Selvstændighed er vejen til undergang for det grønlandske folk

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I 2015 var jeg som erhvervsminister sammen med kollega Carsten Hansen på besøg i Grønland. Vi skulle blandt andet besøge Ilulissat (Jakobshavn), hvor vi var sat i stævne af det lokale bystyre, som gerne ville drøfte en udvidelse af den lokale lufthavn.

Lige oven over byen fløj turisterne mellem Island og USA i flyvemaskiner af en størrelse, som desværre ikke kunne lande, da det krævede moderne og længere landingsbaner. Island havde turister i millionklassen – Ilulissat kun i få titusinder.

Det lokale bystyre forelagde et redeligt projekt for en ny lufthavn med det sigte at få velhavende amerikanere til at gøre et visit over nogle dage, når de nu alligevel fløj hen over. Nye titusinder af amerikanere og US-dollars ville hurtigt gøre projektet til en god forretning, men bystyret havde behov for en kautionsdækning på 800 mio. kr. fra den danske stat.

Umiddelbart var vi i delegationen positivt lyttende. Hjælp til investeringer med det mål at skabe et varigt holdbart økonomisk grundlag for byen lød som en god idé.

Til stede ved mødet var også formanden for det lokale erhvervsliv, som også var hotelejer. Jeg spurgte ham, om de var klar til de mange nye turister, hvilket han svarede helt klart NEJ til.

Forbløffet spurgte jeg ham til, hvad han mon mente? Han forklarede, at det ville være helt umuligt at servicere flere turister, end der allerede kom, da al arbejdskraft skulle hentes udefra. Man kunne ikke bruge de lokale grønlændere som arbejdskraft.

Ligeledes forbløffet spurgte jeg de forsamlede lokale politiske repræsentanter – som inkluderede en minister fra Hjemmestyret – om det virkelig var en sand præmis? Og det svarede de såmænd ja til.

En repræsentant fra det lokale turistbureau understregede over for os, at det faktisk var decideret farligt at anvende lokal arbejdskraft, da de for nylig havde haft en alarmerende episode, hvor en gruppe amerikanske turister, der var på moskussafari, var blevet efterladt ude i isørkenen, da de lokale guider havde erfaret, at der var blevet fanget en sæl, hvorefter de prioriterede at tage hen og spise den.

Ministeren fra Hjemmestyret meddelte i øvrigt, at de på ingen måder bakkede projektet op, hvilket fik Deres udsendte, som var en anelse ramt af tidsforskel og mange timers transport, til at komme med en lettere spids forespørgsel om, hvorfor i alverden vi så var blevet fløjet hertil?!

Det kunne han så heldigvis give en udtømmende forklaring på, for han havde ligesom udarbejdet et program for delegationen oven på lufthavnsdrøftelsen. Han startede med at spørge mig: »Jeg har ikke helt gennemskuet dig.«

»Æhm, du mener?« svarede jeg.

»Er du en whisky- eller rødvinsmand?«

»Æhhh …« blev svaret.

Konklusionen på forespørgslen blev, at jeg blev inviteret over i det lokale supermarked, hvor jeg fra hylderne kunne udpege min foretrukne rødvin.

Efter middagen var der sørget for, at delegationen fik eksklusiv adgang til det lokale diskotek, men det kneb lidt med danselysten både hos Carsten Hansen og jeg, da vi både var pænt trætte og ikke rigtig havde lyst til at danse med hinanden, og da det var eneste valgmulighed, gik vi tidlig i seng og lod meddele, at den danske stat ikke agtede at garantere for 800 mio. kr.

Nogle år efter blev det offentliggjort, at det lokale bystyre havde fundet finansiering til sit lufthavnsprojekt. Det var så Kina, der havde stillet sin velvilje til rådighed. Og kinesere kan godt regne, skal jeg hilse og melde, og enhver kan jo så filosofere over, hvad der ellers skulle leveres, når det økonomiske prospekt brød sammen.

Heldigvis greb Lars Løkke Rasmussen ind og fik kineserne ud. Men det kostede, og det var utvetydigt, at grønlænderne var parat til at sætte pantet hos staten Kina.

Så jo, Danmark varetager Grønlands interesser på bedste vis. I Ililissat og alle steder, hvor beretninger om betydelige sociale problemer, korruption og ineffektiv arbejdsstyrke og manglende ledelse er Grønlands største problemer. Og nej, det er ikke Danmarks skyld, at det forholder sig sådan – disse dårlige kulturelle og sociale vaner er det fuldt ud muligt at arbejde sig ud af og stemple ind i nutiden, ikke mindst for fremtidige generationer.

I stedet for en konkret politik og aspiration i den retning har man tilsyneladende valgt offerrollen. At Danmark er en traditionel kolonimagt, som har ødelagt et oprindeligt folk – og derfor skal der tales grønlandsk og ikke dansk, og angiveligt ønsker man at være en selvstændig stat. Alt sammen er det vejen til undergang for det grønlandske folk.

Dem, som fratager grønlandske børn deres danske sprog, fratager dem fremtidige valgmuligheder, fratager dem deres frihed. Dem, som vil stå uden for Danmark, vil ikke stå der et millisekund, efter den beslutning måtte eksekveres. De vil blive en del af et amerikansk reservat, og det har de amerikanske indianere jo rigtig gode erfaringer med.

Måske Trumps hærgen har givet dem, som måtte have ansvar aktuelt i Grønland, det klarsyn, at fremtiden står på at droppe offerrollen og lægge selvstændighedstankerne i graven.

For dem af os, som holder af Grønland og grønlændere, er konklusionen klar: Grønland er og forbliver en del af det danske rige, og vi afgiver ikke en millimeter suverænitet. Til gengæld forpligter vi os på et tæt og respektfuldt samarbejde, landsmænd imellem.