Norge og Sverige kigger nysgerrigt på det nye kongevåben

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ændringen af det danske kongevåben er ikke gået upåagtet hen i vores skandinaviske nabolande, Norge og Sverige. Begge landes medier har i de seneste dage beskæftiget sig indgående med emnet.

Navnlig fjernelsen af det gamle symbol for Kalmarunionen, de tre kongekroner samt opgraderingen af symbolerne på Grønland og Færøerne, hhv. isbjørn og vædderen, har skabt stor opmærksomhed.

Og det er der flere forklaringer på. I Danmark er i moderne tid blevet skabt en tradition for, at man ændrer på rigsvåbenet, hver gang der sker et tronskifte. Og ofte har ændringerne haft at gøre med, at man har ønsket at modernisere kongevåbenet ved at fjerne symboler på landområder, som de danske monarker tidligere havde regeret over, men nu ikke længere var statsoverhoveder for.

Således valgte kong Frederik IX i 1948 at fjerne den islandske falk, kort tid efter at han var blevet konge i 1947, fordi Island i 1918 var blevet en suveræn stat og i 1944 en republik, hvorefter den danske konge ikke længere var statsoverhoved for landet (som det ellers havde været tilfældet siden 1380).

I 1972 fjernede dronning Margrethe II tilsvarende symbolerne på den for længst forældede titel ”De Venders og Gothers” (underforstået konge/dronning) samt på fem landområder i Tyskland, som for længst var gledet de danske monarker af hænde: Holsten, Lauenburg, Stormaren, Ditmarsken og Delmenhorst.

Og nu har kong Frederik X altså valgt at fjerne symbolet på Kalmarunionen mellem alle de nordiske lande, som (med visse afbrydelser i praksis) eksisterede fra 1397 til 1523. Sverige (inkl. Finland) brød ud af unionen og dannede sit eget selvstændige kongedømme i 1523, mens unionen mellem Danmark og Norge først blev brudt i 1814.

I det moderne, selvstændige Norge, som blev skabt i 1905 (efter en periode med en påtvunget personalunion med Sverige fra 1814 til 1905) har man – i modsætning til i Danmark – ikke tradition for jævnligt at ændre på kongevåbenet eller rigsvåbenet. Derfor undrer mange norske sig måske over, hvorfor vi i Danmark ændrer på kongevåbenet ”i tide og utide”.

Men forskellen mellem traditionerne på dette punkt for Norges og Danmarks vedkommende skyldes netop forskellene i de to landes historie. Norge har i nyere tid – i modsætning til Danmark – aldrig været en stormagt, hvis konger har hersket over en masse områder uden for det nuværende rige. Derfor har det heller aldrig været aktuelt, at man løbende skulle ”rydde op” i symbolerne i det norske våben, efterhånden som man mistede diverse landområder.

Det er imidlertid ikke kun forskellen i traditionerne mellem Danmarks og Norges ”kongevåben-politik”, som er forklaringen på den store interesse for de aktuelle ændringer af det danske kongevåben.

En anden forklaring er, at man i Norge altid har fuldt levende med i forhold, der angik de nordatlantiske områder, Grønland og Færøerne på grund af den gamle, fælles norrøne kultur, den ældre fælleshistorie mellem bl.a. Norge, Grønland og Færøerne (før 1380) og det dertil knyttede sproglige fællesskab.

En tredje forklaring på de norske mediers store interesse for de danske ændringer af det danske kongevåben er den generelle interesse for, hvad der sker i Danmark, som hænger sammen med den stærke, overordnede nordiske fællesskabsfølelse, som findes i alle de nordiske lande.

Men dertil kommer for det fjerde den særlige interesse, som udspringer af, at den ændring, der giver plads på kongevåbnet til, at den grønlandske isbjørn og den færøske vædder kan få en større og mere fremtrædende plads, er fjernelsen af symbolet på Kalmarunionen.

Det gælder både i de norske og i de svenske medier, at beslutningen om at fjerne Kalmarunions-symbolet vækker stor opmærksomhed, og dette er tydeligvis for de svenske mediers vedkommende hovedårsagen til, at man i disse dage interesserer sig for ændringerne i det danske kongevåben.

De tre kongekroner, som symboliserer foreningen af de tre lande Danmark, Norge (inkl. Island og de øvrige nordatlantiske besiddelser) og Sverige (inkl. det nuværende Finland) i Kalmarunionen i 1397, betyder rigtig meget i både Norge og Sverige.

