Er vi overhovedet interesseret i Grønland?
Grønland er pludselig blevet interessant, men ikke af de grunde, vi bilder os ind. Spørgsmålet om selvstændighed fylder i de danske medier, men fokus ligger næsten udelukkende på stormagtsrivalisering, militær oprustning og økonomisk afhængighed.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi foregiver ofte at have en dybfølt interesse for Grønland, men er sandheden, at den interesse først for alvor spirede, da Donald Trump højlydt spekulerede i et opkøb? Hvis storebror ikke pludselig fik interesse for vores ejendom, ville vi så skænke det grønlandske valg en tanke?
Jeg har ikke et endegyldigt svar. Men spørgsmålet i sig selv siger en del om vores forhold til Grønland. Ikke kun om vores politiske prioriteringer, men også om den kulturelle afstand.
Vi ynder at tale om en fælles historie og et naturligt bånd, men sandheden er, at vi grundlæggende ikke har udvist den nødvendige interesse. Hvor ofte ser vi Grønland afspejlet i dansk kunst, litteratur og film? Hvor er de grønlandske stemmer i den danske offentlighed, når de ikke reduceres til et spørgsmål om stormagtspolitik? Måske er det netop her, den egentlige erkendelse ligger: at vi ikke bare har forsømt Grønland politisk, men også kulturelt.
Enkelte museer har ganske vist grønlandske kunstnere i deres samling, men det er de færreste, og alt for sjældent bliver grønlandske kunstnere en del af den større kunsthistoriske samtale herhjemme. Det samme gælder litteraturen og filmkunsten, hvor grønlandske værker sjældent får den opmærksomhed, de fortjener, og ofte først træder frem, når de kan passe ind i en allerede eksisterende fortælling om Grønland som enten eksotisk, råt eller socialt udfordret.
Grønland har en bemærkelsesværdig rig kultur, der strækker sig over billedkunst, litteratur, film og musik, og for et land med knap 60.000 indbyggere er det ganske imponerende. Netop derfor er det så meget desto mere iøjnefaldende, at vi i Danmark ved så lidt om den på trods af vores såkaldte tætte forbindelse og fælles historie.
Vi har i årtier fortalt historier om Grønland, men sjældent lyttet til historier fra Grønland. Og det er netop dét, der gør vores påståede fællesskab så hult.
Den klassiske danske fortælling om Grønland hviler stadig på gamle forestillinger, hvor danske – oftest mandlige – kunstnere har reduceret landet til isbjerge, slædehunde, eksistentielle sammenbrud og eskapistiske landskaber.
Så længe vi i Danmark insisterer på at se Grønland gennem danske øjne, fastholder vi en fortælling, hvor Grønland primært eksisterer som en projicering af vores egne forestillinger. Det betyder, at Grønlands kunst- og kulturliv sjældent får plads i den danske offentlighed på egne præmisser. Og når det endelig sker, så er det ofte i en ramme, vi allerede har defineret.
Det er ikke, fordi Grønland mangler kunstnere, forfattere og filmskabere med noget på hjerte. Problemet er, at vi i Danmark sjældent lytter.
Spørgsmålet er ikke længere, om Grønland vil os, men om vi overhovedet vil Grønland. På Grønlands præmisser.