Trump har hevet dynen af den trygge danske selvgodhed, der er svøbt i brun sovs

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Danmark er blevet lillebitte, nu hvor den amerikanske drøm er blevet til vores mareridt.

Siden Trump jr. tog til Grønland og delte 100-dollarsedler ud for at skabe splid mellem Danmark og Grønland, er vi begyndt at referere til os selv som kongerige.

Splittelsen mellem Grønlands ønske om selvstændighed og vores dystre fortid som kolonimagt blev rullet ud med USA’s Maga-røde løber, og Trumps psykopatiske blik for nationers akilleshæle ramte durk ned i Danmarks nationalkarakter.

Det blev legitimt for grønlænderne at tale åbent om danskernes racisme og manglende respekt. Grønland er kommet på verdenskortet. Grønlænderne fortæller på en venlig og afdæmpet måde om hverdagshistorier fra Danmark, hvor de uafladeligt støder på fordomme og racisme. Når jeg tidligere har skrevet om danskernes hyggeracisme, er jeg blevet bombarderet med beskyldninger om at være en woke, venstreorienteret aktivist.

Den voldsomme reaktion på at opfordre til selvransagelse er netop et udtryk for vores nationale selvforståelse om at være skabt af retfærdighedens og selvgodhedens dna.

Vores godhed er urokkelig og ukrænkelig som en dejlig, tung dyne af hygge og brun sovs.

Trumps indblanding har om ikke andet hevet dynen af os, og vi må erkende, at vi med Hans Egede og Knud Rasmussen har været imperialister på lige fod med andre europæiske lande og drevet rovdrift på grønlænderne og deres ressourcer. Men vi har endnu ikke ransaget os selv. Så nu, hvor Trump har leflet for Grønland, sidder vi med røde ører og føler os små.

Vi holdt vejret, da J.D. Vance og hans AI-lignende kone kom forbi, for havde vi ikke set Zelenskyj blive hudflettet for åben skærm for øjnene af hele verden af ham?

Hvordan ville grønlænderne spille deres kort? Mette Frederiksen og regeringen gjorde det rigtige ved at holde fast i, at grønlændernes selvstændighed er 100 pct. op til dem, og Grønlands nye regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen, slog med regeringens koalitionsaftale fast, at »vi bestemmer over vores egen fremtid, vi vælger selv vores samarbejdspartnere, i vores eget tempo«.

Amerikanerne fløj deres skudsikre biler hjem, droppede hundeslæden og var på Pituffik-basen i tre timer, hvor Vance nøjedes med at tale til sine isnede amerikanske medpatrioter. Grønlænderne gav amerikanerne den kolde skulder.

Kongeriet består. Indtil videre. Men det er slet ikke overstået endnu, og den danske nationalkarakter er stadig rystet.

Politikerne ryster, højreorienterede deler synspunkter med venstreorienterede, Pelle Dragsted er pludselig på linje med Rasmus Jarlov.

Det er faktisk meget forfriskende at komme ud af de gængse konstruktioner, som vi danskere klæber os til som stivnet brun sovs.

Det mest idiotiske af det hele er, at denne situation er opstået af dumhed. En orangefarvet ejendomsmægler kom til magten for anden gang i USA.

Han aner intet om politik, han har aldrig læst andet end Golfbladet. Han appellerede til halvdelen af amerikanerne, kom med fine budskaber om frihed og overflod til de rette, kønsnormative hvide.

Denne præsident har dannet sit kabinet af en flok uetiske suspekte fjolser, som regerer efter devisen: ”Hvad kan landet gøre for dem” – ikke omvendt. De har netop illustreret, hvor stupide de er ved at dele klassificeret krigsstrategi på et åbent socialt medie, Signal.

Hver dag kommer der nyheder om dumhed, som de ikke bliver stillet til regnskab for. Det er, hvad vi er oppe imod, en flok bavianer.

Jeg håber virkelig, at alle de danskere, der har været fortalere for Trump, siden han kom til magten første gang i 2016, sidder med røde ører. Og de få, der stadig forsvarer og tror på Trump, burde være selvlysende af skam. Men er det snart ikke kun Lars Seier Christensen og Asger Aamund, der er med i den klub?

Dette hyperrealistiske anarki, som Trumps administration praktiserer, går ikke kun ud over kongeriget, men hele Europa og den gamle verdensorden. Vi er nu truet af to stormagter.

Det eneste positive, der er at sige om det, er, at det har vækket os fra konsensus-tornerosesøvnen.