I Danmark vil vi ha' klovneskoler, ikke krudt og kugler
Mette Frederiksen er trods sin selvsikkerhed og sine bombastiske erklæringer om oprustning måske i virkeligheden den europæiske kædes svageste led, fordi hendes åndelige fundament er og bliver en minimumsnormering i Rødovre.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Hvad skulle verden gør uden V-profiler? Ja, hvad skulle vi gøre? Der er noget både trygt og tandløst truende over en V-profil, og tryghed er en absolut mangelvare i disse Trump-tider, så tak til Preben Bang Henriksen for med sine trusler at minde os om, at tomme trusler er de fleste og de tryggeste, og for en stund bilde os ind, at intet alvorligt vil tilstøde os.
Han siger, han vil lukke Danmarks Radio. Det er en god idé. Og lige så god en idé, det er, lige så sikkert er det jo, at det ikke vil ske. Dertil er borgerligheden for bovlam, det er sikkert og vist.
»Selv glæder jeg mig til, at vi kan få en gennemgående oprydning i Danmarks Radio. Kan det ikke lade sig gøre, så må det være slut med den statsstøttede kanal,« skriver profilen i sit nyhedsbrev; det lyder jo grueligt, og i Berlingske bekræfter han de borgerlige ord. Nu må mastodonten stoppe misinformationen, ellers falder profilens hammer.
Akkeja. Pompøse politikere, der raser og truer på avisernes forsider, var en del af vores trygge verden på linje med den stædige messen velfærd frem for skattelettelser; det var puslingelandet, der hyggede sig i smug, og trods den megen sabelraslen er det vanskeligt at se, at vi er holdt op med det. Vi er stadig os selv, forsvarsløst hyggelige, har vi andet i os end slumretæpper? Kan vi bryde fri af velfærdsstatens vatterede hynde, kan vi ranke ryggen, bliver vi i stand til det?
Vi lever trygt i forvisningen om velfærdens velsignelse, herunder Danmarks Radio. Lad staten stå for det, så er det jo gratis. Vi behøver ikke sådan nogen som Trump, vi har vores egen misinformation, vores egne fake news, og de er skatteyderfinansierede. DR er en mastodont med milliarder til brug for halve vinde, halve sandheder og fede løgne og for resten af pengene assorterede hestetransporter til udvalgte medarbejdere. Engang kunne vi se det på en licensopkrævning, men nu er det en del af det enorme offentlige budget, det bliver nærmest væk, herregud, hvor mange integrationsprojekter kan man få for fire milliarder?
Det er sært nok, for en liberal idé ville det jo netop være at tydeliggøre for enhver i det daglige, hvad vi bruger penge på i Danmark: Klovneskoler, ikke krudt og kugler.
Det er værd at erindre, at det var en kulturminister fra noget, der uden at grine kalder sig Liberal Alliance, der fik DR’s pengeforbrug til at blive endnu mere væk på det store statsbudget. Det er sært nok, for en liberal idé ville det jo netop være at tydeliggøre for enhver i det daglige, hvad vi bruger penge på i Danmark: klovneskoler, ikke krudt og kugler.
Hvad vil Europa egentlig forsvare? spurgte J.D. Vance og satte fingeren på et ømt punkt, for hvad er Europa? Er det den tudende diplomat i München? Er det Lars Løkke, der lovede straksopbremsning og i stedet gav os koranloven, bøjede sig så dybt for tyrannerne, at han næppe er den rette til at forarges, når USA pludselig skåner Rusland i FN?
Hvad er Europa for EU-parlamentarikerne andet end et udkald til en gate, D2, D4, G5, det lyder som nogen, der sænker slagskibe; hvad er Europa andet end en rullekuffert og et luksushotel og til nød en god restaurant? For andre er Europa ikke Europa, men et sted i Europa, et sted, hvor man bor, og at Europa stadig findes, bekræftes man heldigvis i, når man krydser landegrænser – også dem uden kontrol. Man kan stadig rejse i Europa, mærke forskellene, der er en styrke, men findes Europa som et åndeligt fællesskab, en historie?
Der er al mulig grund til at tvivle. Når vore ledere samles, virker de forvirrede og forpjuskede, og sandt er det, at Trump og hans kolleger (også hos Demokraterne) er uansvarlige, når de gældsætter USA, men har vore ledere været mere ansvarlige? Det er svært at se. Vi lever i en døs, herhjemme endda i en DR-døs, som er særlig sund, for søvn er sundt. »End’lig kommer vejret og et billed’ af en ko – nationen hælder kaffe op og falder helt til ro,« sang Jomfru Ane Band; den holder endnu.
Man behøver naturligvis ikke lukke Danmarks Radio. Det ville være alt for skånsomt. Mere regulært at sætte dem fri, at sætte forbrugerne fri til at vælge, om de vil betale eller ej, tænde eller slukke. Lige nu taler vi om at boykotte USA ved at slukke for Netflix, men hvorfor ikke lad brugerne bestemme, om de vil have Danmarks Radio eller ej? Ja, kom ned på torvet, DR, det er der, vi handler; lad DR spille på døren som andre medier, og lad så publikum stemme med fødderne.
Kunne man det? Kunne man virkelig?
Selvfølgelig kunne man ikke det, ikke i Danmark. Vi er i ordets egentlige forstand slavegjorte, slaver af socialdemokratisk vanetænkning. Lad krigstrommer buldre og Trump tyrannisere, vi forbliver dog trygt i det, Sophus Claussen kalder »de nordiske sorgers tågede intethed«. I den henseende er Mette Frederiksen trods sin selvsikkerhed på den internationale scene og sine bombastiske erklæringer om oprustning måske i virkeligheden den europæiske kædes svageste led, fordi hende åndelige fundament er og bliver en minimumsnormering i Rødovre.
I Frankrig ville man måske – trods en eroderet økonomi – med en vis selvsikkerhed kunne svare J.D. Vance et eller andet, men det er svært at se det danske svar.
Hvad tror du på? spurgte man engang Anker Jørgensen. Hans svar var lige så typisk, som det var tåget: »Jeg tror på det sociale.« Det gør vi i Danmark, vi tror på det sociale, men det gør vi nu nok heller ikke for alvor, hvis vi ligefrem bliver spurgt, om vi har brug for en regning.
Så tak til den brølende V-profil, tak til den sortsnakkende socialdemokrat, tak til alle, der fulgte og bar, for når valget står mellem tyranni og frihed, krig eller fred, kamp eller underkastelse, da kan man i alle slags vejrlig regne med os: Vi vælger velfærd frem for skattelettelser.