De borgerlige er nødt til at se forholdene for danske svin i øjnene. Og gøre noget ved det

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Grovparteret lå slagtegrisen på plankebordet ude i det iskolde bryggers og ventede på, at min mor og bedstemor sleb køkkenknivene, bandt forklædet om livet for at skære og hakke og pakke og fryse ned til vinteren og juletiden.

Grisen havde haft krølle på halen og smil om trynen, blødt halm at sove i og kvadratmeter nok at møffe rundt på. Jeg havde fodret den og alle de andre lyserøde venner sammen med min bedstefar, der kløede de store søer (der ikke var fikseret, men frie) bag ørerne, når han gik igennem stalden, hvor støvet dansede i solskinnet. Og det var sjældent, at en pattegris døde – kun hvis den i fødslen var et »lille skravl«, som min bedstefar sagde – »et lille skravl«, der ikke rigtig var levedygtigt.

Det var en anden tid. Det ved jeg godt. Men det er faktisk ikke hverken 50 eller 70 år siden – det var i min barndom for 30 år siden, at grisene havde det godt – landbrugene var mindre. Grisene havde et værdigt, måske næsten morsomt dyreliv, før de landede i fryseposen eller i køledisken hos købmanden og på middagsbordet. Sådan er det ikke længere.

Dengang kostede svinekød faktisk også penge i forretningerne – forholdsvis flere penge, end det gør i dag. Forleden kunne man købe 300 gram hakket kalv og flæsk for en flad 10’er i Netto. 10 kr. – det siger sådan set alt om dyrevelfærd. Det er næppe en glad gris med krølle på halen, der har endt sine dage som frikadellekød til en 10’er. Man kan ikke engang købe en lille ispind for de penge.

Og uanset hvor høj en himmelflugt fødevarepriserne tager, så er der hvert eneste år ved juletid priskrig på flæskesteg. I supermarkederne ligger vulgære bjerge af billigt produceret julemedister og flæskestege til 8,95 kr. pr. halvkilo – der er så store mængder, at kunderne ikke engang behøver stå i kø om morgenen for at sikre sig del i kødfesten.

Det burde ikke forundre nogen, at mange dyr i den danske svineproduktion har kummerlige forhold, som TV 2-dokumentaren ”Hvem passer på grisene” har afsløret. Jeg er hverken veganer eller dyrevelfærdsaktivist, og alligevel væmmes jeg over at se fastklemte, mishandlede og underernærede grise i store produktioner.

Der er ingen tvivl om, at der er brodne kar – også i dansk svineproduktion. Og det er dem, der giver mest medieopmærksomhed. Men når det er sagt, så er der noget galt, når det er billigere at købe 300 gram hakket kalv og flæsk end en økologisk agurk. 300 gram flæskekød kommer fra et levende, lille væsen, der har levet i en svinesti. Og det er nok ikke kun de brodne kar, der har leveret grise til Nettos bundpriser.

Vi har tidligere haft udlændingevalg og klimavalg. Denne gang har de røde døbt valget ”svinevalg” – og kommer nu på skift med forslag om at begrænse svineproduktionen og sætte nye avlsmål, der skal forbedre dyrevelfærden. Socialdemokratiet foreslår for eksempel at udfase fiksering af diende søer, stoppe halekupering og arbejde for et EU-loft på otte timer for svinetransporter – og at søer ikke får flere unger, end de har patter til. Læs det lige igen: En so skal ikke have flere smågrise, end hun har patter at die ungerne – temmelig rimeligt forslag – vi fremavler søer, der føder flere smågrise, end hun kan ernære. Tænk, vi er kommet dertil.

De blå partier holder ingenlunde svinevalg. Man er utrolig optaget af arbejdspladser. Fødevareminister Jacob Jensen (V) udtalte forleden til Kristeligt Dagblad, »at han intet problem har med, at der produceres færre svin, hvis efterspørgslen falder. Og lige nu stiger den.«

Ja, det kan godt være, der er efterspørgsel, men i Danmark dør 25.000 smågrise. Hver. Evig. Eneste. Dag. Af den ene grund, at de lever under forhold, som et civiliseret land ikke kan byde sine dyr. Det er også de borgerlige nødt til at tage alvorligt – ikke mindst i en tid, hvor man er ude at lede efter den tabte (smukke) borgerlighed, som man tilsyneladende skal lede længe efter.

Ligesom de borgerlige tøvede i forhold til klimaet, tøver de nu i forhold til dyrevelfærd, og det vidner om, at man har mistet sit borgerlige kompas. For det hører med til borgerlige værdier, at man behandler dyr ordentligt. Også produktionsdyr.

Det ligger dybt i det borgerlige dna, at vi har lavet en generationskontrakt, hvor vi skal efterlade samfundet og kloden i mulig bedre tilstand, end vi arvede den. Det gælder også dyrevelfærd. Svinene i de danske stalde skal ikke have det ringere end i min bedstefars stald for 30 år siden.

Det er, som om vi har glemt, at mennesket nok er sat til at herske over havets fisk og himlens fugle, men i ansvar og kærlighed over for skaberværket. Guds skaberværk. Derfor må vi ikke presse jordens ressourcer, og vi må ikke i begær efter merproduktion, arbejdspladser og økonomisk vækst avle svin, der fysisk ikke er i stand til at ernære deres griseunger.

Hvad bilder vi os ind? Hvor er den gamle dyd om mådehold? Man behøver ikke at æde sig mæt i griseskanker. Jo, vi havde altid kød i jydefryseren i min barndom – men vi vidste også, hvor kødet kom fra – fra de grise, vi klappede. Måske er der ganske enkelt en forbindelse til muldet, vi har mistet. Og dermed en ansvarsfølelse over for jorden og alt levende.

Det vil klæde de borgerlige at finde den frem igen – ikke kun i anledning af valget.