Europa er ikke længere fremtiden. Det skal vi være glade for

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For de talende klasser var 2025 et rædselsår. Året, der mere eller mindre betød et sammenbrud af den verden, de kendte. Amerikanerne taler nu igen med russerne og har tilsyneladende ingen respekt for ”den regelbaserede verdensorden”.

Til gengæld lader Washington til at ville skabe et nyt globalt forum for verdens fem elitelande, som udover USA tæller Kina, Rusland, Indien og Japan. Uden hverken Tyskland, Frankrig eller Storbritannien.

Det bliver bittert at være vidne til. Tænk at være sat helt uden for døren.

Næsten lige så pinligt som vores forhold til Rusland. I flere år nægtede europæiske ledere at tale med russerne, men når amerikanerne gør det, er det pludselig en fornærmelse, at Europa ikke bliver inviteret med.

I stedet er vi vidne til den ene pinlige seance efter den anden, hvor regeringschefer må sidde som skolebørn foran Trumps kateder og trygle om hans opmærksomhed.

Amerikanerne blev til gengæld lamslået over kinesernes udvikling af DeepSeek, der vidner om, at USA højest har et spinkelt forspring, når det gælder kunstig intelligens.

Til gengæld har kineserne entydigt overhalet amerikanerne, når det gælder droneteknologi. Mest bemærkelsesværdig er deres udbredte brug af droner i forsyningskæderne, herunder udbringning af varer med droner. Det er, som om de har fået automobiler, mens vi stadig hjuler rundt på velocipeder.

Og ligesom vi er rigtigt gode til håndbold, er vi også helt i front, når det gælder den grønne omstilling. Onde tunger vil måske indvende, at resten af verden er ligeglad, men ikke engang det viser sig at være sandt.

»Vi møder en blok af lande, som har en fest med, at Europa taber konkurrenceevne,« udtalte vores klimaminister for nylig og tilføjede, at forestillingen om Europa som et grønt fyrtårn ikke holdt i virkeligheden.

Men ja, der er noget at glæde sig over. For den ubestridt største hæmsko for Europa er forestillingen om, at vi er fremtiden. At historien er en evig fremadskridende progression, og at vi er øverst på udviklingskurven. At vi i al vores visdom har indset den universelle sandhed i liberalt demokrati, frihedsrettigheder, kapitalisme, serielle skilsmisser, et evigt voksende EU, etagebyggeri i beton, sekularisme og provokerende kunst.

Vi har lullet os selv ind i den fantasi, at vi har udviklet fremtidens samfund, som alle andre ønsker eller i hvert fald bør efterstræbe.

Politisk ledelse består derfor ikke i at tjene befolkningernes ønsker, men i at trodse dem. Fortsætte den nødvendige kurs mod fremtiden uden at lade sig bremse af populistiske hensyn.

Hvor ville det være fantastisk, hvis de europæiske eliter i stedet bremsede op. Erkendte deres fiaskoer og genovervejede retningen. Med nysgerrighed, intellektuel åbenhed og bevidsthed om historien. Og nej, historien er ikke den i ental, der handler om en mand med overskæg.

I virkeligheden har de fleste europæiske lande et langt bedre fundament end USA. Vi har en dybere og rigere historie, der gør det lettere at finde identitet og skabe sammenhold. Vi har (eller havde) homogene befolkninger med tillid og solidaritet.

Vi har en enestående tradition for viden, kunst, musik og arkitektur, som vi sagtens ville kunne grave frem igen.

Det var os, der skabte nationalstaterne. Den mest enestående politiske opfindelse, der går sin sejrsgang overalt i verden, men som vi af historiefobiske årsager ikke vil tage æren for. Ja, som vi som de eneste faktisk er i gang med (heldigvis uden succes) at udviske gennem en føderal union.

Det begrædelige er, at vores eliter afskyr alt, hvad der er fantastisk ved Europa, og er begejstrede for alt, der er forfærdeligt. Vi får ikke reddet Europa, så længe de holder fast i forestillingen om, at vi befinder os øverst på en udviklingskurve.

Lige nu er de stadig i chok. De håber, at den ny verdensorden bare er en dårlig drøm eller noget, der kan ændres med en anden amerikansk præsident.

Men virkeligheden har meldt sin ankomst. Før eller siden må vores eliter erkende, at vi har brug for en anden retning.