Reel grønlandsk selvstændighed har nok aldrig været længere væk

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg har rejst i Grønland mange gange. Overalt, hvor jeg er kommet frem, er jeg blevet mødt af en usædvanlig imødekommenhed, der på den ene side står i skærende kontrast til det ufremkommelige landskab, men som på den anden side fuldstændig matcher den skønhed, som Grønland har.

Jeg har samarbejdet med grønlandske politikere, med grønlandske interesseorganisationer, med grønlandske virksomheder, og jeg forstår til fulde det store ønske, som mange grønlændere har om at være herre i eget hus. Hvem vil ikke gerne være i kontrol over egen skæbne?

Men når det kommer til selvstændighed, er det netop Grønlands storslåethed, der er problemet.

Hvis ikke Grønland var verdens største ø, hvis ikke Grønland lå så højt mod nord, men samtidig lige i det tøende polare smørhul mellem verdens supermagter med amerikanerne på den ene side og russerne og kineserne på den anden, hvis ikke Grønland havde så ufattelige naturressourcer, hvis ikke Grønland var en juvel, som så mange gerne vil have fingre i, ja, så havde drømmen om selvstændighed så afgjort været en anden og mindre kompliceret sag.

Men sådan er det bare ikke. Nu er landets ufattelige potentiale blevet det, der lægger drømmen om reel selvstændighed i graven.

For selvom grønlænderne med rette er et stolt folk, er de samtidig en ganske lille befolkning i et meget stort land. Et land, der tilmed har og kan få langt større strategisk betydning, end det har i dag – både i forhold til råstoffer og geopolitisk placering.

Det er landets tragedie. Hvor ubarmhjertigt det så end er.

Som alle ved, ville Grønland ikke være det første land i verdenshistorien med en befolkning på omkring 50.000. Her i Europa har vi eksempelvis miniputlandene Monaco, Liechtenstein og San Marino, der har en mindre befolkning end Grønland. Ingen forventer, at de lande kan klare sig selv – eller forsvare sig selv.

Ude i verden er der også masse af østater, der har mindre befolkninger end Grønland. Men forskellen er, at ingen af de lande kommer bare i nærheden af Grønlands strategiske betydning eller ressourcemæssige potentiale. Det er noget, grønlænderne kan være stolte af. Men det er også noget, der gør selvstændighed til en langt mere problematisk opgave.

Det viser Trumps verbale angreb på Grønland, som har været forfærdelige at være vidne til. Det er nyimperialisme af værste skuffe, når han overlegent, brovtent og ufølsomt taler om at ville have et land – uden den mindste respekt for de mennesker, der bor der, og de drømme, de har.

Det har forstærket et billede af en mand med et oppustet ego, der er besat af sit eftermæle, men forleden læste jeg første gang et bud på, hvad der faktisk er amerikanernes bevæggrunde, som gav rationel mening for mig.

I B.T. fortalte Trumps tidligere stabschef i det nationale sikkerhedsråd Alexander B. Gray, der arbejdede i Det Hvide Hus, da Trump var præsident første gang, at det er udsigten til et selvstændigt Grønland, der er problemet for amerikanerne. At man fra amerikansk side simpelthen tvivler på, om Grønland som en selvstændig nation kan modstå presset fra eksempelvis russiske og kinesiske interesser.

Det er formynderisk og alt muligt andet, men det giver strategisk mening på et helt andet niveau end tolkningen af Trump som en byggematador med storhedsvanvid. Det er storpolitik, der er til at forstå.

Om man så kan lide det eller ej.

Lad mig give et eksempel. Herhjemme har de fleste en accept af Fristaden Christiania. De kan da godt få lov til at passe sig selv, forbyde biler og eksperimentere med alternative livsstile, så længe det ikke går ud over os andre.

