Den største trussel mod dansk er ikke engelsk, men dårligt dansk

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

De fleste af os kender det. Engelsk sniger sig ind i vores sprog, både professionelt og privat. Ofte uden at vi tænker over det. Et oplæg bliver til et pitch, en tilbagemelding til feedback, og et helt almindeligt “flot” erstattes af et hurtigt “nice”. Det er sjældent udtryk for dovenskab og oftest bare vane. Men vaner former sprog, og sprog former fællesskaber.

Nogle brancher er mere udsatte end andre. Det mærker jeg tydeligt i kommunikationsbranchen, som jeg selv er en del af. Her er engelsk ofte ikke et nødvendigt arbejdssprog, men et signal om modernitet eller internationalt udsyn. Problemet opstår, når signalet begynder at overdøve indholdet, og sproget bliver smartere end budskabet.

Uanset branche er det dog næppe et særtilfælde. Tværtimod er det ved at blive et alment sprogligt problem, som mange kan genkende, også uden for arbejdslivet.

Det er denne udvikling, et bredt flertal i Folketinget nu forsøger at tage alvorligt med en ny sprogpakke, der skal styrke dansk som samfundsbærende sprog.

Det er både bemærkelsesværdigt og positivt, at der på tværs af partiskel er enighed om, at sproget ikke er ligegyldigt. Som lille sprognation kan vi ikke tage dansk for givet. Det er tæt forbundet med vores kultur, vores fælles referencer og vores demokratiske samtale. Den erkendelse er ikke nostalgisk, men nøgtern.

Derfor er det også fornuftigt at styrke Dansk Sprognævns rolle og at stille større forventninger til institutioner og medier om sproglig omhu. Men her begynder sprogpolitikken også at forpligte. For sprogbeskyttelse må ikke udvikle sig til sproglig nervøsitet eller symbolpolitik.

Hvis dansk i dag er udfordret, skyldes det nemlig ikke primært engelske vendinger i hverdagen. Den største trussel findes i det offentlige rum, hvor uklart embedsmandssprog, management-dansk og udbredt anglificering har fået lov at brede sig. Engelske begreber overtages direkte eller fordanskes mekanisk, så sproget på overfladen er dansk, men i sin tænkning er engelsk.

Resultatet er tekster, der bliver længere, mere abstrakte og vanskeligere at forstå. Dårligt dansk er ikke blot et æstetisk problem, men et demokratisk, fordi det slører mening, ansvar og magt.

Her har pressen, både den skrevne og den talte, en særlig opgave. Medierne er blandt de stærkeste sprogformere i samfundet. Ikke fordi de alene bestemmer sprogets udvikling, men fordi de er med til at fastlægge, hvad der opfattes som normalt og acceptabelt dansk. Når sproget i medierne er klart, korrekt og nuanceret, smitter det. Når det bliver sjusket eller unødigt præget af modeudtryk, forplanter det sig på samme måde og sænker den sproglige standard i den offentlige samtale.

Samtidig kan sprogets fremtid ikke placeres ét sted. Pressen har et særligt ansvar, ja, men sprogets udvikling er i sidste ende en fælles opgave. Den formes i skolen, på arbejdspladserne og i mødet mellem borgere, myndigheder, medier og politikere.

Den brede politiske enighed om sproget er et stærkt udgangspunkt. Netop derfor bør ambitionen også være høj. Sprogpakken skal ikke måles på, hvor mange engelske ord der forsvinder, men på, om vi får klarere, rigere og mere præcist dansk i det offentlige rum.