Er du også ved at være hamrende træt af "ham der, du ved"?
Det kan være noget af en kamp at finde ud af, hvad man stiller op, hvis man er håbløst besat af en person, som man egentlig ikke burde bruge tid på.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I mine grønne år på arbejdsmarkedet havde jeg en jævnaldrende kollega, som jeg snakkede i telefon med mange gange hver eneste dag. For stort set alle samtalerne gjaldt det, at det absolutte hovedtema var vores fælles chef. Der var ingen ende på, hvor stor en idiot han var. Hver eneste dag kunne vi fortælle hinanden, hvad chefen nu havde fundet på af uhyrligheder og nederdrægtigheder, som forpestede vores liv.
Jo værre chefen opførte sig (efter vores opfattelse), jo mere snakkede vi om ham. Han blev en besættelse for os begge. Hver gang der bare var en antydning af mulighed for at bagtale ham, slog vi til med vores skidtsnak.
Det værste var i grunden, at vi dybest set mente, at manden havde en sådan slet karakter, at han ikke var værd at bruge bare fem minutter på. Og her sad vi to nogenlunde fornuftige mennesker og brugte en stor del af vores tid og kræfter på netop at endevende bossen i detaljer.
Til sidst blev det for meget. Alt, alt for meget, mand. Chefen fyldte efterhånden så meget i vores univers, at vi ikke længere kunne passe vores arbejde på en forsvarlig måde.
Med sved på panden og rystende hænder ringede jeg derfor min kollega op, og i fællesskab traf vi lige der en afgørende beslutning, som jeg vender tilbage til.