Arbejder vi, eller leger vi?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg har ferieret på Anholt i år. I fire uger, som virkede lykkeligt uendelige, er jeg vågnet i en båd til lyden af bølgeskvulp og reb, der banker taktfast mod skibsmaster i havnen.

De, der kender Anholt, ved, at det er et ganske særligt sted, mens de, der endnu ikke har været på Anholt, har til gode at opleve, hvordan den lille ø langt ude i Kattegat byder på en så tilpas grad af ingenting, at det netop er stedets magi. På Anholt kan du ikke andet end at være i ét med naturen og følge lyset på himlen – nå ja, og så lige holde dig beskæftiget med at sige hej til alle dem, du kender. Og der er immervæk en del, for mens jeg året rundt mødes med mit kulturelle netværk i primært Aarhus og København for at skabe så meget som muligt, så mødes vi på Anholt om sommeren i en stiltiende aftale om at lave så lidt som muligt. Det er en ret fin måde at vende hverdagen på vrangen for at lade batterierne op til en ny runde af opgaver, deadlines og trummerum.

Omgivet af vandet, lyset og mit trygge netværk på Anholt slår det mig dog, at ferieugerne med ingenting er præget af én synlig opmærksomhed: Mad. Fra jeg står op om morgenen til jeg ved aftenstide igen lægger mig til ro i bådens stævn, trænger store spørgsmål sig på som: Er der sødmælk til morgenkaffen i køleskabet? Skal vi have en spegepølsemad med nye kartofler til frokost? Og har færgen mon været inde med kød til købmandens køledisk, så vi kan grille i aften?

I sommerferierne på Anholt oplever jeg en særlig glæde ved, ja, man kan sågar tale om et særligt eksistentielt og medmenneskeligt nærvær i at ”lege med maden”; overveje, analysere og eksperimentere med måltiderne ud fra de præmisser, som gør sig gældende. Også den handling er på vrangen af min almindelige hverdag, hvor aftensmad (indrømmet) står uhyre langt nede på min liste af foretrukne arbejdsopgaver, fordi maden skal stå på bordet på et særligt tidspunkt, så nogen kan nå at komme til fodbold, mens andre skal haste afsted til møde eller hunden luftes, mens det stadig er lyst.

Den bedste bog jeg læste denne sommer, var derfor også Rane Willerslevs ”En historie om mennesket - Homo Sapiens og meningen med tilværelsen” – en bog, hvor Willerslev og bogens øvrige forfattere laver en kulturhistorisk analyse af, hvordan menneskeheden i overgangen fra jægersamfund til agerbrug ubevidst taber fodfæste i leg og eksperiment.

Hvor de sociale omgangsformer i jægersamfundet naturligt kobler leg og arbejde, og jægeren formår at skaffe sig mad indenfor en relativ kort tidshorisont (læs: er der kød i disken ved købmanden eller ej), er agerbrugets kultur dikteret af cykliske forløb og en afgørende evne til at se flere år ud i fremtiden.

Willerslev bruger talemåden ”Man må yde, før man kan nyde” som betegnende for agerbrugets måde at kæmpe for menneskehedens overlevelse på, hvorimod jægersamfundets kultur er oppebåret af ”frihed” (om end hårdt arbejde) og evnen til at eksperimentere og til at lege. Agerbrugets opståen bevirker således, at det legende menneske og det arbejdende menneske blev adskilt i to, og - mener Willerslev - at det kulturelle fundament, som karakteriserer vores moderne livsmønster i dag, hermed blev grundlagt.

Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er opvokset på et svinelandbrug i Nordjylland og således kender alt til den hårdtarbejdende kultur, hvor vind, regn og sol er udslagsgivende for næste års høst - eller om det er, fordi jeg oplever mit faglige bagland, billedkunsten, være indbegrebet af termerne leg og eksperiment, at Willerslevs iagttagelser skaber så tydelig resonans i mig. Men det gør de ikke desto mindre. Mens jeg ligger der i solen på Anholt og læser om mine forfædres evne til at overleve og sikre menneskehedens fortsatte udvikling, reflekterer jeg derfor over, hvad værdi egentlig er, og hvor værdi egentlig ligger gemt: I det synlige resultat af årets høst eller i den eksperimenterende tilgang til at mestre årets høst?

Spurgt med andre ord: Er den ægte glæde mon gemt i den spontane spegepølsemad med nye kartofler på Anholt eller i den nøje tilrettelagt måltidskasse med stram tidsplan, som jeg abonnerer på derhjemme?

Min hverdag er i gang igen nu. Legen er sat på pause, og jeg er tilbage på arbejde, men som de bedste somre kan, har jeg en taknemmelig bevidsthed med mig om noget nyt, nemlig, at leg i tusindvis af år også har ført til mad på bordet. Det grundlæggende spørgsmål er derfor, hvilken overskrift vi sætter for det, som vi er sat sammen om at organisere.

Arbejder vi, eller leger vi?