Vi græder over grisebasserne, men hvad med de grisefarvede?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi har ingen regering, men ingen tvivl om, at grisebasserne vandt valget. De kan se frem til agern morgen, middag og aften, massage og hyppige besøg af Mette Frederiksen. Grisebasserne får det godt, men hvad med os grisefarvede?

Ordet grisefarvet som betegnelse for oprindelige folk skylder vi jo Statsradiofonien. Det var sagt hånende, men det må man godt være, når man taler om de grisefarvede. Som venstrefløjen generelt, herunder ikke mindst De Radikale, er DR jo frygtelig optaget af menneskers hudfarve. Nærmest mistænkeligt optaget af det.

Man tænker genetisk, men vi er mennesker, ikke dyr. Mennesket er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd, mente Grundtvig. Vi er jo ikke abekatte. Men det er ikke den grundtvigske definition af at være menneske, der har vundet hævd. Mildt sagt. Derfor hører vi hver dag om brune danskere, som dog alligevel ikke helt har noget med hudfarve at gøre. Naser Khader har brun hud, men han tæller ikke som brun dansker. Firoozeh Bazrafkan er brun dansker, men hun er en væmmelig provokatør, der burde lave noget pænere kunst. Mattias Tesfaye er brun dansker, men han tæller heller ikke, for han har indimellem nogle aldeles ubrune synspunkter, så ubrune, at de næsten er grisefarvede. Så det er meget vanskeligt.

Et flertal af danskere mener, at der bør være nettoudvandring af muslimer. Det er et ekstremt synspunkt. Ret vildt. Og dog spillede det absolut ingen rolle i valgkampen. Alle talte om grisebasser, ingen skænkede de desperate grisefarvede mange tanker.

Det er lettere at tale om noget andet. Der har været heftig diskussion både blandt lærde og mindre lærde om, hvorvidt den radikale politiker Samira Nawa i grunden er dansk. Det er derfor dejligt at kunne fastslå, at det er hun. Helt og aldeles og rigtig meget endda.

Samira Nawa var gæst i podcasten ”Borgerlig Tabloid” med Joachim B. Olsen som vært, og han spillede et klip med hendes partifæller Xenia Stampe og Hediye Temiz (der sidder i byrådet i Albertslund). De fnisede som kåde skolepiger ved tanken om de grisefarvede og deres bekymringer, for hvad var der nu galt med sorthårede danskere med fremmede navne? Ikke sandt, hvor nedgroet og indskrænket og lænket til sit provinsielle kakkelbord er man ikke lige, hvis man går og mener det.

Nawa talte om mennesker, der ser anderledes ud »eller tror på noget andet – det ser vi bare ikke som et problem ... det er det, vi tror på.« Sagde hun om sig selv og De Radikale.

Det kan man jo tro på. Kendskab giver venskab, som de sagde i firserne. Det har ikke rigtig vist sig i virkeligheden. På Vestegnen stemte de meget på DF. Og meget på Enhedslisten. Det var sådan lidt enten-eller. Det kan man fnise ad. Det er det nemmeste. Det er det nemmeste at være pjat, et meget dansk politisk pjattehoved. Som Nawa.

»Vær Pjat, og du skal see alle Vanskeligheder forsvinde!« siger Kierkegaard, og han fortsætter:

»Livet bliver fornøieligt, en herlig Verden at leve i, naar man blot veed at skikke sig ret i den – ved at være Pjat.« »Vær Pjat, hav idag een Anskuelse, imorgen en anden, saa igjen den du havde i forgaars og saa igjen en ny paa Fredag. Vær Pjat, gjør dig selv til Flere eller udparceleer dit Selv; hav en Anskuelse anonymt, en anden med Navn, een mundtlig, en anden skriftlig, een som Embedsmand, en anden som Privatmand, een som din Kones Mand, en anden i Klubben«.

Pjat er positionen over dem alle. Det politiske pjat vinder hver gang, heraf de mange fnis.

For sagen er jo, at Danmark ville være ret uforandret, hvis halvdelen af os vågnede op i morgen og var grønne i hovedet. Det ville muligvis være et problem for landets solcentre. Men hvis halvdelen er muslimer, er løbet jo for længst kørt. Det ved vi allerede, ja, det ved tydeligvis et flertal af danskerne, der udtrykker håbløst ønske om at vende udviklingen. Det er påfaldende, hvor lidt det interesserer politikere. Måske fordi den berømte stramme udlændingepolitik mest er staffage. Pjat. Og vælgerne har fornemmet det.

Har nogen set eller hørt noget om det socialdemokratiske forslag om karantæne fra sygehuse? Det er for længst glemt. Nådigt glemt.

Netavisen Pio bragte en undersøgelse, der viste, at udlændingepolitikken var det vigtigste emne for vælgerne. Det var ikke det vigtigste emne for medierne. Eller for politikerne. Det var tydeligt. Men det er vigtigt for de grisefarvede, for hvem Danmark er andet end en gate i lufthavnen.

Lars Løkke udtrykker frygt for at blive afhængig af Enhedslistens Hovedbestyrelse, men han skal ikke være nervøs. Hvis man samarbejder med Enhedslisten, må man snarere regne med at skulle stå skoleret i moskéen, og det er han jo, jf. koranloven, så vant til. Man må sno sig og tilpasse sig. Ikke være »bange for udviklingen,« som Nawa siger. Derfor hang hendes plakater meget ofte nær moskéerne. Ikke fordi hun ikke er dansk, men fordi hun er politiker.

»Er Danmark stadig Danmark, hvis flertallet af befolkningen tilbeder Allah, går med tørklæde, ikke har dansk som modersmål, ikke fejrer danske traditioner?« spurgte Joachim B. Olsen.

»Jamen, det er jo sådan et helt forrykt billede at sætte op,« svarede hun. Og tilføjede, at »hvis vi holder fast i, at man på 3. eller 4. generation ikke er dansk, så ...«

Men det er der ingen, der holder fast i. Bortset fra dem, der for alt i verden holder sig for sig selv. Og så begyndte Nawa igen at tale om hudfarve. Og om at folk gifter sig på kryds og tværs. Hvad de overhovedet ikke gør. Den prås er for længst gået op for de grisefarvede, så hvis man skal tale om valgets tale, så er det, at skellet består, skellet mellem en pjattet politisk elite og de mennesker, det går ud over.