Ønskes: Regering, der kan stå sammen. Haves: Partier, der stritter som håret på en ung Mette Frederiksen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Valg uden vindere. Ingen af blokkene kan samle flertal. Lars Løkke står i midten, men kan ikke samle magten uden at inddrage yderpartier, som hele hans politiske projekt er et opgør imod.

Mindste onde for Løkke er rød blok. Han vil aldrig kunne samarbejde med Dansk Folkeparti. Det bliver ingen dans på roser at lave politik med SF, endnu mindre med Enhedslisten, men der er alligevel længere til hardlineren Messerschmidt, godt pumpet op af sine 16 mandater.

Det bliver en skrøbelig regeringsdannelse i en turbulent tid. En regering, hvis vigtigste opgave er at stå sammen, men som stritter i alle retninger som håret på en ung Mette Frederiksen. Med krig i både Mellemøsten og Europa og med en uhæmmet amerikansk præsident er der brug for sammenhold – kan regeringen mønstre det?

Dansk Folkeparti er tilbage, triumferede Morten Messerschmidt i sin sejrstale. Ja, tilbage på perronen.

Lars Boje var måske valgets mest interessante figur, han erklærede samtlige partiledere for hyklere, han vil rive ned og starte forfra, enmandsrevolutionen fra højre, sumpen skal drænes, hvor har vi hørt den slags før?

Vanopslagh indrømmede at have sniffet kokain som partiformand, måske fordi journalisterne var efter ham på spørgsmålet, måske tog han bare chancen og viste sig som menneske – alle kan identificere sig med en synder, ærligheden virkede i hvert fald, her er en mand, der intet skjuler, højst uvant i politik og måske i virkeligheden et smart træk.

Vælgerne er troløse, dansk politik er personfikseret. Lars Løkke håndterede grønlandskrisen koldblodigt, steg i meningsmålingerne og sikrede Moderaterne ønskepositionen på den politiske midte. Løkke spillede også det humane kort og fortalte om at ryge i sengen og børste tænder i håndsæbe.

Hvis den udvikling fortsætter, så kan det være, at politikerne faktisk begynder at svare klart ja eller nej på spørgsmål fremfor at sno sig udenom – der er jo stemmer i det.

Mette eller Troels?

Det blev afgjort Mette, på trods af et tyndt valgresultat. Under statsministerduellen blev de to kandidater bedt om kort at beskrive sig selv som leder.

»Står fast, når det blæser,« stod der på Mettes papir. »Struktureret ledelse,« havde Troels skrevet i mellemledersprog. Mettes metafor er til at forstå, mens Troels måtte forklare, hvad han egentlig mente. Essensen? En kedelig politiker er en død politiker.

Kroneksemplet på en politiker, der er alt andet end kedelig, er naturligvis Trump, han bliver til gengæld lidt for spændende. Mette Frederiksen kan se frem til flere slagsmål med ham fremover, men hun gjorde det glimrende i parløb med Løkke, de to eneste, der i øvrigt er sikret sæder i den nye regering.

Flere regeringsdannelser er mulige. Det store midtermonster. Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, De Radikale og De Konservative. Troels Lund har imidlertid afvist at samarbejde med Mette Frederiksen, Venstre skal genopfinde sig selv, og det bliver ikke i skyggen af socialdemokraterne.

Så er der det andet midtermonster. Det består af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne, De Radikale og De Konservative. Det kan heller ikke lade sig gøre, så længe Pia Olsen Dyhr ikke kan se sig selv i en regering med De Konservative, og hvem kan egentlig også det? Fordelingspolitikken bliver en ualmindelig svær opgave her, den slags, der river regeringer i stykker.

Endelig er der Mettes røde regering plus Moderaterne. Det lyder fornuftigt, selv om det er svært at se, hvordan Enhedslisten skal kunne støtte socialdemokraternes udlændingepolitik, og som Lars Løkke selv formulerede det, så er han ikke begejstret ved tanken om at skulle forbi Enhedslistens hovedkontor med sine økonomiske forslag.

Pelle Dragsted vil gerne snakke, og måske er tiden kommet til, at Enhedslisten rykker lidt ind mod midten, ligesom SF har gjort. Det ville i hvert fald være ærgerligt, hvis Dragsted spolerede det hele for en ellers rimelig regeringsretning.

Valg uden vindere. Og dog. Pia Olsen Dyhr, som man skal have et hjerte af sten for ikke at holde af, står i spidsen for landets næststørste parti og kan finde sig udmærket til rette på et ministerhold ledet af Socialdemokratiet. Medmindre Løkke dolker Dyhr i ryggen og stædigt forsøger sig med Venstre i stedet for SF, naturligvis.

Valget er slut, valget er først begyndt.