Men hvis Christiania fik den usandsynlige idé at flytte ud på Sprogø og tage deres forbud mod bilisme med sig, så Storebæltsforbindelsen ville blive umulig at passere, så ville accepten nok hurtigt erodere. Dertil er forbindelsen mellem landsdelene for vigtig for resten af landet. Og så må man makke ret.

De fleste kan acceptere autonomi, så længe autonomien ikke går ud over én selv.

Med andre ord er det ikke rigsfællesskabet, der er problemet for amerikanerne, men den mulige opløsning af det, der er problematisk, hvis man skal tro Alexander B. Gray.

Så hvis ikke Grønland ville være selvstændigt, hvis der var sikkerhed om fremtiden sammen med Danmark, ville Grønland næppe være så højt på amerikanernes dagsorden.

Derfor er det også godt, at den grønlandske regeringsleder har været ude at fastslå, at Grønland er en del af Kongeriget Danmark og gennem rigsfællesskabet en del af Nato.

Som tidligere generalsekretær i WWF, Verdensnaturfonden, havde jeg i 2010’erne et samarbejde med den grønlandske inuitorganisation ICC, Inuit Circumpolar Council. Samarbejdet handlede om borgerinddragelse og at sikre et folkeligt mandat i forbindelse med udvinding af råstoffer i Grønland. Det var, da den kinesiske interesse i mineraludvinding i Grønland var på sit højeste.

De planer, som der blev drøftet, handlede om at importere tusindvis af kinesiske minearbejdere til miner ved små grønlandske byer. De ansatte i projekterne ville udgøre en langt større befolkning end de nærliggende byer. Det siger sig selv, at det ville få konsekvenser for grønlænderne.

Indtægterne fra minedrift ville måske nok kunne finansiere opbygningen af en selvstændig grønlandsk stat – og det var det, der lokkede flere grønlandske politikere og store dele af den grønlandske befolkning.

Men hvad ville prisen være, lød det omvendt fra kritikerne? Ikke bare for natur og miljø, men for demokrati og sikkerhed. Ville man komme i undertal i sit eget land? Ville andre stater have den reelle magt? Ville man erstatte en kolonimagt med en ny? Og måske en værre én af slagsen.

Så kommer de bedrevidende danskere og siger, at grønlænderne skal blive i rigsfællesskabet.

“I kan ikke finde ud af at klare jer selv,” er undertonen.

“I kommer til at begå fejl, der betyder, at I erstatter en kolonimagt med en, der vil behandle jer endnu dårligere, end vi har gjort.” Det må være grænseløst irriterende for grønlænderne, selvom det sikkert har noget for sig. Det forstår jeg udmærket.

Især fordi sandheden jo er, at Danmark – trods en befolkning, der er over 100 gange større end den grønlandske – ikke ligefrem er en supermagt i egen ret. Vi har jo reelt ikke noget at skulle have sagt, når det kommer til global sikkerhedspolitik. Vi er og bliver en småstat.

Ofte er det snarere sådan, at det er Grønland, der gør Danmark relevant på den store scene. Ikke omvendt. Alligevel er det os, der vil bestemme.

Jeg ville ønske, grønlænderne kunne få den frihed og selvbestemmelsesret, de ønsker. I en anden tid ville det helt sikkert være mere lige ud ad landevejen, end det er i dag. Men lige nu – hvor den stærkes ret dikterer, hvor den regelbaserede verdensorden er under pres – er sandheden, at reel grønlandsk selvstændighed nok aldrig har været længere væk.

Det er en tragedie for det grønlandske folk. Men det er ikke desto mindre realiteterne.

Jeg håber, at vi i Grønland og Danmark beslutter os for, at det er os, der skal dele fremtiden sammen. Så samspilsramt, som det nu engang er. Med de udfordringer, der er, og de fejl, der er blevet begået. Men også med en anerkendelse af alle de ting, der faktisk fungerer – og som binder os sammen.

Det er det bedste værn for os begge i en tid, hvor de stærke vil have de mindre til at makke ret.