Hvis ikke Israel forhindrer Iran i at udvikle en atombombe, hvem gør så?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Tror man på, at forhandlinger med Iran om landets atomprogram er realistiske?
Regimet, som sponsorerede terrorangrebet mod Israel den 7. oktober 2023, udført af Hamas, massehenrettelsen af over 1.200 uskyldige mennesker? Regimet, der som stolt og erklæret mål har Israels udslettelse, og som ovenikøbet har konstrueret et officielt dommedagsur, der ivrigt tæller ned til jødestatens rygende finish?
Ifølge FN’s atomagentur har Iran for første gang i årtier brudt aftalen om ikke-spredning af nukleare våben ved at tilbageholde afgørende oplysninger om dets atomplaner – simpelt formuleret: Bomben er på vej. Det færdigudviklede våben vil man næppe selv aktivere over Israel, men ekspedere videre til Hamas eller Hizbollah, som især efter Israels voldsomme nedkæmpning af terrorgrupperne ikke vil have noget højere ønske end at se Israel forsvinde i en svampeformet sky.
Hvornår har man sidst kigget på et kort over Mellemøsten? Kigget på Israel, størrelsesorden Jylland, placeret i den enorme arabiske verden, en sten i den mellemøstlige sko. Ingen sag for en atombombe at jævne den jødiske stat med jorden.
Israels mål med luftangrebene mod Iran er dels at destruere atombunkerne, dels at ryste det i forvejen stærkt svækkede regime – det kunne lykkeligvis kollapse.
Der er flere argumenter imod et regimeskift i lyset af det krigskaos, man efterlod i Irak og Afghanistan, men man glemmer, at størstedelen af det iranske folk er unge, veluddannede mennesker i modsætning til afghanske bjergklaner og irakiske islamister, hvorfor Iran vil have helt anderledes muligheder for at udvikle et nyt og frit styre. Man glemmer, at idéerne om frihed og demokrati på ingen måde var indlejret i det afghanske eller irakiske folk, mens iranerne befinder sig på en helt anden intellektuel klinge.
Ingen kommer præstestyret til undsætning. Rusland har rigeligt at gøre med krigen i Ukraine, Syriens diktatur er faldet, og Hamas og Hizbollah har ryggen mod muren. Hvis de iranske mullaher skal væltes, så er vinduet åbent. Et Iran trængt op i en krog er også desto farligere, i forhold til at regimet sætter alt ind på at udvikle og anvende atomvåben – væk må det, tyranniske præstekonger og atomtrussel, Mellemøstens rædselscocktail, et præsteskab, der gerne går ned i flammer, så længe Israel også gør, som hilser martyrskabet velkommen og tror på paradis som storslået belønning for at udrydde Allahs fjender.
De unge iranere fester, mens de israelske missiler rammer. Missilerne kan imidlertid ikke nå helt ned til de afgørende underjordiske atomlaboratorier, det kan kun en særlig potent amerikansk bombe, bunker buster.
Donald Trump giver den næppe til israelerne, han er allerede presset i MAGA-land, hvor nervøsiteten for at blive trukket ind i en ny krig i Mellemøsten spreder sig. Ikke desto mindre ville Trump gøre Israels af gode grunde frygtsomme befolkning en tjeneste, hvis han gav israelerne våbnet, også for at afskrække slyngelstater fremover fra at udvikle de djævelske sprænghoveder.
Det er scenariet, man kender fra utallige film, mobile masseødelæggelsesvåben i hænderne på terrorister og fanatikere. Man må være parat til at gå langt for at forhindre den katastrofe.
Der er ikke tale om spekulationer på linje med Saddam Husseins mulige kemiske våben i sin tid, det hér er alvor, ikke mindst med tanke på den atomteknologi, Iran kan anskaffe sig fra rovdyrstaterne Rusland og Nordkorea, som baserer deres magt på det skrækkelige våben, ikke er bange for at true med det, og som ville juble i skjul over at tildele Vesten et ødelæggende slag, hvis bomben skulle sprænge i Tel Aviv.
Israel sætter hårdt mod hårdt, og selv om landets forbrydelser i Gaza er rystende, så kan der være endnu større ulykker på vej, hvis ikke det blodtørstige iranske diktatur bliver stoppet i sin jagt på kernevåben. Aldrig har Israel faret mere brutalt frem mod palæstinenserne, aldrig har Iran og dets militser haft større grunde til at udslette deres historiske fjende.
Det er let nok at kritisere Israels angreb på Iran, når man ikke lever med en tung atomskygge hængende over hovedet og har gjort det, siden ayatollah Khomeini, der som den første i 80’erne himlede op om, hvordan alle islamiske nationer burde forenes i hellig og tilintetgørende krig mod jødernes falske nation.
Før eller siden vil paniske regimer slå kløerne i atomvåben, men lad os udsætte scenariet så længe og så effektivt som muligt, og lad os sætte pris på, at Israel udfører the dirty work i stedet for at være helligere end Frans, der nok var en god munk, men ikke levede med hævntørstige atomprogrammer dybt under de iranske bjerge og klipper.