Ulvens fremtid skal ikke afgøres af, om jyder og københavnere ryger i totterne på hinanden
Det er, som om en pelset fætter kan grave lige så store grøfter i vores samfund, som Donald Trump har været i stand til at gøre på 100 dage i det amerikanske samfund. Ulven er blevet omdrejningspunktet for en af tidens store kulturkampe i Danmark. Den ønsker jeg ikke at være en del af.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Der er nok at være bange for. Bare ikke særligt meget i vores velfriserede natur.
Der er selvfølgelig flåter og hvepse, men vi har hverken kobraslanger eller drabelige rovdyr i vores fauna. Altså lige indtil den EU-fredede ulv efter 200 års fravær begyndte at vende tilbage til Danmark for få år siden. Der var primært tale om indvandrere fra Tyskland og Polen, som fandt sig til rette på de jyske vidder. Nogle klappede i hænderne, men rovdyret trak straks ballade efter sig, og det er vel nærmest kun blevet værre dag for dag siden da.
Således er kløften tegnet op i en af tidens største kultursammenstød i Danmark. Konfrontationen er så hård mellem modstandere og tilhængere, at man skal hedde Donald Trump og være en politisk kaospilot for at opnå noget tilsvarende.
Den grove udlægning af den nærmest ideologiske kampplads er: Alle jyder vil pløkke hver eneste ulv, der spankulerer rundt i vores land (eller sende dem til Sjælland), mens alle københavnere forherliger pelsdyret og synes, at den er SÅ nuser, mens de sidder på deres Østerbro-café og spiser speltboller. Det tætteste, de nogensinde har været på udyret, er, når de inden puttetid har læst ”Rødhætte og ulven” op for Sigurd, Carl og Lotus.
Her har jeg en tilståelse at gøre, selv om jeg risikerer at bevæge mig ind på øretævernes holdeplads, men oprigtigt talt har jeg uhyre svært ved at være enten sort eller hvid i miseren om ulven, da jeg egentlig godt forstår argumenter fra begge sider. Måske fordi jeg er grundigt træt af den evindelige kappestrid mellem hovedstad og provins.
Ja, jeg har et ben i hver lejr: stolt af at være født og opvokset i Midtjylland, hvor barndomslandets nabogård havde en storkerede på taget. Men samtidig har jeg i de sidste 30 år elsket at bo i hovedstaden - i de seneste år nærmest et stenkast fra Amalienborg, Den Lille Havfrue og jeg skal komme efter dig. Mere københavnsk kan det ikke blive.
På den ene side er det let at forstå, at fåreavlere er trætte af, at deres dyr bliver skambidt, og at nybagte forældre kan have deres betænkeligheder ved at stille deres barnevogn ud i haven, hvis ulven var et smut forbi havelågen i forgårs. Fair nok. På den anden side synes jeg, at vi næsten ikke kan gøre nok for at få bare lidt vild natur tilbage i vores friserede land: bævere, elge, oddere, kongeørne, skarver ... og ulve. Debatten om ulven raser oven i købet i en tid, hvor mange af de vigtigste og mest almindelige vilde dyr i Danmark er i kraftig tilbagegang.
Det er jo lidt af et dilemma, at man på den ene side glæder sig over diversitet i naturen – og på den anden side erkender, at Danmark måske er en kende for lille og kultiveret til, at der kan løbe glubske rovdyr rundt. I hvert fald 42 af slagsen.
Men det betyder jo nødvendigvis ikke, at diskussionen behøver udvikle sig til en verbal borgerkrig i vores ganske lille land, hvor mennesker på hver sin side af bæltet ryger i totterne på hinanden. Det er synd for ulven. Og det er synd for Danmark.
Jeg må give den tidligere generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden Gitte Seeberg ret, når hun forleden i Jyllands-Posten skrev, at håndteringen af ulve skal bygge på fakta og ikke på frygt og mytedannelser. Hun skriver sine ord på baggrund af et forslag om, at man kan skyde med gummikugler mod ulvene, hvis de nærmer sig beboede områder for at advare dem om, at det er en farlig sti at bevæge sig på. Det har man bl.a. haft held med i forhold til isbjørne i Grønland.
Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad ulven kan finde på at æde, men fakta er, at ulven ikke er en isbjørn - og at der ikke er registreret nogen ulveangreb på hverken mennesker eller kæledyr siden dyrets genkomst til Danmark i 2012. Så når drengen råber, at ulven kommer, er der måske ikke den helt store grund til at blive bange.
I mit stille sind håber jeg, at følelserne hverken koger over i den ene eller den anden af skyttegravene, men at man på pragmatisk og fornuftig vis kan strikke nogle løsninger sammen, der gør, at der både er plads til mennesker og ulve i Danmark. Og at der er plads til både jyde- og københavnerholdninger for den sags skyld.
Det vil klæde os, for diskussionen om ulven er en kompliceret sag, der fordrer, at vi holder hovederne kolde.