Kongeriget Danmark skal hverken invaderes fra syd eller nord

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Invasive arter bryder de færreste sig om. I kampsangen “Det haver så nyligen regnet” fra 1880 synger vi om “frø af ugræs”, der er føget over hegnet. Og om, at de invasive arter ikke skal tro, at vi bare giver slip. Det gjorde de dansksindede i Slesvig som bekendt ikke, og ved folkeafstemningerne i 1920 lykkedes det at få Sønderjylland tilbage til det danske kongerige.

I disse urolige tider er vi igen begyndt at tale meget om kongeriget Danmark. Nu er det mod nord, vi har problemer, og i denne uge fik Grønland besøg af nogle af vor tids invasive arter. Her landede nemlig to kæmpestore, grågrønne ørne i lufthavnen i Nuuk. Ud af deres bagdel spyttede de fire sortglinsende biller, der kravlede truende gennem Nuuks gader, mens befolkningen så måbende til.

Vi taler naturligvis om de amerikanske fly, der medbragte fire pansrede biler som forberedelse af andendame Ushas deltagelse i et hundevæddeløb. Men så kom tilbagetoget; for en stund i hvert fald. Andendame og søn måtte i stedet følge med farmand Vance til den amerikanske base i Nordgrønland fjernt fra en protesterende befolkning. Invasionen er dog ikke opgivet, forstås.

Invasion og undertrykkelse kan finde sted på mange måder. Og fantasien hos den amerikanske præsident, hvis navn jeg har besluttet mig for ikke at nævne her i fastetiden, fejler intet, når andre skal tromles.

Det er helt ubegribeligt, at vi fortsat tror, vi kan løse problemer ved at gå i krig eller overtage andres lande med blød eller hård undertrykkelse.

Vi lærer åbenbart aldrig af historien. I denne weekend er det præcis 70 år siden, den 29. marts 1955, at København-Bonn-erklæringerne blev underskrevet. Selvom Sønderjylland kom tilbage til Danmark i 1920, var der fortsat store konflikter mellem flertal og mindretal på begge sider af grænsen.

Fra dansk side bragte man spørgsmålet ind i diskussionen om Tysklands optagelse i Nato, og vi betingede os, at hvis Danmark skulle stemme for, skulle mindretalsspørgsmålet håndteres. Samtidig var vi nervøse for at underskrive en fælles aftale med tyskerne, da vi så kort efter krigen ikke kunne udelukke, at en sådan kunne bruges som anledning til indblanding i danske anliggender.

I stedet fandt man på en genial løsning. Man formulerede to enslydende erklæringer. I den danske udgave forpligtede vi danskere os på at sikre det tyske mindretal her i landet en række rettigheder. Og i den tyske udgave forpligtede tyskerne sig tilsvarende over for det danske mindretal i Sydslesvig.

Erklæringerne slog fast, at mindretallene frit kunne bevare deres sprog, kultur og identitet og skulle nyde samme borgerlige og politiske rettigheder som majoritetsbefolkningen. Ja, de fik endda visse fordele. F.eks. er det danske mindretalsparti i Tyskland, SSW, fortsat undtaget den tyske spærregrænse på 5 pct. og har dermed gennem årene fået repræsentation både lokalt og i Forbundsdagen.

Når jeg nævner det her 70 år efter vedtagelsen i forbindelse med amerikanernes planlagte invasion af kongeriget Danmark, skyldes det, at erklæringerne blev et afgørende vendepunkt for den fredelige sameksistens og forbilledlige samarbejde, der i dag findes i det danske grænseland. Vi behøver ikke gå i krig. Sindelaget er frit, og mindretallenes kultur, sprog og ret til egen identitet respekteres. Dén kan amerikanerne godt tygge lidt på.

Vi skal ikke indgå nogen som helst aftaler med amerikanerne om Grønland. Vi kan forpligte os selv over for det lille folk i det store land, og det samme kan amerikanerne. Men vi skal ikke forhandle med amerikanerne om Grønland, for så slår de invasive arter sig ned permanent og kvæler alt omkring sig.

Lige nu invaderer verdens despoter lande som invasive arter. De er frø af ugræs. De tror åbenbart, at hjertebånd kan briste, som vi synger. Men stormen gør stærk. Og hverken ugræs, ørne eller biller skal invadere kongeriget Danmark.