Rygterne om Trumps død var stærkt overdrevne

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Noget af det værste ved den moderne mediebranche er det, jeg vil kalde SoMe-journalistik. Noget går viralt på de sociale medier, og vupti laver man journalistik på det med henvisning til, at mange mennesker taler om det, og det dermed må være relevant. Dejligt nemt og tilmed dovent. Resultatet er til gengæld, at vi til tider havner i en form for journalistisk Bermuda-trekant, hvor proportioner, kritisk sans og i værste fald også sandheden forsvinder.

Sådan forholdt det sig, da medierne videreformidlede konspirationsteorierne om, at USA’s præsident muligvis var afgået ved døden. Glem alt om Erik den Røde og sig hej til Donald den Døde. Alt det krævede var henvisninger til, at mange mennesker talte om det på sociale medier, og at man ikke havde set Donald Trump i to døgn.

Til sammenligning havde Trumps forgænger Joe Biden i alt 60 dage, hvor han ikke var til stede i Det Hvide Hus, og hvor der ikke var offentlig tilgængelig information om præsidentens gøren og laden. Ud fra den logik var Biden altså afgået ved døden 30 gange i sin præsidentperiode, men pudsigt nok var medierne ikke lige så emsige efter at videreformidle misinformation dengang.

Sådan skete det til gengæld i slutningen af august og begyndelsen af september, da sociale medier flød over med rygter om Donald Trumps død. Historien begyndte som så mange andre: På X trendede hashtagsene #trumpisdead og #whereistrump. Mange lavede eller så videoer på TikTok, der spekulerede i, om præsidentens død var nært forestående eller indtruffet. Det var den ikke. Men det afholdt ikke seriøse medier fra at give historien vinger. Og pludselig var en misinformationslarve blevet til en sommerfugl. Eller som en vittig dansker skrev på Facebook: »Trump er død. Han vil bare ikke indrømme det.«

At brugere på sociale medier elsker at sprede rygter og misinformation, er ikke nogen nyhed. Internettet er et forsamlingshus for konspirationsteorier, ønsketænkning og rendyrket nonsens. Men når medierne går ind i forsamlingshuset og glemmer alt om kildekritik i et forsøg på at virke folkelige og generere klik, så puster de til ilden. Så er det ikke længere en morbid tanke eller en konspirationsteori spredt af en bruger med et profilbillede af en ørn med et maskingevær: Det er fake news legitimeret med et pressekort.

Rygterne om Trumps død var ikke kun stærkt overdrevne – de var også usmagelige og uansvarlige. Den slags historier har en lang tradition i Amerika, uanset om det er Mark Twains angivelige død i 1897, Joni Mitchells i 2022 eller Donald Trumps i 2025.

En af Trumps forgængere ville til gengæld nok nikke anerkendende over, at konspirationsteoretikerne fik medierne til at hoppe i klikfælden og tilmed tvang USA’s præsident til at bekræfte, at han rent faktisk stadig var i live.

Der findes en kendt anekdote om et angiveligt kampagnetrick, som Lyndon B. Johnson skulle have brugt under en valgkamp i Texas. Ifølge anekdoten satte Johnsons kampagne rygtet i omløb, at LBJ’s modstander havde sex med grise. Da en af Johnsons rådgivere protesterede og sagde, »but Lyndon, we can’t call him a pig-fucker. It’s not true,« skulle Johnson efter sigende have svaret: »Of course it’s not true, but I want to make the son of a bitch deny it.«

Pointen er åbenlys: Det handlede ikke om sandhedsværdien, men om værdien i at fremtvinge et dementi. For når man har fået folk til at diskutere, at en politiker ikke har haft seksuelle relationer med en gris, har man vundet kampen i mudderpølen. Og præcis sådan fungerer de moderne dødsløgne på sociale medier også. Pludselig diskuterer man ikke, om rygterne er sande, men hvordan de kan være opstået, og dermed får man sneget en underliggende diskussion om præsidentens angivelige helbredsproblemer ind i nyhedsstrømmen.

Hvordan kunne vi ende her i 2025? Forklaringen er enkel: journalistisk dovenhed, manglende kildekritik og selvfølgelig clickbait. Medierne ved, at Trump er den politiske pendant til traktortræk, når det kommer til at generere trafik. Og rygter om Trumps helbred trykker på alle mediernes yndlingsknapper på én gang: chok, kendisfaktor, magt, fascination, skadefryd, frygt. Og i en branche, hvor hvert klik tæller, var fristelsen for nogle medier tydeligvis større end at følge god presseskik.

American Psychological Association har ellers udgivet nogle letforståelige anbefalinger for, hvordan man – også som medie – kan bidrage til at bekæmpe misinformation:

»Gentagelse af falske påstande øger troen på disse påstande, et fænomen kendt som den illusoriske sandhedseffekt. Mennesker i alle aldre er modtagelige for illusorisk sandhed, selv når de allerede har relevant forudgående viden om emnet. Når mediekilder, politiske eliter eller berømtheder gentager misinformation, kan deres indflydelse og gentagelse fastholde falske overbevisninger. Gentagelse af misinformation er kun nødvendig, når man aktivt korrigerer en usandhed. I disse tilfælde bør usandheden gentages kort, hvor rettelsen fremhæves mere fremtrædende end selve usandheden.«

Særligt den sidste sætning er værd at have i tankerne. I mediernes journalistik om Donald Trumps angivelige død forholder det sig nemlig ofte lige omvendt: Usandheden bliver godt nok italesat, men den del fylder relativt lidt sammenlignet med mikrofonholderiet og videreformidlingen af misinformation. Og i øvrigt kommer korrektionen typisk langt nede i artiklen, selvom man i mediebranchen udmærket godt ved, at de fleste læsere kun hænger på i nogle sekunder og aldrig når at læse så langt ned i artiklen. At kalde sådan en fremgangsmåde for skandaløst journalistisk arbejde ville være en underdrivelse.

Man kan synes, hvad man vil om Trump, men som samfund fortjener man bedre, end at medierne bidrager til at øge salget af champagne eller gravøl på et falsk grundlag. Pressens opgave er at oplyse, ikke at agere mere eller mindre ukritisk videreformidler af sladder og misinformation på sociale medier.

Jeg er med på, at det ville komme til at koste nogle klik, men det kunne nu være rart, hvis medierne havde et moralsk kompas. I realiteten må jeg dog nok affinde mig med, at journalistikkens magnetiske nordpol ikke længere er integritet, men hvad der trender på TikTok.

Fortsætter denne udvikling, bliver det ikke Donald Trump, men journalistikken, der dør ganske langsomt. For helt ærligt: Hvorfor skulle man i fremtiden henlede sin opmærksomhed til de klassiske medier, når den primære forskel mellem et nyhedsmedie og en konspirationsteoretiker kommer til at være et CVR-nummer?