Der er en grund til, at monarkierne stadig fylder meget i Europa

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Selv om der i øjeblikket skrives meget om krisen i det norske kongehus, er der ifølge de seneste meningsmålinger ikke på nuværende tidspunkt risiko for, at monarkiet skulle blive afskaffet. Langt over halvdelen af den norske befolkning går fortsat ind for monarki som statsform.

Dette gælder ikke kun i Norge, men generelt i alle de europæiske 12 monarkier, som tæller 7 kongedømmer (Danmark, Norge, Sverige, Storbritannien, Holland, Belgien og Spanien), 3 fyrstendømmer (Andorra, Liechtenstein, Monaco) et enkelt storhertugdømme (Luxembourg) samt Vatikanstaten.

Forklaringen på, at der stadig i dag findes så forholdsvis mange monarkier, skal findes i Europas historie. Monarkiet blev nemlig den dominerende statsform, da mange af de nuværende europæiske stater opstod omkring år 900. Der var i middelalderen ikke ret mange andre stater end Schweiz og så Norditaliens mange småstater, der var republikker.

Da europæerne senere - i løbet af 1400-tallet og i de efterfølgende århundreder - drog ud og ”opdagede” og erobrede en stor del af resten af verden, blev en lang række områder i Afrika, Asien samt Amerika til europæiske kolonier.

De fleste af disse frigjorde sig først fra europæernes overherredømme i løbet af den sidste del af 1700-tallet (USA f.eks. i 1776) samt 1800-tallet (f.eks. mange af kolonierne i Latinamerika) og 1900-tallet (f.eks. de fleste områder i Afrika i årtierne efter 2. Verdenskrig).

Men i denne periode (fra slutningen af 1700-tallet og frem til 1900-tallet) var tilslutningen til monarkiet som statsform ikke særlig stor i de områder, som nu frigjorde sig. Monarkiet som statsform blev opfattet som en gammeldags statsform og - ikke mindst - som et symbol på det Europa, som mange ønskede at tage afstand fra. Derfor blev mange af kolonierne, da de blev selvstændige, indrettet som republikker (dog enkelte undtagelser, som f.eks. Brasilien, der fra selvstændigheden i 1822 og helt frem til 1889 var et kejserdømme).

Enkelte steder i Europa begyndte man også samtidig at afskaffe eller diskutere at afskaffe monarkiet som statsform (f.eks. i Frankrig i kølvandet af udbruddet af Den Franske Revolution i 1789). Men i langt de fleste europæiske lande bevarede man dog monarkiet hele vejen op igennem 1800-tallet.

Mere end 90 pct. af Europas befolkning boede således stadig i monarkier ved indgangen til det 20. århundrede.

Men derefter indtrådte der forskellige begivenheder, der afskaffede monarkiet i nogle af landene. I Portugal blev kongen myrdet i 1908, og der udbrød et bredt folkeligt oprør imod kongemagten og adelen i 1910. De nye, store samfundsgrupper af arbejdere og borgerskab i byerne - samt bondebefolkningen - var alle modstandere af nedarvede privilegier og alt, hvad der var knyttet dertil af politisk og økonomisk magt.

Oprøret førte til monarkiets afskaffelse og republikkens indførelse i Portugal i 1910.

Men ellers var det primært Første og Anden Verdenskrig, som fik afgørende betydning for monarkiets afvikling i en række europæiske stater. Ruslands nærmest totale kollaps i den sidste del af Første Verdenskrig førte således til Den Russiske Revolution i 1917. En begivenhed, der førte til, at Rusland overgik fra monarki (kejserdømme/zardømme) til republik i 1917 - og at Sovjetunionen blev dannet få år efter.

Men det russiske sammenbrud og Den Russiske Revolution førte også til andre store forandringer i Europa. Således benyttede finnerne lejligheden til at frigøre sig fra det russiske overherredømme, som de havde været under siden 1808, da Rusland havde erobret Finland. Efter at Finland blev en selvstændig stat fra Rusland i 1917, blev landet til en republik.

Men også Estland, Letland, Litauen og Polen blev republikker i stedet for monarkier, da de frigjorde sig fra russerne og opstod (og for nogles vedkommende genopstod) som selvstændige stater i 1918.

Samtidig blev monarkiet afskaffet hos de store centralmagter, som havde indledt verdenskrigen: Tyskland og Østrig-Ungarn. Den tyske kejser Vilhelm 2. gik i eksil i Holland, og Weimarrepublikken blev oprettet. Det østrig-ungarske dobbeltmonarki blev opløst området delt op i to uafhængige stater: Østrig og Ungarn, og begge blev republikker.

Nu var antallet af monarkier i Europa blevet væsentligt reduceret.

Og det blev yderligere bragt ned, da Spanien overgik fra monarki til republik i 1931 (et forhold, som holdt helt frem til monarkiets genindførelse i 1975).

Det blev dog først følgerne af Anden Verdenskrig, der kom til at bringe antallet af monarkier i Europas ned på nogenlunde det antal, som vi har i dag.

I forbindelse med, at Sovjetunionen og kommunisterne tog magten i hele Øst- og Centraleuropa i tiden omkring Anden Verdenskrigs afslutning, blev monarkiet som statsform afviklet i en lang række af staterne her. Det gjaldt således Jugoslavien i 1945, Bulgarien, Ungarn og Albanien i 1946 og Rumænien i 1947.

Men også i Italien, som havde været på Aksemagternes side i første del af krigen, og som i det hele taget var genstand for adskillige politiske omvæltninger i løbet af 1940’erne, blev monarkiet afskaffet i kølvandet af krigens afslutning. Nemlig i 1946.

I enkelte lande ændredes statsformen desuden i løbet af de efterfølgende årtier. I Grækenland afskaffedes monarkiet således efter militærjuntaens endeligt i 1974, mens det til gengæld (som sagt) blev genindført i Spanien i 1975.

Men hvis man betragter hele Europas historie over en lang periode (og ikke kun i de seneste år) er hovedkonklusionen således, at monarkiet har været den dominerende statsform langt det meste at tiden. Men at en række begivenheder, men navnlig Første og Anden Verdenskrig, forandrede alt.

Således, at monarkier nu ”kun” findes i Vesteuropa og kun i lande, der ikke var aggressorer under én eller flere af verdenskrigene, og som heller ikke kom under kommunisternes overherredømme under Den Kolde Krig.

Når der trods alt i dag stadig er en meget større procentdel af Europas befolkning (24 pct.) end af verdens samlede befolkning (ca. 8 pct.), som lever i et monarki, hænger der sammen med den århundredlange tradition for at have monarki i Europa, som har gjort, dels at mange her har været interesserede i at bevare denne statsform, dels af mange i andre dele - af samme grund - har vendt sig imod den, da de fik mulighed for at få deres egen selvstændige stater.