Overvågning: Hvad nu, hvis den danske stat kommer til at spionere for Rusland og Kina?
Det bør høre med i overvejelserne om vilkårlig masseovervågning af danskerne, at data kan ende i vores nuværende eller fremtidige fjenders hænder. Og dermed udsætte os for langt større farer, end masseovervågningen skulle beskytte os imod.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I hele min politiske karriere, der efterhånden sluttede for mange år siden, oplevede jeg det skel, som vi også i disse måneder diskuterer i forbindelse med den såkaldte PET-lov, der vil give staten ret til at masseovervåge danskerne uden skygge af mistanke. En lov, der er blevet mødt af massiv kritik – og som er blevet udskudt indtil videre.
På den ene side står hensynet til den enkelte borgers frihed og borgernes rettigheder til privatliv – uden indblanding og overvågning. Og på den anden side hensynet til myndighedernes evne til at forebygge og bekæmpe kriminalitet – for samfundets skyld.
Jeg har respekt for dilemmaerne, men jeg har altid stået på, at man er uskyldig, til det modsatte er bevist – og at overvågning derfor er noget, der skal bruges med meget stor omtanke. Og i hvert fald ikke vilkårligt og invasivt.
“Jamen overvågningen er jo ikke et problem, hvis du ikke har noget at skjule,” lyder det ofte.
Det er jeg uenig i. Men lad os nu antage, at vi faktisk kunne acceptere overvågningen under den forudsætning, at de fleste herhjemme har tillid til myndighederne, til politiet og til domstolene – og at data om vores privatliv vil blive behandlet forsvarligt og anstændigt. Så kunne det måske accepteres?
Men hvad nu, hvis al den data, der bliver indsamlet, bliver misbrugt – ikke i dag under de gældende forudsætninger, men under andre og nye forudsætninger i fremtiden. Tiderne ændrer sig hurtigere og hurtigere og mere og mere dramatisk, har vi set i de seneste år. Så måske kan nogle former for data have en anden værdi eller en anden betydning i fremtiden, end tilfældet er i dag. Eller hvad nu, hvis data ender i de forkerte hænder? Enten fordi de bliver serveret på et sølvfad til nationer, vi kalder vores allierede, eller fordi data slet og ret bliver lækket eller stjålet.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at amerikanerne på den ene eller anden måde vil have adgang til det meste af den data, som myndighederne vil indsamle med vilkårlig masseovervågning.
Jeg er sådan set heller ikke i tvivl om, at russerne og kineserne, ja måske også iranerne og nordkoreanerne, vil kunne få adgang til den, hvis de ønsker det.
Venner er før blevet fjender. Lande, vi ikke anså som en reel trussel, er før blevet meget aggressive.
Alene af de grunde mener jeg, at vi skal være særdeles påpasselige med at indsamle og lagre de store mængder data, som der lægges op til. Simpelthen fordi de kan misbruges af vores fjender – enten nutidige eller fremtidige.
Og det kan om muligt være en langt større risiko for de borgere, som man aktuelt ønsker at beskytte ved at forebygge og opklare kriminalitet med masseovervågning.
Det er de overvejelser, jeg mener, man også skal tage med i betragtning, når man tager stilling til PET-loven.
Så vi ikke gør os selv endnu mere udsatte.
Vi har i de seneste år set, hvordan vi har medfinansieret Ruslands angrebskrig i Ukraine ved at være aftager af den russiske gas, som vi i Europa har været afhængige af. Vi har set, hvordan vi har medfinansieret Donald Trumps genkomst som præsident (og dermed sat gang i planerne om overtagelse af Grønland) ved at være hyppige brugere af Twitter/X eller ved køb af Teslaer, som har givet Elon Musk råd til at støtte Trump med hundredvis af millioner af dollars. Vi har set, hvordan det kinesiske styres teknologier ender i vital infrastruktur herhjemme, som potentielt kan stille os i en rigtig udsat position, hvis forholdet til Kina forværres.
Det er farligt og uholdbart, at vi på den måde skalter og valter med vores riges sikkerhed for kortsigtede gevinster. Lad os ikke begå de samme fejl, når det kommer til overvågning.
Danskerne bliver i disse år allerede overvåget massivt. Gennem vores telefoner, gennem sociale medier, gennem brugen af kunstig intelligens og andre nye teknologier.
I stedet for at bidrage til denne vilkårlige masseovervågning burde statens opgave være at kortlægge og bremse den massive overvågning, der allerede finder sted. I dag ofte med kommercielle mål, men på sigt måske også med mere fjendtlige hensigter.
Derfor er det fornuftigt, at Liberal Alliance og Alternativet – et umage par i dansk politik – har foreslået, at udviklingen inden for overvågning, databehandling og indgreb i borgernes privatliv bliver undersøgt, ligesom det er fornuftigt, at de to partier lægger op til, at der skal laves anbefalinger til, hvordan balancen mellem tryghed, sikkerhed og retten til privatliv bedst sikres.
Der skal være en kontrol af den overvågning, der finder sted, og det skal sikres, at data ikke misbruges i sager, hvor overvågning aldrig havde været på sin plads.
Det arbejde burde være sat i gang for længe siden. Så vi sikrer, at overvågningen ikke går (endnu mere) over gevind. For jeg tvivler på, at nogen har overblikket over, hvordan danskerne reelt bliver overvåget i dag, hvilket i sig selv er skræmmende.