Den indre splittelse er farligere end vores fjender

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Perioden fra Østblokkens og Sovjetunionens sammenbrud i årene omkring 1990 og frem til vore dage har været præget af en geostrategisk svækkelse af Vesten.

For 30-35 år siden var det en oplagt antagelse, at Vesten ikke havde nogen seriøse rivaler, når det gjaldt om at knæsætte den eksisterende verdensorden. I dag er det sådan, at selv optimistisk anlagte mennesker kan komme i tvivl om, hvorvidt vi i det hele taget er i stand til at forsvare vores samfundsinstitutioner og kultur.

Den grundlæggende årsag til, at Vesten i dag er så svag, er strategiske fejl på fire områder: Forkert politik i forhold til Rusland. Forkert politik i forhold til Kina. Forkert politik i forhold til Mellemøsten. Og sidst, men ikke mindst, en række yderst farlige illusioner, når det gjaldt energipolitikken.

Alt det har jeg gjort rede for i min seneste bog, ”Den tabte fred”, så det vil jeg ikke komme yderligere ind på her.

I stedet vil jeg se på nogle af de ”indre konsekvenser”, som de fejlagtige politikker, de politiske eliter i Vesten var enige om at føre mellem 1990 og vore dage, har haft.

Med indre konsekvenser mener jeg konsekvenser, der vedrører borgerne indbyrdes i de enkelte vestlige lande – til forskel fra de konsekvenser, der vedrører Vestens forhold til resten af verden, og som min bog først og fremmest handler om.

Med politiske eliter mener jeg de politikere, ledende embedsmænd, ledende eksperter og toneangivende interesseorganisationer, som gennem hele perioden levede i en politisk boble, hvor modsigelse var uvelkommen og i de fleste tilfælde blev afvist som pjat og populisme.

Skal jeg springe direkte til konklusionen, er der i en række lande som for eksempel USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland opstået store folkelige bevægelser, der generelt ser sig selv som stående i et modsætningsforhold til den politiske elite.

I USA blev modstanden imod den politiske elite i 2016 så stor, at det lykkedes at få valgt anti-elite-kandidaten Donald Trump til præsident (at Donald Trump på det personlige plan tilhører den økonomiske elite, er et af de mange paradokser, man er nødt til at leve med, hvis man interesserer sig for politik).

I UK blev modstanden imod den politiske elite – også i 2016 – så stor, at det lykkedes at afspore et af den britiske politiske elites absolutte yndlingsprojekter: medlemskabet af EU. Ved det kommende valg kunne den politiske aflægger af brexit-bevægelsen, Reform UK, let gå hen og blive det største parti i Underhuset.

I Frankrig kan anti-elite-partiet Rassemblement National mønstre omkring en tredjedel af vælgerne. Men modarbejdes af en alliance bestående af midterpartiet Renaissance og venstrefløjspartiet La France Insoumise.

I Tyskland kan anti-elite-partiet Alternative für Deutschland mønstre omkring en fjerdedel af vælgerne målt som et landsgennemsnit. Men i nogle delstater i det gamle DDR op imod 40 pct. Som i Frankrig modarbejdes de anti-elitære af de etablerede partier. Det vil sige CDU/CSU, SPD, De grønne og FDP.

Anti-elite-partiernes modstandere har for vane at sige, at de er ”nationalkonservative”. Men det passer ikke. Det er langt mere retvisende at sige ”kulturforsvarende” eller ”ordensforsvarende”.

I alle fire lande afviser de blankt den politiske elites forestilling om, at åbne grænser og migration er til gavn for det eksisterende samfund. Tværtimod har anti-elite-partierne alle den faste overbevisning, at migration – specielt fra Stormellemøsten – er en eksistentiel trussel imod stort set ethvert aspekt af det eksisterende samfund. Det være sig samfundsinstitutionerne eller den mere uformelle kultur i landet.

Anti-elite-partierne er også modstandere af den grønne omstilling i den form, den er planlagt i EU. Det vil sige en gennemgribende (og uoverskuelig) transformation af stort set alle aspekter af samfundslivet: Hvordan transport og samfærdsel er organiseret. Hvilke erhverv der skal have lov til at eksistere efter den grønne omstilling. Hvordan man bygger og indretter sit hjem. Sågar hvad man spiser.

Og så er man selvfølgelig også modstander af de stærkt stigende energipriser, der i første omgang er blevet konsekvensen af den grønne omstilling.

I den lidt mere bløde og vanskeligt definerbare ende af spektret er anti-elite-partierne imod enhver form for wokeness. De tror ikke, at mennesker har det køn, de føler. De bryder sig ikke om den omfattende ensretning, der er den logiske konsekvens af såkaldt ”mangfoldighed”. De bryder sig ikke om den censur af sproget og den vold på den sunde fornuft, der altid er de woke dagsordeners følgesvend.

Fordi de politiske eliter gennem årtier har siddet så tungt på magten i for eksempel USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland, har de efterhånden erobret det, man kan kalde den symbolske magt.

Det vil sige magten til at bestemme, hvordan verden bliver defineret og talt om i vigtige offentligheder som medieoffentligheden, den politiske offentlighed og den videnskabelige offentlighed.

Hvis den politiske elite skal sige det med ord og begreber fra sin egen symbolske overmagt, er de nævnte samfund blevet angrebet af højreradikalisme eller højrepopulisme.

