelse” eller ”Widerfahrnis” er titlen på den tyske forfatter Boto Kirchhofs prisbelønnede roman – om et møde mellem to mennesker. En samtale, der varede længere, end de havde tænkt sig – en samtale, der fortsatte uden ende – en samtale om litteratur, om skønhed, om det allervigtigste, om sorgen, om døden, om kærligheden – om alt det, som livet er.

Fremmede var de for hinanden, men uden mange ord blev de hurtigt fortrolige.

De sad sammen i bilen, kørte igennem den gamle verden, gennem Europa, gennem natten mod Achensøen for at se solopgangen – for at høre stjernernes morgensang. De havde ikke meget med sig. Et par bøger. Ikke rigtig noget skiftetøj. Tanker og erindringer – et liv, der var blevet roligt og ordnet og overskueligt i et uventet møde med den ukendte.

Samtalen fortsatte, turen blev forlænget fra Achen til Sicilien – en nat blev til flere dage, få ord blev til ordstrøm og stilhed. Det ukendte blev fortroligt.

Natten blev til morgen, og det blev nat igen med mørke og stjernehimmel. Bogens kvindelige hovedperson ringede på hos den mandlige hovedperson en sen aften.

Hun ville invitere ham med i sin læseklub. Det var begyndelsen. Litteraturen bandt dem sammen – litteraturen åbnede samtalen mellem dem. Og nu sidder de to mennesker i en bil. Syden i stedet for hverdag.

Ingen plan – intet mål, der forklarer alting. Kun med følelsen af, at noget er sket. Følelsen af, at livet pludselig er sat i en uventet bevægelse. På grund af et øjeblik. På grund af et møde. På grund af en hændelse. En hændelse, der overgik dem, ramte dem ligesom ulykke, nåde, slagregnen, kærligheden, opstandelsen.

For sådan er opstandelsen en vederfarelse. Påsken er noget, der sker med os – påsken er en hændelse, der overgår os. En kærlighedshandling, Guds kærlighedshandling, Guds indgriben i vores lille liv og ændrer ikke bare noget, men ændrer alt. Påsken er et kærlighedsmøde – det var dét konkrete møde, der skete påskemorgen, da kvinderne stod ved den tomme grav.

Maria Magdalene og Maria gik ud til Jesu grav. De vred hænderne, de sukkede af sorg. Men der i gravkammeret, hvor de troede døden boede, og kroppen var kold, blev kvinderne mødt af et englesyn og engleord.

Herrens engel steg ned fra himlen, væltede stenen fra. Engle i snehvide klæder kan nemlig flytte de tungeste ting og bære det letteste budskab ud i verden. Engleblide engleord. Kærlighedsord. »Frygt ikke,« sagde englen til de frygtsomme og forfærdede. »Han er opstået, som Han har sagt. Og han er gået i forvejen for jer.« Det er ord til liv. Til evigt liv.

Budskabet om opstandelsen forkynder, at Gud har noget på hjerte til os, derfor elskede han en ny begyndelse frem i de dødes have, i Jesu stille gravkammer og i alle vores grave siden.

Det er en kærlighedshændelse, der sker med os – når Gud ser mere i os, end der er at se, og elsker en ny begyndelse frem i os.

Det er en genskabelse eller en genbeskrivelse af den elskede – af os, Guds skrøbelige skabninger med ord, fordi vi bliver til lidt mere, når vi bliver set med Guds øjne. Det er en vederfarelse.

Derfor var de sidste ord, Kristus sagde til noget menneske, inden han døde, ordene til røveren, der hang på korset ved siden af ham: »I dag skal du være med mig i Paradis.« Selv den usleste af os mødte han – og satte vores liv i uventet bevægelse igen. Han opgav sig selv for aldrig at opgive os, men give rum for Guds store kærlighed, der kunne bære ham ud af graven og tage os med ved hånden ind i Guds lysende land.

Han løfter os, lige så tunge vi er af det liv, vi har levet, bærer os gennem natten og ind i evigheden. Påskemorgen ved solopgang kunne vi høre stjernernes morgensang, for passagen hjem til Paradis er blevet genåbnet for os. For Guds søn kom os syngende i møde fra den anden ende af graven.

Det er en vederfarelse. En hændelse, der sker med os. Det er barmhjertigheden og kærligheden. Det er nåden og frelsen, der overgår os. Det forklarer ikke alting – men det forklarer os.