Den 7. oktober fik maskerne til at falde – også i Danmark
Terrorangrebet på Israel i 2023 vil efter alt at dømme stå som en af de vigtigste verdenshistoriske begivenheder i årtier, og det har skabt en splittelse i det danske samfund, som vi kommer til at bruge meget tid på at hele i de kommende år.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Verdenshistoriens store begivenheder melder sig indimellem med et brag – bogstavelig talt – andre gange viser effekterne af en stor, forandrende begivenhed sig først mere gradvist. I mine forældres generation kunne alle huske, hvor de befandt sig, da John F. Kennedy blev skudt, noget tilsvarende oplevede jeg og mine jævnaldrende med terrorangrebet den 11. september 2001.
Når det gælder Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober 2023, fattede vi først i løbet af dagen eller måske sågar først i de følgende dage, hvad det reelt var, der var sket, og mens alle var klar over, at tvillingtårnenes fald ville få voldsomme konsekvenser, er det først efterfølgende, at betydningen af den 7. oktober har stået klart.
Men i fremtiden er der næppe tvivl om, at terrorangrebet vil stå som en af de vigtigste verdenshistoriske begivenheder i måske årtier. Og i modsætning til mordet på Kennedy og al-Qaedas angreb på USA, så har Hamas’ angreb på Israel haft vidtrækkende betydning både på verdensplan og på den hjemlige scene.
Endnu kender vi ikke den fulde betydning af Israels reaktion på terroren, men vi ved allerede, at det er lykkedes for dette lille, stålsatte og ekstremt udsatte land at give slyngelstaten Iran voldsomme ridser i lakken ved at tilføje deres forposter i form af Hamas og Hizbollah meget store tab.
Myten om, at Iran var en forfærdeligt farlig modstander, som man ikke måtte tirre, er i løbet af få uger gjort totalt til skamme, og det er i skrivende stund slet ikke utænkeligt, at Israels ydmygelse af Iran vil få varige konsekvenser for magtbalancen i regionen. I bedste fald vil det betyde begyndelsen til enden for det aggressive præstestyre, som siden Irans islamiske revolution i 1979 har kostet masser af blodsudgydelser, truet sikkerheden i store dele af verden og været en afgørende faktor i fremvæksten af islamisk terror.
Også for palæstinenserne kan krigen rumme kimen til en spirende optimisme. For kun hvis den palæstinensiske befolkning kan vristes fri af Hamas’ favntag, er en fremtid med reel selvstændighed og mulighed for en selvstændig palæstinensisk stat mulig. Israel vil naturligvis aldrig kunne acceptere en terrorstat som naboland, så derfor går vejen til en palæstinensisk stat over Hamas’ totale eliminering, hvilket vi kan håbe, er det, som Israel i øjeblikket er på vej til at få succes med.
Forhåbentlig venter en lysere fremtid for Mellemøsten for enden af den sorte tunnel af død og ødelæggelse, som Hamas for et år siden med fuldt overlæg kastede palæstinenserne og en stor del af resten af regionen ud i.
På den hjemlige scene vil den 7. oktober også komme til at trække lange spor. Konflikten har afsløret en dyb splittelse i det danske samfund defineret af en uhellig alliance af islamiske kræfter og den yderste danske venstrefløj.
De har i høj grad fundet sammen med kampen mod Israel som en del af et samlet, stærkt, identitetspolitisk præget opgør med hele den vestlige civilisation, hvor Palæstina, LGBT-rettigheder, klimakamp og antikapitalisme blandes sammen i en stor, selvmodsigende pærevælling, der ikke giver megen mening for andre end de indviede.
Maskerne er faldet, og det er blevet legitimt for en række stemmer i samfundsdebatten, som tidligere fremstod som modeller for vellykket integration, at udtrykke noget, som meget let kan tolkes som terrorstøtte med talrige variationer over det budskab, at Israel på en eller anden måde selv var ude om angrebet den 7. oktober.
For den almindelige danske muslim viser undersøgelser af holdningerne til terrorangrebet og til Hamas også, at der udestår væsentlige integrationsproblemer af et omfang, som vi indtil for kort tid siden næppe ville have troet.
Det er én gang for alle dokumenteret, at selvom man på overfladen lever et normalt dansk liv som muslim, så kan man rumme holdninger, som ligger meget langt fra værdier, vi normalt som danskere finder acceptable.
Det kommer vi i de næste år til at have alvorlige samtaler om i det danske samfund, for det bør have betydning for, hvor mange flere personer af lignende problematisk overbevisning vi lukker ind i det danske samfund, og navnlig for, hvem vi giver permanent opholdstilladelse og dansk statsborgerskab.
Den 7. oktober er en verdenshistorisk dato, og den kommer til at trække lange tråde gennem historien, både globalt og hjemme i den danske andedam.