Fascismens essens er opgøret med kristen moral – og har intet med Trump at gøre

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I søndags havde Jyllands-Posten temanummer om Trump som fascist. Fire tidligere udenrigsministre, nogle amerikanske journalister og forskere og et længere interview med Per Stig Møller. Anklagerne spændte fra udemokratisk, autokratisk til »nærmest fascist« og »diktator«.

Retfærdigvis var det kun Per Stig Møller, der kunne svinge sig op til diktatoranklagen. Nøgternt set en ret besynderlig anklage, da Møller vel er klar over, at selvom Trump er en relativt magtfuld præsident, har han stadig særdeles begrænset magt. Mette Frederiksen som statsminister har eksempelvis mange gange større magt over Danmark, end Trump har over USA. De tåler nærmest ikke sammenligning.

At kalde Trump hel-, halv- eller nærmest fascist er alt sammen udtryk for den samme intellektuelle dovenskab. Naturligvis kan man altid finde overfladiske ligheder, som historikere ynder at gøre, men i sin essens er der nærmest intet slægtskab mellem Trumps ideologi og fascismen. En ideologi handler som bekendt om idéer. Det tankesæt, der udgør grundlaget for ens politiske handlinger. Ikke, hvorvidt man får togene til at køre eller kalder sine politiske modstandere for øgenavne.

Lad os glemme Trumps ideologi til en anden god gang, men i stedet minde vores tidligere udenrigsminister om fascismens udgangspunkt. Benito Mussolini, fascismens fader, var nemlig ikke en kikset bonderøv, men en højintellektuel chefredaktør, der tydeligt har forklaret sine filosofiske inspirationer. Fascismens intellektuelle grundlag var en fusion mellem Friedrich Nietzsche, Karl Marx, den franske voldsforherligende socialist Georges Sorel og avantgarde-kunstneren Filippo Marinetti.

Det burde sige sig selv, at socialismen er et afgørende idégrundlag for fascismen. Mussolinis baggrund var netop som venstreorienteret tænker med forestillinger om, hvordan man kan skabe et nyt og bedre samfund ved at rive det gamle ned. Et nyt fællesskab til at erstatte det gamle klasseopdelte samfund.

Det var samme drivkraft mod forandring, der fandtes i den futuristiske kunstbevægelse, der endte som en del af det fascistiske parti. Futurismens grundlægger Marinetti skrev om at ødelægge fortiden. Brænde museer, biblioteker og akademier. Intet måtte stoppe udviklingen. Tværtimod så han de store forandringer ske gennem krig – som han beskrev som »verdens eneste hygiejne«. Kunst er »vold, ondskab og uretfærdighed« og skulle naturligvis derfor gøre op med skønhed og højere idealer, hvilket pudsigt nok er gældende for stort set al nutidens kunst.

Viljen til vold er selvfølgelig også et vigtigt element i fascismen. Her fandt Mussolini stor inspiration i Georges Sorels ”Reflektioner om vold” fra 1908. Han argumenterede for, at modstanden mod vold havde rod i bourgeoisiet, og skrev konkret, at volden både var nødvendig og etisk forsvarlig i skabelsen af det socialistiske samfund.

Allervigtigst for fascismen og Mussolini – og i øvrigt også både Hitler og Lenin – var dog Nietzsche. Hans totale opgør med sandhed og moral. Hans vilde had til kristendommen, som han opfattede som en svag kvindereligion. I vores sekulære samfund glemmer vi ofte det mest radikale element i fascismen. At den forkastede Gud og alle forestillinger om rigtigt og forkert. Menneskets ukrænkelige værdi erstattet med viljen til at omskabe samfundet.

Der er selvfølgelig flere nuancer, men ingen af dem ændrer på den selvindlysende konklusion, at Trumps idémæssige bevæggrunde tæt på intet har at gøre med fascistisk tankegods. De bærende elementer er et mismask af nationalliberalisme og socialkonservatisme. Og ja, han er også en populistisk oprører mod den herskende klasse, men det er en fæl fejl at reducere fascismen til den slags overflade. Dermed ignorerer man de farlige idéers essens.

Ikke fordi man ikke kan finde fascisme-lignende tanker i dag. De har stadig stor udbredelse i eksempelvis kunsten, og hele wokeideologien bygger på nietzscheansk tankegods. Voldsforherligelsen er også stadig udbredt i udkanten af Enhedslisten, og DR har lige udpeget et »talent«, der deler mange anskuelser med Mussolini.