Danmarks kamp for Grønland er en parodi på nationalisme

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Som alle andre kunne jeg ikke udstå Ole Bornedals ”1864”. Den portrætterede en parodi på datidens nationalfølelse. I stedet for kærlighed til Danmark var der stormagtsdrømme og selvovervurdering. En karikatur på nationalisme, for sådan er der ingen, der hverken tænkte eller tænker.

Guldalderens nationale tænkning handlede ikke om selvhævdelse, men om forskelle. Den enestående værdi i vores fælles historie, sprog og kultur. Den politiske overbygning betød et farvel til imperiernes Europa og et goddag til nationalstaternes.

Den både mest fredelige og lykkelige politiske opdeling var, at ethvert folk fik sin egen stat. En politisk urkraft, der ændrede verden. Fra måske 50 stater i 1800 til 100 i 1900 til ca. 200 i dag.

Normalt, når vi taler om et folk i en fremmed stat, er vi altid parate til at støtte deres uafhængighed. Frihedskamp kalder vi det også ofte. Og det gjaldt i øvrigt også Grønland.

For ja, vi har faktisk allerede accepteret Grønlands løsrivelse fra Danmark. Det gjorde vi formelt tilbage i 2009 med selvstyreloven, hvor vi gav grønlænderne fuld mulighed for selv at bestemme graden af deres selvstyre. Også deres ret til at erklære sig selvstændigt.

Jeg mindes ikke nogen dengang, der himlede om landsforræderi, som de gør i dag. En lidt mærkelig anklage, al den stund at Grønland ikke er Danmark. Det er absolut heller ikke nogen fordel for fædrelandet, for vi får primært udgifter og vrede som belønning for vores ansvar.

Tag ikke fejl; jeg støtter Danmarks tilknytning til Grønland. Ikke af nationalistiske årsager, men fordi vi har en moralsk og historisk pligt til at tage os af landet, indtil det måske en dag kan stå på egne ben.

Og selvfølgelig er Trumps implicitte trusler ubehagelige og kritisable på alle mulige måder. Trump er ved at ændre USA fra global hegemon til almindelig stormagt.

Men grønlænderne lader ikke desto mindre til at være bedøvende ligeglade med rigsfællesskabet og relationen til Danmark. De vil selvfølgelig heller ikke være amerikansk koloni, men måske vil de gerne være selvstændige med amerikanske penge i ryggen? Det er op til dem. Og ethvert nationalt sindet menneske sympatiserer selvfølgelig med grønlændernes drøm om egen stat.

Men når vi nu allerede har givet grønlænderne ret til selvstændighed, og det i øvrigt vil være en milliardstor fordel for Danmark ikke længere at skulle bære den grønlandske byrde, hvad skyldes så hysteriet?

En del af forklaringen skyldes den politiske klasses glæde ved den internationale opmærksomhed. Danmark er eksempelvis med i Arktisk Råd, som er bedst kendt for dengang, Lene Espersen nedprioriterede det til fordel for sin sommerferie. Det gavner Danmark og danskerne endnu mindre, end de døde danske soldater i Mellemøsten gjorde.

I et større perspektiv er der ikke en anden forklaring på anklagerne om landsforræderi mod dem, der vil slippe Grønland fri, end nationalchauvinistiske stormagtsdrømme. Perverteret, falsk nationalisme, som ikke handler om kærlighed til Danmark.

I 1864 var det ikke de nationalliberale, der førte an i det vanvid, der endte i blodbadet i Dybbøl, men de helstatskonservative. Dem, der med kongen i spidsen ikke ville afgive den tyske del af Slesvig-Holsten til tyskerne.

I forhandlingerne i London i 1864 op til krigen var der mange gode forslag på bordet, men national-chauvinismen vandt. Og Danmark tabte.

Nationalismen som ideologi er fantastisk, hvis den begrænser sig til at ønske selvstændige stater for selvstændige folk. Nationalfølelsen er fantastisk, hvis den handler om kærlighed til det, der er ens eget. Man kunne også kalde det patriotisme.

Den opflammende pseudo-fædrelandskærlige retorik om Grønland, vi ser nu, er ikke den mindste smule patriotisk. Man kan kalde den globalistisk, chauvinistisk eller perverteret nationalisme.

Jeg må i hvert fald erkende min egen fejl. Ole Bornedal havde åbenbart fat i noget rigtigt. Hans karikatur på nationalisme var tilsyneladende ikke så fremmed, som jeg troede.