Den fallente frikadelles flugt over plankeværket: Efterlader 150 tønder bæredygtigt bæ og en skattegæld på syv millioner

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Flemming Schiøtt Hansen rejste fra sin restaurant i de svenske skove og efterlod 150 tønder bæ og en skattegæld på syv millioner. Han er »skideked af det«, siger han med et ganske passende ordvalg, men understreger, at han ikke har gjort noget ulovligt, for det handler om »permakultur«. Han har derfor ikke tænkt sig at betale sin skattegæld, for han betragter Skat som en »narcissistisk entitet«, og sådan kan man jo også se på det.

Hvem er man, hvis man ser sådan på det? Og siger sådan noget pølsesnak (!) til en avisjournalist i glad forventning om at blive taget alvorligt?

Det gør man, hvis man er en del af den ansvarsfri kaste, højt hævet over hverdagens krav og med en selvfølgelig forvisning om, at for én selv gælder andre regler.

»Det er jo ikke bare, at jeg ikke vil betale skattevæsenet. Det er jo lige så meget, at jeg er far. Jeg er menneske. Jeg har drømme om mit liv. Jeg har også ambitioner,« som fallenten Flemming flot proklamerer, hvormed han måske afslører, at Skat ikke er alene om at være en narcissistisk entitet.

Det var Politiken, der bragte historien, og châpeau til dem for et stykke journalistik, der borer sig lige ind i kernelæserens hjertekule.

Mette Helbæks og Flemming Schiøtt Hansens oprindelige projekt lå naturligvis på Østerbro og hed Din Baghave. Så bliver det ikke bedre. Prist i pressen. I Politiken, ja, men også i The New York Times og en lang række andre medier. I butikken kunne man købe grønt fra de samme marker, som leverede til Noma og Geranium. Den gik fallit med milliongæld, men senere kom tagrestauranten Stedsans og gartneriet ØsterGRO.

»Jeg har lige været i Guatemala på et kursus i plantemedicin og lært, at de planter, der vokser omkring én, er dem, man har mest brug for,« meddelte Mette Helbæk Politiken i 2015, og ikke kun plantemedicin kan man finde i Guatemala, man kan også finde skattely, så der bor parret nu.

Din Baghave var et projekt til tiden, det var grøn mad til bobo-folket, for intetsteds som på Østerbro smelter den økonomiske, politiske og kulturelle kapital sammen til et privilegeret panser af magt og selvfølelse og bliver bourgeois-boheme og sætter sig i prisen på fastelavnsboller. Og på balancenerven, for netop i dette forunderlige bobo-land fødes forslag om »trillevuggestuer« og »trillebørnehaver«, hvor pædagogerne henter børnene hjemme hos de privilegerede forældre – i ladcykler, naturligvis. (Det er ikke en vittighed, men et rigtigt forslag fra Socialdemokratiets Pernille Rosenkrantz-Theil, kandidat til overborgmesterposten i København).

Så man tør uden videre gå ud fra, at der på en ikke ubetydelig del af de forudbetalte reservationer til Stedsans in the Woods, det svenske projekt to en halv times kørsel fra København, står 2100 København Ø i adressefeltet. Gæsterne skulle spise grønt og så forresten skide i skoven; det var kompost og bæredygtigt bæ.

Mange gode viljer strømmer til, lige meget hjælper det. Pengene er tabt, idealisterne er over alle bjerge, fallenterne er i Guatemala sammen med deres tre børn. Her arbejder de på at åbne et hotel med en lille café, på flugt fra skattevæsen, kreditorer, investorer, skuffede gæster og svenske miljømyndigheder.

»Altså vi har ikke lyst til at havne et eller andet sted og skulle i jobtræning og bo i en lejet lejlighed, og hvor alt over minimumsløn vil gå til gæld for evigt,« lyder det.

Nej, det gider man ligesom ikke, vel? Som Fritz sagde til Poul.

Og fallenten Flemming er jo ikke ene om ikke at ville leve efter almindelige regler. Karakteristisk for den ansvarsfri kaste er, at dens medlemmer meget ofte besidder stillinger med meget stort ansvar. Som de svigter, hvorefter de med stor sikkerhed belønnes.

Når Martin Præstegaard & Co., chefer i ATP, pensionsbranchens svar på Danmarks Radio, formøbler danskernes tvangsinddrevne midler, udløser det naturligvis bonus og idel selvros. Når Frank Jensen slikker folk i ørerne, gør man ham til næstformand i en bestyrelse. Når minister Rasmus Prehn snyder med bilagene, får det ingen konsekvenser – andet end let forringede politiske avancementsmuligheder, så nu er han direktør for Økologisk Landsforening, sådan kan bæredygtighed være så meget.

I den ansvarsfri kaste falder man altid opad eller til siden, aldrig ned i dybet. Overtrædelser, der for andre ville medføre bortvisning og afskedigelse i unåde og uden pension, belønnes her med faldskærme og guldrandede aftaler.

Fallenten Flemming gider sgu ikke betale skat, for han har drømme, han er far og menneske. Det kan man godt forstå, men bæredygtigt er det jo faktisk ikke.

For selv om politikere ynder at sige det, så er f.eks. hospitaler jo ikke gratis. De er dyre, de skal finansieres, så nogen skal jo betale skat, og hvem bliver så det?

Det bliver naturligvis hr. Hansen i Herning, Hedensted og Helsinge, der står op hver morgen og laver BKI-kaffe på kaffemaskinen for så at tage på arbejde efter først at have sat ungerne af i børnehaven. Med brug af en bil, afstanden kræver det på de kanter.

Hr. Hansen kan muligvis ikke stave til narcissistisk entitet, til gengæld er han i stand til at rødme af skam, hvis han gribes i en uregelmæssighed. Og hr. Hansen kan vi, altså samfundet, ikke undvære, selv om han er en forudsigelig bordherre og lever et forudsigeligt liv. Han slikker ikke folk i øret til julefrokosten, og han afleverer ikke falske bilag, han drømmer ikke økologisk om permakultur, men man kunne måske højstemt sige, at hr. Hansen bærer på, hvad der måtte være tilbage af borgerlige dyder.

Det lyder edderkedeligt, og det er det saftsuseme også, men borgerlige dyder er på mange måder mere bæredygtige end idealisterne, de altid ansvarsfri, der altid er i pressen og for resten over alle bjerge, når regningen skal betales.