Frihedskæmperen Kim Malthe-Bruun lærte os noget vigtigt om ansvarlighed

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

»Jeg er kun en lille ting, og min person vil meget snart være glemt, men den idé, det liv, den inspiration, som fyldte mig, vil leve videre. Du vil træffe den overalt – i træerne om foråret, i mennesker, du møder på din vej, i et kærligt lille smil, du vil møde det, der måske havde værdi hos mig, du vil elske det, og du vil ikke glemme mig.«

Sådan skrev frihedskæmperen Kim Malthe-Bruun til sin mor i dagene op til, at han den 6. april 1945 blev skudt og henrettet af nazisterne. Jeg kæmper med tårerne hvert år, når jeg her omkring Befrielsesdagen læser hans og hans kammeraters breve fra fængslet.

Det er dybt rørende ord. Stærke ord. Ord, der sætter i perspektiv. Og det er ufatteligt modne ord. Kim Malthe-Bruun blev kun 22 år. De fleste af hans kammerater var ikke ældre. Men de skriver med så stor ro, tro og indsigt, at de forbløffer mig på ny hvert eneste år.

Især Kim Malthe-Bruun. Læs lige det indledende citat igen. Det er ikke noget offer, der skriver, selvom han ved, at han snart skal dø. Han beklager sig ikke. Han går rent faktisk ikke særligt op i sig selv. Hele brevet (læs det!) er gennemsyret af, at han mest af alt har sin familie, kæreste og Danmark på sinde – og at den idé, han er på vej i døden for, er langt vigtigere end ham selv.

Det er næsten ikke til at begribe, så stort og klart han tænkte som kun 22-årig. Hvilken modenhed!

Med risiko for at fornærme en stor del af vores unge mænd i dag (undskyld til dem, der ikke kan beklikkes som i det kommende; I er derude, jeg ved det godt), så står den i dag for mange 22-årige på et helt andet ureflekteret liv uden forpligtigelser, der rækker ud over dem selv. De er hverken tynget af eksistentiel alvor eller det større heles velbefindende.

Lad mig for god ordens skyld konstatere, at jeg i sin tid ikke selv var en ret meget mere bevidst 22-årig. Også jeg tilhører med mine nu 54 år en sorgløs og på mange måder umoden generation, der aldrig rigtigt har lært, at noget skulle være større eller vigtigere end os selv. Årtierne efter Murens fald har været vulgærindividualismens årtier med frihed til både storsnudet idealisme og selvtilstrækkelighed. Jeg tilhører en af de generationer, der aldrig har haft brug for at træde i karakter for alvor, aldrig har været tvunget til at træffe rigtig alvorlige beslutninger, aldrig er blevet sat i situationer, hvor vi er blevet testet på vores tro, overbevisninger og værdier, aldrig har skullet ofre ret meget af os selv for værdier, andre eller fædreland.

Hvordan endte vi dog dér?

Min farfar kom f.eks. i lære i 1930’erne som ung teenager på det lokale skibsværft. Værsgo og tjen penge til dagen og vejen, min dreng. Men efter Anden Verdenskrig begyndte en ungdomsperiode imellem barndom og voksenlivet at spire frem.

Sammen med den generelle velstandsstigning i Vesten og det faktum, at flere og flere tog videregående uddannelser, gjorde det muligt for unge mænd at leve sorgløst i nogle år, inden voksenlivet med arbejde, familie og ansvar pressede sig på. Med tiden er det, som om de år er blevet til årtier nærmest.

Især efter Murens fald i 1989 har vi været utroligt privilegerede og har langt ind i voksenlivet kunnet leve så tilpas selvoptaget, som det nu passede os, uden at det fik alvorlige konsekvenser.

Et tredje element er, at tro ikke længere har en vægtig indflydelse på os og vores samfund. Vi er blevet mere og mere sekulære til et punkt, hvor eksistensens tyngde og alvor ikke længere er noget, vi har viden om eller erfaringer med. Det er tydeligt, at Kim Malthe-Bruun og mange af hans kammerater på en helt anden måde er rundet af en eksistentiel og en religiøs tilgang til livet, der rækker ud over dem selv.

Måske kryber umodenhed og uansvarlighed stille og roligt ind, når livet bliver for let? Måske umodenhed og uansvarlighed er en naturlig konsekvens af velstand og sekularisme?

Nu er verden ikke desto mindre godt i gang med at blive omkalfatret. Regler, vi har respekteret i årtier, er blevet suspenderet. Aftaler er ikke længere aftaler. Det har vist sig, at alle rundtomkring i verden alligevel ikke var interesserede i at leve i vores gudsløse, sekulære og overmaterialistiske verden. Stormagterne er atter i gang med at fordele territorier imellem sig. Måske handelskrige og militær oprustning vil betyde nedgang i levestandarden. Måske verden igen vil kræve noget alvorligt af os.

Vi er på vej tilbage til en farlig verden, der ligner den, som min farfar og Kim Malthe-Bruun levede i. En verden, hvor mennesker tidligt bliver påtvunget at være voksne og ansvarlige, hvor vi må tage noget tungt på os for fællesskabets skyld, selvom det kan blive hårdt, måske fatalt, for os selv.

Vi kan lære noget vigtigt om modenhed og ansvarlighed af frihedskæmperne. Kim Malthe-Bruun skrev også følgende til sin mor: »Jeg har vandret ad en vej, som jeg ikke har fortrudt, jeg har aldrig svigtet, hvad der i mit hjerte stod, og jeg synes nu, at jeg kan se en sammenhæng. Jeg er ikke gammel, jeg burde ikke dø, og dog synes det mig så naturligt, så ligetil. Det er kun den bratte måde, der afskrækker os i første nu.«

Må ære for altid være hans og hans kammeraters minde.