Dum, dummere, Donald. Det, vi siger, er vi selv

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

»De skal lide … jeg vil have dem til at være bange.« Skrev Donald Trump i sin annonce i The New York Post. Det var i foråret 1989, han betalte 85.000 dollars per annonce, det gjaldt The Central Park Five: en gruppe sorte og latinoer, der blev dømt for gruppevoldtægt. Uskyldigt dømt, viste det sig.

En af dem, den 15-årige Yusef Salaam, sagde i retten:

»Denne juridiske lynchning er en test fra min gud, Allah. Før eller senere kommer sandheden frem.«

SALAAM BALONEY, svarede New York Post hånligt på forsiden. Og lød som Trump.

Men allerede i 2002 tilstod en dømt voldtægtsforbryder, Matias Reyes, at det var ham og ham alene, der havde overfaldet og voldtaget den unge pige, som han efterlod i parken i den tro, at hun var død. Dna-testen bekræftede senere hans udsagn.

Først mange år senere blev The Central Park Five løsladt, og hele den spektakulære sag blev genstand for en dokumentar. Om Trump sagde undskyld? Ja, De må gætte tre gange. Han fortsatte med at lyve og løj for en sikkerheds skyld lidt ekstra.

New York var på den tid stadig en farlig by at være i. I Alphabet City, hvor det i dag vrimler med modebutikker og trendy barer, var det risikabelt at opholde sig. Avenuerne A, B, C og D var der ingen grund til at opsøge, hvis man ikke var i markedet for narkotika, og byen havde et motto: A, you’re All right, B, you’re Brave, C, you’re Crazy, D, you’re Dead.

Netop i en frygtsom by trivedes Donald Trump som en fisk i vandet. Med sin brølende, brutale retorik forstod han at tale direkte til et amerikansk urinstinkt. »Penge har aldrig været en motivation for mig andet end som en måde at holde regnskab på. Den virkelige spænding er at spille spillet,« har han sagt, og på et eller andet niveau tror man ham. Det handler for ham om at vinde – eller at se ud som at vinde.

For Donald Trump er i udpræget grad en New York-figur. Han brøler. Han fylder. Han tromler. Han er et massivt lydtapet. Og længe før Mette Frederiksen fandt på at smøre en makrelmad og indstudere håndboldjubel, vidste han, at et brand kan overleve det utroligste, hvis det er stærkt nok.

Han brander sig som vinder, men han er faktisk en taber. Eller var.

I 1989 var Donald Trump lige ved at gå under. Kreditorerne stod i kø. Belejligt, for det var omkring det tidspunkt, at hans første kone, Ivana, forlod ham. Hendes ægteskabskontrakt garanterede 1 mio. dollars og et 42 værelser stort hus i Connecticut, men hun måtte nøjes, for Trump havde ingen penge. Sagde han.

Måske havde han faktisk penge alligevel. Det ved man aldrig med den slags figurer. Han indtog sin plads i populærkulturen, bl.a. med sit tv-show ”The Apprentice” (som opstod og døde en hastig og velfortjent død i en dansk version med Flemming Østergaard i rollen som bossen).

Han er blevet gjort til grin i den politiske tegneserie ”Doonesbury”. Det kan han ikke lide. Selvironi er ikke hans varemærke. Til gengæld forstår han god reklame. Da en af ekskonernes veninder, som han angivelig skulle have haft en affære med, sagde til New York Post, at det var Best sex I’ve ever had, kom der ikke nogen injuriesag.

Var han fallit? I hvert fald måtte han lide den tort at blive sat under administration af kreditorerne, der satte en grænse for hans privatforbrug: 450.000 dollars om måneden. Det er jo hverken til at leve eller dø af. Hans gigantiske yacht, ”The Trump Princess”, blev solgt, det samme blev hans private luftfartsselskab, The Trump Shuttle, og han måtte tilmed af med sin private Boing 717.

Men helt udradere ham turde bankerne ikke, for uden Trump-navnet havde hans bygninger ringere værdi. Og for bankerne gjaldt det ikke om at vinde, men om at tjene penge – og undgå at tabe dem. Så de holdt ham oppe, holdt ham i live. Han er her endnu. Og vinder i golf hver gang.

Den narcissistiske brøleabe gør det svært at agere, han skaber usikkerhed i markedet, alle ryster. Men han gør også sagen lidt for let nogle gange. Danske politikere spiller himmelfaldne over hans ageren. Tænk, at nogen kan finde på at lyve. Tænk, at en politiker justerer sin fortælling efter forgodtbefindende. Og tænk, at en politiker først og fremmest tænker på sig selv. Nu be’r jeg Dem, fru Heilbunth.

Se nærmere til, for Trump er tiden. Vor egen narcissistiske tid. Vi ser kun os selv. Brøleaben er vort eget spejlbillede, og det fylder de sociale medier døgnet rundt. Det handler om at være et brand, selv små skolepiger skal brande sig, intet under, at de går ned med flaget. For slet ikke at tale om folkevalgte politikere, som nu skal have skatteyderfinansieret psykologhjælp, når rampelyset slukkes. Et tegn i tiden. Ligesom Trump.

Det er en ond tid, vi lever i, en undergangstid. Så løft blikket i dag. Glædelig opstandelse.