Lad det være frivilligt at betale for Kvinfo-direktørens venstre-trumpisme
Det er på tide, at såkaldte ngo'er, der udbreder venstrefløjssynspunkter for statens penge, skal bevise, at deres arbejde har interesse for danskerne. Derfor bør de overgå fra direkte statstilskud til større fradragsmuligheder for den enkelte.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Direktør for Kvinfo, Henriette Laursen, er meget velfortjent kommet i stærk modvind efter at have stillet spørgsmål ved Højesterets objektivitet, fordi de fem dommere, der dømte i Jes Dorph-Petersens erstatningssag, alle var mænd, nogenlunde jævnaldrende og med samme uddannelsesbaggrund.
Ganske vist forsøgte hun bagefter at benægte, at det var det, hun gjorde, selvom enhver kunne se, at det lige præcis var det, der foregik, og hun var faret vild i det identitetspolitiske morads, hvor man bedømmer mennesker på deres køn, alder m.m. fremfor at se på deres objektive kompetencer.
Når man forsøger at undergrave troværdigheden hos landets domstole for at fremme sit eget politiske synspunkt, så minder det påfaldende om det, vi gennem de senere år har set på med tiltagende bekymring hos Maga-bevægelsen på den anden side af Atlanten, hvor det er en velkendt arbejdsmetode at så tvivl om objektiviteten hos landets domstole og andre samfundsbærende institutioner, ja, sågar så tvivl om gyldigheden af demokratiske valg. Det, som Kvinfo-direktøren bedriver, er i realiteten, hvad man kan kalde for venstre-trumpisme.
Vi lever i et frit land, hvor ytringsfriheden traditionelt normalt bliver betragtet som en vigtig, grundlæggende værdi, og derfor skal Kvinfo-direktøren da også være velkommen til at mene, hvad hun vil, selvom det i det lange løb givetvis er samfundsskadeligt at undergrave domstolenes autoritet.
Men behøver det virkelig at være en offentlig opgave at finansiere det? Kvinfo modtog i 2025 8,7 mio. kr. i støtte på finansloven, og det er bestemt ikke første gang, organisationen har været kritiseret for at bedrive venstreorienteret kønsaktivisme for pengene.
Kvinfo er langtfra den eneste private såkaldte ngo (der jo egentlig betyder non-governmental organization), som staten betaler mange penge hvert år for at udbrede yderligtgående, venstreorienterede synspunkter. Det gælder også organisationer som bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke, Oxfam Ibis og Folkekirkens Nødhjælp, der er blevet kritiseret for at have indtaget meget ensidige aktivistiske standpunkter i Israel-Palæstina-konflikten.
Er tiden ikke kommet til, at de pågældende organisationer – og en lang række andre – reelt skal frigøres fra staten og dermed også skal finansieres på en anden måde end via finansloven? I hvert fald for så vidt angår deres mere holdningsprægede arbejde i det omfang, det kan skilles ud. Var det ikke sundere, hvis de danskere, som sympatiserede med organisationernes synspunkter, faktisk selv påtog sig opgaven?
Det er et gode, hvis man i et samfund har stærke civilsamfundsorganisationer, der også kan være aktive i debatten, så derfor behøver det ikke nødvendigvis at være en spareøvelse for staten, hvis det direkte tilskud til diverse holdningsprægede organisationer bortfalder. Så længe det er noget, der interesserer danskerne.
En god model kunne derfor være, hvis man øgede mulighederne for, at den enkelte borger kunne støtte formål, som man personligt sympatiserer med, eksempelvis ved at hæve det fradragsberettigede beløb for donationer til almennyttige/velgørende foreninger. En anden mulighed kunne være, at man kan ”testamentere” sin arveafgift til godkendte foreninger.
På den måde bliver der ikke nødvendigvis tale om en besparelse for staten, men man sikrer et større engagement fra de borgere, som reelt er enige i organisationernes politik, og lader os andre slippe for at være med til at betale for et gilde, vi ingen interesse har i.
Det vil også medføre den utvivlsomt sunde forandring, at organisationerne koncentrerer sig om at være i dialog med offentligheden for at vise deres betydning og eksistensberettigelse, i stedet for at det afgørende – som det er nu – er at opnå velvilje på Christiansborg og i ministerierne.
Mon ikke en sådan finansieringsreform var en god sag at tage op for en kommende borgerlig regering? Man skal som sagt være hjerteligt velkommen til at mene selv de skøreste ting, men behøver det være finansieret af samtlige skatteborgere?