Den sidste gang, jeg stjal, var dengang, jeg blev opdaget
Hun trippede utålmodigt, mens jeg stak hånden i alle lommer: i bukserne, for og bagpå, og i jakken, og jeg kiggede også i posen, skramlede og knitrede... men nej.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Den sidste gang, jeg stjal, var dengang, jeg blev opdaget.
Det var på vej hjem fra svømning.
Jeg stod af ved Randersvej og gik under tunnelen til parken. Det gjorde jeg de dage, jeg ikke orkede at vente på 53’eren. Den kom kun én gang i timen, og når jeg både skulle nå at vaske hår, armhuler, fødder og skridt, snøre skoene og løbe de 300 meter fra hallen og hen til stoppestedet, skete det tit, at den lige var kørt.
Og så var det lang tid at vente med nyvasket hår, der frøs til lange, stive istapper, som jeg altid knækkede. Jeg kunne ikke lade være, selv om jeg vidste, at håret kom til at spalte.
Derfor tog jeg nogle gange 11’eren.