Danmark er et forsvarsløst land. Det viser droneprovokationer med pinlig tydelighed
En stats første og vigtigste opgave er at kunne forsvare sit territorium og sin befolkning. Alt andet kommer længere nede på listen end det. Den danske stat svigter den opgave og har gjort det i mange år.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi ved, at i moderne krigsførelse er luftherredømmet fuldstændig afgørende. Har man det, så vinder man krigen.
Med den ekstremt hastige udvikling af droneteknologien i disse år – og sågar måneder – bliver det kun endnu mere fundamentalt at kunne kontrollere sit luftrum.
Netop derfor viser de senere dages droneprovokationer over danske lufthavne tydeligere end noget andet lige nu, at Danmark er et næsten totalt forsvarsløst land. Ja, vi aftaler at bruge masser af penge på forsvaret, senest 58 mia. kr. på luftforsvar, men det går alt, alt for langsomt.
Det er tre et halvt år siden, russerne invaderede Ukraine, og mere end 10 år siden, de tog Krim. Tiden siden da er i realiteten stort set gået med snak, proces og hændervriden. Vores efter eget udsagn så handlekraftige midterregering skynder sig i realiteten langsomt, selvom statsministeren siger »køb, køb, køb«.
Vores forsvar er lige nu ikke stærkere, end det var i 2022, formentlig snarere tværtimod, fordi vi har sendt meget af det bedste militære udstyr til Ukraine.
Jo, der er en masse indkøb på vej, og det er jo også vigtigt at gøre tingene grundigt.
Men lige nu har vi altså hverken kapacitet, beredskab eller beslutningskraft til at imødegå eksempelvis et droneangreb som det, vi lige har set en lille generalprøve på, og som vi stærkt må formode har været helt bevidste russiske provokationer.
Vi vil så ikke – og kan givetvis heller ikke – forsvare vores luftrum ved at skyde fremmede droner ned over vores militære og civile lufthavne, fordi nogen jo kunne få dem i hovedet(!).
Prøv at sige det til ukrainerne eller israelerne. De vil jo slå sig på lårene af grin! Vi er naturligvis ikke i krig som dem, men vi er tydeligvis alligevel i en form for hybridkrig, hvor vi er nødt til at kunne afvise fremmede magter, der krænker vores luftrum.
Det er, som om alvoren i den forværrede sikkerhedssituation, vi befinder os i, endnu ikke rigtigt er gået op for os. At vi fortsat er det »pusling-land, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge«, som Jeppe Aakjær skrev om under Første Verdenskrig.
En stats første og vigtigste opgave er at kunne forsvare sit territorium og sin befolkning. Alt andet kommer længere nede på listen end det.
Den danske stat svigter den opgave og har gjort det i mange år. Det må og skal der ændres på, og det bør altså gå langt hurtigere end planlagt.