Vi lever i en tid, hvor konklusionerne kommer først - og fakta er noget, man skraber sammen bagefter
Hvordan en hundrede år gammel teori stadig kan hjælpe os i en tid med told og Trump.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det, mennesker opfatter som virkeligt, bliver virkeligt i sine konsekvenser.
Jeg ville ønske, jeg var ophavsmand til citatet, for det er temmelig genialt. Men det er en anden sociolog, nemlig W.I. Thomas’. Amerikansk og fagligt aktiv først og fremmest i de to første årtier af det 20. århundrede. I sin originale sprogdragt lyder det: If men define situations as real, they are real in their consequences.
Man kan illustrere pointen for eksempel således: Der opstår det rygte, at en bank er i økonomisk uføre. Derfor hæver folk deres indeståender. Resultat: At det ikke længere er et rygte, at banken er i uføre. Men den vaskeægte virkelighed.
Den seneste illustration er Donald Trump. En løgnhals af baron von Münchausen-dimension kommer til magten i USA. Hvorefter han straks giver sig til at forurene den offentlige samtale med en form for løgn, der ikke alene er hensynsløs – men strategisk.
Vi er ikke længere i en tid, hvor fakta er noget, man omhyggeligt indsamler og for at nå frem til politiske konklusioner. Vi lever i en tid, hvor konklusionerne kommer først – og hvor fakta bliver noget, man sammenskraber baglæns, så de passer til fordomme, stammeloyalitet og følelsesmæssige sandheder. Det er, hvad man på nydansk kalder post-faktuelt.
Når Trump – og mange som ham – påstår, at EU blev dannet for at snyde USA, er det ikke bare forkert. Det er historieforfalskning. Og det er netop pointen: Manipulation af offentligheden er blevet en fuldt legitim strategi i vestlige demokratier. Ikke for at overbevise med bedre argumenter – men for at skabe en alternativ virkelighed, som ens tilhængere kan søge tilflugt i. Det bedste eksempel er, at Trump ”vandt” i USA. Noget, som er dementeret talløse gange.
Tag ikke fejl. Usandheder stammer både fra etablerede partier og fra det nye højre (og fra forskergrupper, som insisterer på, at migration fra Mellemøsten er konsekvensfri).
I dag har løgnen ikke blot en funktion som propaganda. Den er blevet en identitetsmarkør.
Når Trumps tilhængere gentager hans påstande, gør de det ikke nødvendigvis, fordi de tror på dem – men fordi det signalerer, hvilken gruppe de tilhører. Og det er her, det bliver farligt: Når virkeligheden ikke længere er noget, vi deler, men noget, vi vælger fra en buffet med mere eller mindre opsigtsvækkende påstande.
Det betyder, at selv de mest groteske udsagn – såsom at EU blev skabt som et økonomisk bagholdsangreb mod USA – pludselig bliver virkelige i W.I. Thomas’ forstand. Folk tror, det er sandt. Og derfor bliver konsekvenserne sande.
Det er her, europæerne – især den oplyste, kulturradikale elite – fejler fatalt. Vi hænger fast i den oplysningstilgang, at sandheden vil sejre til sidst. At hvis bare vi taler pænt og udgiver endnu en rapport med faktuelle modbeviser, så vil tilhængerne af Trump – eller hvem det nu er – komme til fornuft.
Men de gør de ikke. For de ønsker ikke at kende sandheden. For dem er fakta blevet en form for krigsførelse – noget fjenden bruger for at nedgøre dem.
Det er ubegribeligt, hvor længe dele af den europæiske debat har insisteret på, at man bare skal ”forklare sig bedre”, så skal det hele nok gå.
Men det virker ikke. Vi er i en virkelighedskrig – ikke en meningsudveksling.
Så hvad gør vi, når halvdelen af en befolkning tror, at EU er en sammensværgelse? Når de tror, at europæere bevidst manipulerer USA’s handelsbalancer? Eller at NATO er ondt? Og de pludselig hellere vil have, at Trump står ved siden af Putin end Macron?
Det tvinger os til at bogføre den amerikanske regerings løgne som vigtige og værdifulde udtalelser. Fordi Thomas-teoremet stadig gælder: Ting, Trump tror, er sande, får sande konsekvenser.