I 1500-tallet og 1600-tallet (efter Sveriges endegyldige brud med Kalmarunionen i 1523) stredes danske og svenske konger om, hvem der havde ret til at benytte symbolet på, at man var den dominerende magt i Norden: Danmark eller Sverige. Og den dag i dag er de tre kongekroner selve det bærende symbol i det svenske rigsvåben.

I 1500-, 1600-, 1700- og begyndelsen af 1800-tallet var de nordiske lande fortsat jævnligt i krig med hinanden, og Kalmarunions-symbolet spillede en væsentlig rolle i den løbende magtkamp mellem Danmark-Norge og Sverige. Dette ændrede sig imidlertid ret hurtigt, efter at den sidste krig mellem nordiske lande havde udspillet sig: krigen i 1814 mellem Sverige og Norge om, at Sverige ville tvinge Norge ind i en ny union – denne gang med Sverige – sådan som stormagterne havde bestemt.

Ganske få år efter denne krig (som endte med svensk sejr og etableringen af den tidligere omtalte svensk-norske personalunion i 1814) afløstes nordisk ufred imidlertid af ønsket om et tæt skandinavisk og nordisk samarbejde og dyrkelsen af det positive ved den fælles nordiske kulturarv, ved de ensartede skandinaviske sprog mv.

En af årsagerne til dette skifte i de nordiske lande og folks syn på hinanden var, at både Danmark og Sverige på dette tidspunkt var blevet reduceret fra stormagter til småstater og derfor nu havde en interesse i at stå sammen mod de europæiske stormagter, bl.a. de forskellige tyske stater og Rusland.

Med skiftet fra at opfatte sig som fjender til at opfatte sig som venner, der fandt sted mellem de nordiske lande i løbet af 1820’erne og 1830’erne, skete der også et skift i, hvordan befolkningerne opfattede det gamle symbol på Kalmarunionen: de tre kroner.

Man gik gradvis væk fra at opfatte anvendelsen af symbolet som udtryk for, at enten Sverige eller Danmark ønskede at dominere over det øvrige Norden, men i stedet som udtryk for ønsket om et samarbejde mellem de nordiske lande, som på mange måder mindede om hinanden, og en hyldest til den fælles nordiske kultur- og sprogarv.

Undtagelsen var naturligvis diskussionerne i forbindelse med begivenhederne, der ledte op til og havde tilknytning til unionsopløsningen mellem Sverige og Norge i 1905.

Men i hovedparten af 20. og i det 21. århundrede var der ikke længere nogen, der rynkede på næsen ad, når danskerne og svenskere brugte Kalmarunions-symbolet i deres konge- og rigsvåben. Hverken i Danmark, Norge og Sverige. Fra at have været et symbol på fjendskab var de tre kongekroner gået over til at være et symbol på venskab, sammenhold og samarbejde – og på et opmærksomhed om den fælles nordiske kulturarv og de mange lighedspunkter mellem de nordiske samfund.

Det var sikkert også derfor, at både konge Frederik IX og dronning Margrethe II valgte at beholde de tre nordiske kroner i kongevåbenet, selv om de på en del andre måder ”ryddede op” i det.

Når kong Frederik X i dag alligevel har valgt at tage de tre nordiske kroner ud af kongevåbenet, er det imidlertid ikke udtryk for, at det nordiske samarbejde og samhørighedsfølelsen mellem de nordiske lande betyder mindre i dag end i 1948 og i 1972, da kongevåbenet sidst blev ændret. Tværtimod lader det til, at der i løbet af de seneste knap tre år er sket en genopblussen af den nordiske fællesskabsfølelse og – under alle omstændigheder – en intensivering af det nordiske politiske samarbejde, som vi ikke længe har set magen til i lang tid – bl.a. på grund af krigen i Ukraine.

Fjernelsen af de tre kroner fra det danske kongevåben er således på ingen måde udtryk for et ønske om at pille den nordiske fællesskabsfølelse ud af danskernes bevidsthed. Men derimod om et generelt ønske om en ”opdatering” og modernisering af kongevåbenet, som også Frederik IX’s og dronning Margrethe II’s ændringer af våbenet var udtryk for.

Men interessen for hele sagen i de norske og svenske medier viser samtidig noget om, hvor stærkt bevidstheden om den fælles nordiske historie og kulturarv samt den nordiske fællesskabsfølelse står i dag – ikke blot i Danmark, men i alle de skandinaviske lande.