Man skal ikke lade sig forvirre af begreberne. For de er alle sammen måder at sige det samme: at den politiske elites projekter og verdensanskuelse er blevet angrebet af mennesker, som den politiske elite på en og samme gang foragter og er bange for.

Foragter, fordi enhver elite altid foragter dem, der ikke er medlemmer af eliten. Og frygter, fordi oprøret imod elitens dominans kan ende med et nederlag til eliten.

Når den politiske elite taler om sine politiske modstandere (symboliseret ved Donald Trump, Nigel Farage, Marine Le Pen og Alice Weidel), bliver de altid fremstillet som personer, der er mere eller mindre vanvittige. Gerne også som personer, der er forholdsvis dumme og ubegavede. Og som regel som personer, hvis moralske kompas er alvorligt i udu.

Det er ganske enkelt ikke muligt for den politiske elite at forestille sig, at de fleste af de mennesker, der udgør den anti-elitære bevægelse, er fuldstændig hæderlige og normale borgere, der blot er stærkt imod den politik, den politiske elite har ført.

Så længe de politiske eliter i lande som USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland ikke vil have noget som helst at gøre med de virkelig mange mennesker, der ønsker en anden retning for samfundet, end eliten foretrækker, vil den politiske splittelse i disse lande naturligvis fortsætte.

Men desværre er de politiske eliter så fuldkommen overbevist om deres egen fortræffelighed og ufejlbarlighed, at de end ikke i deres mest dramatiske og grænsesprængende fantasi kan forestille sig, at de kunne blive nødt til at indgå et kompromis.

Det betyder, at helingen af den splittelse, som de politiske eliter har påført de vestlige samfund, både er fantastisk let at se for sig – og nærmest umulig at forestille sig gennemført.

Hvis de politiske eliter virkelig mente det alvorligt, når de sagde, at de gerne så splittelsen i de vestlige samfund helet, ville de være imødekommende over for anti-eliten på følgende punkter:

- At beskytte samfundet imod opløsning og uønsket kulturforandring er vigtigere end alt andet.

- Derfor skal grænserne lukkes effektivt

- Derfor skal mennesker, der ønsker at opløse samfundet eller forandre kulturen på en uønsket vis, formenes adgang.

- Derfor skal mennesker, der forbryder sig imod samfundsordenen i de enkelte samfund, udvises.

- Almindelige mennesker har ikke bedt om – og ønsker ikke – at snart sagt ethvert tænkeligt aspekt af deres hidtidige dagligliv skal ofres på den grønne omstillings alter.

- Det er fint at finde energikilder, der er mere skånsomme over for naturen.

- Men der er grænser for politik, som den eksisterende grønne omstilling igen og igen overskrider.

- Det er helt fint, at der står respekt om minoriteter.

- Men det er uacceptabelt at lade som om, der ikke findes en biologisk ramme omkring livet.

- Det er uacceptabelt at ensrette hele samfundet uanset med hvilken undskyldning (for eksempel ”mangfoldighed”).

- Det er uacceptabelt at indføre et orwellsk sprogpoliti alle steder.

- Det er uacceptabelt at skrive historien om, så den bliver mere politisk korrekt.

- Det er latterligt at dømme fortidens mennesker, som om de levede i nutiden.

- Det er latterligt at tvinge pæne og ordentlige mennesker i den vestlige verden til at hade deres egen kultur.

- Specielt når det foregår på komplet pseudovidenskabelige og løgnagtige præmisser.

- Det er latterligt at tvinge borgerne til at anerkende ”våbengjorte” udgaver af borgerrettighederne, hvor man skal honorere krav fra grupper, der ikke selv vil honorere dem (respekt over for respektløse mennesker og den slags).

Når det er svært at forestille sig, at de vestlige eliter vil bidrage til at hele den splittelse, de selv har skabt, er det, fordi de aldrig nogensinde vil give indrømmelser på punkter, jeg har opstillet ovenfor (der kunne opstilles flere, men det må have en ende. Ellers bliver bloggen aldrig færdig).

De vestlige eliter vil hellere se mere splittelse og mere ballade i gaderne, end de vil lukke grænserne ordentligt og smide samfundsundergravende elementer ud.

De vestlige eliter vil hellere se mere splittelse og mere ballade i gaderne, end de vil opgive den helt samfundsødelæggende version af den grønne omstilling, de har forelsket sig i.

Og så vil de vestlige eliter naturligvis hellere holde fast i definitionsmagten over virkeligheden og udskamningsmagten over for deres meningsmodstandere, end de vil indrømme, at deres teorier er for tossede til, at der er nogen normale mennesker, som vil tro på dem eller rette sig efter dem.

Derfor kommer de vestlige eliter til at ende som konger uden land. Som herskere uden loyale følgere.

Jeg har ikke den erfaring, at de vestlige eliter er villige til at indgå i nogen form for kompromiser med deres meningsmodstandere. De vil hellere skælde ud på dem og kalde dem højrepopulister og tosser, end de vil stifte fred i de samfund, de har splittet så godt og grundigt de seneste 35 år.

Den indre splittelse er på mange måder farligere, end den ydre svækkelse er. Fordi vi som samfund betragtet ikke kan blive stærke nok til at bekæmpe de ydre fjender, hvis vi ikke står sammen indadtil.